FRYGT, GLÆDE OG FORSVUDNE KLUNKER

Min kæreste havde på et tidspunkt en lille lyseblå Fiat 500. En dejlig bil især inde i byen, hvor parkeringspladser oftere er parkeringsfrimærker end deciderede pladser.

Men en Fiat 500 og især i lyseblå er måske ikke drømmebilen, når man - som jeg - er en jysk mand. Hver gang jeg satte mig ind i den, måtte jeg vurdere på mandigheds- og parkeringsmatrixen, hvad der var vigtigst for mig. Min maskulinitet eller mine parkeringsmuligheder. For det er jo klart, at jo mindre din bil er, desto flere muligheder har du, parkeringsmæssigt.

Så der var ingen brok fra min side, når jeg klemte mit 1,85 meter store korpus ind i det rullende smykkeskrin. For jeg vidste, at jeg lynhurtigt ville kunne smide bilen og flygte, hvis der var optræk til ballade.

Jeg oplevede kun en enkelt gang, at der var et par gutter på Nørrebro, der råbte efter mig ?Sikken mandig bil?

Men de råbte det på en måde, hvor man godt kunne høre, at de ikke mente det.

 

EN SKÆBNESVANGER AFTEN

En aften kom jeg hjem på min gade i den lille lyseblå bil, og det var sådan en dag, hvor der ikke var nogen parkeringsplads.

Jeg ville ofre en testikel for en carport, tænkte jeg flere gange. Det er et stort offer taget i betragtning af, at man nærmest kastrerer sig selv, hver gang man sætter sig ind i en lyseblå Fiat 500.

Jeg kørte rundt og rundt om blokken for at finde en plads. Den eneste, der var, var en alt for lille plads, hvor bilen muligvis kunne have været, hvis man kunne vende hjulene 90 grader og køre den sidelæns ind. Men jeg var desperat og træt, så jeg var klar til at trodse matematikkens love og forsøge at klemme Fiat 500 ind alligevel. Forestil dig at du står på havnen i Thyborøn i en blæsevejr og skal tråde en nål. Det svarer nogenlunde til omfanget af den opgave, jeg stod overfor. Men hvo intet vover, intet vinder eller som ordsproget kan oversættes her - ?hvo ikke får parkeret, ingen aftensmad får.?

Jeg sætter igang. Tommerfingerreglen bag en god parallelparkering er - bak parallelt med bilen, du vil ind bagved, indtil dit sidespejl er ud for baghjulene på bilen foran. Herefter drejer du rattet så meget som muligt, mens du bakker videre. Når du så kan se højre sidespejl på bilen bagved i dit venstre sidespejl, drejer du rattet den modsatte vej og vupti - så har du lavet en perfekt parkering.

Sværere er det ikke. Men det var det, den her aften i Fiat 500. Jeg klokker i det. Igen og igen. Jeg får den helt forkerte vinkel på bilen, så jeg må starte forfra indtil flere gange.

Hvis myndighederne havde set mig den aften, ville de have konfiskeret mit kørekort på stedet.

 

NU DØR JEG...

Lige indtil det mest frygtelige sker? Jeg sidder i bilen i færd med endnu et mislykket forsøg, da jeg ser to skumle fyre nærme sig på fortovet. De bærer begge dynejakker med hætterne godt oppe om ørerne og hænderne dybt begravet i lommerne. Og så går de med den der gangart, du kun ser badboys gå med.

Hvor skuldrene svinger helt ude af proportionerne, som om de går med kæmpe baguettes under armene. Men det gør de ikke. Til gengæld er de selv nogle store brød. Lige nu er de ved at nærme sig mig, og jeg føler mig meget lidt maskulin.

Jeg når at få alle mulige skrækscenarier inde i hovedet. For mørket er faldet på, og her sidder jeg i en bil, der skriger ?din far kan tæske min far og mig. Din mor kan sikkert også? og to skumle rockerlignende typer er på vej hen mod min bil. Helt patetisk når jeg at låse døren i den lille bil, som om det ville hjælpe noget som helst. Men det giver mig lige et øjebliks tryghed.

Sandheden er, at jeg ryster af frygt. Frygt for at de to kriminelle rockere, der går på fortovet vil åbne bildøren, hive mig ud, tæske mig, evt skyde mig, inden de stjæler alle mine værdigenstande. Jeg er klar til at opgive min parkering og køre væk, men jeg har fået vinklet bilen ind, så det vil kræve et par gange frem og tilbage. Det vil ikke give mig tid nok, inden de to mordere er henne ved min bil.

Jeg ved, jeg blir skudt. Jeg ved, at de to skumle fyre på en eller anden måde vil tage mit liv, og jeg føler ikke, jeg er klar til at dø. Der er ikke noget at gøre.

 

DEN HAVDE JEG IKKE SET KOMME

Ganske rigtig - de to fyre stopper på fortovet ud for bilen. Tilbage er der kun at tænke på alle de gode stunder, jeg har haft. Mens jeg sidder og beder en stille bøn i bilen, hiver den ene fyr sine hænder op af dynejakkens dyb. Jeg tænker meget på, hvilken pistol han mon har. Ikke at jeg kender så meget til pistoler, men det er da interessant at vide, hvilken millimeter død der venter mig. Det er her, der sker noget mærkeligt. For den skumle rocker i dynejakken har nu hevet begge sine hænder frem, og til min store overraskelse er de begge tomme. Vil han dræbe mig med sine bare næver? Under alle omstændigheder har jeg besluttet at blive begravet i Fiat 500. Den er alligevel ikke meget større end en kiste, hvis man tager hjulene af.

Men det er som om mit held vender. For i stedet for at slå mig ihjel på den ene eller anden måde, vælger dynejakkens hænder at  dirigere, og det er ikke den melodi, der skal følge mig i døden, han dirigerer.

I stedet genkender jeg håndbevægelserne fra min barndom hjemme i Jylland, når der kom en lastbil med varer til den lokale Spar, og købmanden stod og vinkede ind mod sig selv med den ene hånd og snurrede den anden hånd rundt i cirkler for at forklare chaufføren, hvad han skulle gøre med rattet.

FRYGT, GLÆDE OG FORSVUNDNE KLUNKER

Dynejakken og manden, der indtil få sekunder tidligere har været min bøddel, viser sig at være et godt menneske. Han viser sig at være et menneske, der lige tager sig 20 sekunder til at hjælpe mig med at få bakset min kørende kastrering på plads. Følelserne, der fylder mig i bilen, er blandede. Frygten er forsvundet og erstattet med glæde over endelig at være parkeret. Men samtidig er jeg sindssygt flov. Flov over at have haft så mange fordomme om en mand kun på grund af hans dynejakke og baguettegang. Jeg kan heldigvis kontrollere mine følelse, og det blev jo heller ikke til mere end tankespind, der fyldte mit hoved et par minutter. Men det er jo de her fordomme om andre blandet med frygten for det ukendte, der får mennesker til at spytte ud fra en motorvejsbro, når der kommer nogen, de ikke kender, som de tilmed er bange for.

Den gamle floskel siger, at en fremmed bare er en ven, du ikke har mødt endnu. Det er måske lige i overkanten for sådan nogen som spyttemanden og mig, men måske kan vi fra i dag omformulere sætningen. ?En fremmed er bare en mand, der vil hjælpe dig med at parallelparkere.?

Nu har jeg så købt en sort Mercedes. Den er meget sværere at parkere, men til gengæld får jeg stiv jydekrog, når jeg sætter mig ind i den, og jeg ved jo, at jeg kan få hjælp til parkeringen, når dynejakkerne kommer.

Klummen har tidligere været bragt på Euroman