10 SKROTTEDE HALLOWEEN-UDKLÆDNINGER

TILBAGE PÅ JOURNALISTHØJSKOLEN

IMG_7118I dag har jeg fejret J-dag.
Men J’et stod ikke for juleøl eller hjernedød druk.
J’et stod for journalist, og i dag har været et højdepunkt i min journalistiske karriere.

Jeg begyndte på Journalisthøjskolen for mere end ti år siden og lærte en del om journalistik.
Det var før Twitter og clickbait, så der er meget, der er anderledes i dag.

Iphonen fandtes heller ikke, og det er lige før Lars Mikkelsen træder ind på bloggen her og fortæller lidt om, hvordan det var at leve dengang.

Men én ting er fuldstændig uforandret inden for journalistikken.

En ting lugter stadig lige så fælt og virker på en gang frastødende, men samtidig meget tillokkende i dag, som for 10 år siden. Og det er ikke annoncerne bagest i Ekstra Bladet, jeg tænker på.

Det er fredagsbaren på Journalisthøjskolen.

 

ATOMKRIG OG FREDAGSBAR

Den er for mange studerende en væsentlig motivationsfaktor for at komme igennem undervisningen og et ret legendarisk sted.

I tilfældet at en atomkrig skulle ramme Danmark en fredag aften, ville det være det mest sikre sted at befinde sig.

Journalisthøjskolen som i forvejen ligner en helt klassisk bunker – bare uden nazister og Vesterhav, gemmer på en kælder. Nede i den kælder ligger fredagsbaren.

Skulle nordkoreanerne finde på at sende en atombombe vores vej og udslette hele landet, ville det kunne ske, at der lørdag morgen ville vandre 50 intetanende journaliststuderende op af kælderen uden at være blevet ramt af en snert af stråling.

Hvis 50 journalister skulle bygge civilisationen op på ny, tror jeg ikke nødvendigvis verden ville blive et bedre sted, men den kan vi tage en anden dag.

ROSER, BRUNKAGER OG GAMMELT BRÆK

Der slipper ikke sollys ind i kælderen.
Der slipper ikke mobilsignal ind i kælderen.
Men det værste er, at der heller ikke slipper frisk luft ind i kælderen.

I dag var jeg inviteret tilbage til Journalisthøjskolen, fordi jeg havde den ære, at mit portræt er blevet malet på væggen dernede.

Det sker for nogle af de journalister, der har studeret på skolen, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at den skæbne skulle overgå mig.

Jeg gjorde immervæk aldrig mit studie færdig.

Ikke desto mindre var jeg tilbage på skolen og gik ned af trapperne til fredagsbaren.

Ligesom at duften af brunkager minder mig om min mormor ? og at Emilie har en parfume, der stadig kan få mig tilbage til vores første date? så ramte der mig en duft, da jeg gik ind i fredagsbaren, der med et sendte mig tilbage til første semester på Journalisthøjskolen.

Men det var hverken brunkager eller blomster?
Det er mere en lugt af mug, gammel øl, lidt råd og med en anelse opkast i ascendanten.

Umiddelbart virker det ikke tillokkende, men det er en lugt med enormt mange minder bundet til sig.

For fredagsbaren var en mindst ligeså vigtig del af min uddannelse som undervisningen.

Det var der, jeg blev venner med mine venner. Det var der jeg blev venner med mine fjender.
Det er også der, jeg formentlig har været tættest på at ende som Harvey Weinstein?
Altså som filmproducer.

Men i dag er det altså blevet der, det mest håndgribelige bevis på min halvfærdige journalistuddannelse nu befinder sig.

På væggene hænger legender som Mette Fugl, Ulla Terkildsen og Anders Lund Madsen, men nu har jeg ganske enkelt sneget mig ind imellem dem. Lige ved bordfodboldbordet. 

Det er en skøn placering.

EN VELSKÆNKET 

Som en del af afsløringen af portrættet havde jeg sagt ja til at stå i baren og skænke øl til de studerende.

Det var lettere nostalgisk at være tilbage dernede og se alle de unge smukke studerende med mod på livet på vej ud i en J-dagsbrandert.

Tænk sig, de skulle kunne slippe ti kroner for en øl.
Det var samme pris, som da jeg studerede ? men dengang var ti kroner jo mange penge.

Jeg lød som et gammelt røvhul, men jeg understregede over for de unge mennesker, at de skal nyde studietiden.

For jeg kunne ikke lade være med at drømme tilbage til dengang, hvor en del af min vågne tid gik med at lægge planer for, hvordan jeg kunne gøre kur til den kvindelige del af de studerende.  

JEG HAR DEN STADIG

Pludselig kom en ung kvinde hen til mig med sit telefonnummer på en seddel ? og jeg tænkte:
?Sådan mand. Jeg har den stadig?
? ikke at jeg har haft den før.

Ud af øjenkrogen kunne jeg dog se, at hun vendte tilbage til sine veninder og fik point i en quiz, som åbenbart gik ud på at gennemføre nogle udfordringer.

Av! Er det det jeg er blevet reduceret til ? en abe i bur, man kan give sit nummer til?
Ikke at jeg ved, hvilke aber det er ? men sådan en er jeg nu.

Jeg tænkte:
?Nu må det være nok. Jeg må sige fra!?

Så da den næste veninde kom op og spurgte om hun måtte give mig et kys på kinden, var det på tide at træde i karakter og sige?

?Ja, det må du godt?!?

Så kunne også hun gå tilbage til veninderne og få nogen point.

Og det var sgu dejligt at være den abe i det bur ? og mærke suset fra dengang man fredag efter fredag kunne vælte rundt og drikke sig fuld ? af lyst og ikke fordi man prøver at bedøve det faktum, at man er blevet en gammel nisse, der sidder foran Vild med Dans og håber, at der sker noget uventet? hvilket der aldrig gør.

 

 

Nu hænger jeg så der på væggen, og jeg er oprigtig stolt af det.
Selvfølgelig er jeg da træt af, at skolen flytter i nye lokaler om et par år, for jeg er i tvivl om de rykker motiverne med.
Jeg håber, jeg kan købe stykkerne som var det et stykke Berlin-mur.

Glædelig J-dag

 

ULLA!

 

METTE!

 

GemGem

   

2 kommentarer

  • Morten

    *nogle point

    Jeg savner den ulidelige dunst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Mejlvang

    Sådan Thomas! Jeg er enig!!
    Du har nået toppen! større anerkendelse findes der vel næppe?
    Tillykke med forevigelsen, og jeg er overbevist om, skolen snildt kan få solgt de særlige murbrokker, hvis det er det de beslutter der en dag skal ske

    Siden  ·  Svar på kommentar

KOMMENTÉR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

LÆS OGSÅ DETTE

10 SKROTTEDE HALLOWEEN-UDKLÆDNINGER