SÅ LÆNGE BOLDEN ER RUNDT... er fodbold nemmere at spille

PATRICK OG DEN BLINKENDE LAMPE

IMG_0801Jeg købte for nylig en bil. En Volvo XC90. Det er en skøn bil. Et ordentligt lokum, men med hjul og sædevarme.
Jeg er virkelig glad for den bil. 

Men for nylig begyndte en advarselslampe at lyse inde i bilen. Antiskridsikringsservice påkrævet. Nogle dage lyser den.

Andre dage lyser den ikke. 

Jeg er ikke mekaniker. Jeg kan lige akkurat fylde diesel og sprinklervæske på og som regel også i det rigtige hul – men så stopper min viden om bilers mekanik også nogenlunde der. 

Derfor var jeg så heldig at møde Patrick. Patrick er 21 år og mekaniker. Han arbejder på et værksted i Vanløse, og jeg skal nok komme tilbage til, hvordan jeg lige endte i Patricks biks om et øjeblik.

Men der gik sådan cirka 20 sekunder fra jeg satte Patrick ind i problemet, viste ham lampen, der selvfølgelig ikke lyste lige da jeg skulle vise den – det er typisk – til Patrick stillede diagnosen. 
“Det er en sensor i din ABS….” og så kan jeg ikke citere mere, for så forstod jeg ikke mere. 

 

PÅ HERRENS MARK… I MIN VOLVO

Jeg har samme problem hver gang jeg har ballade med min bil – nemlig at jeg ikke forstår en skid af det.
Derfor handler det altid om noget andet, når jeg vælger mekaniker.

Det handler om tillid. Tillid til at mekanikeren ved, hvad der skal gøres – og tillid til at han ikke snørrer mig og prakker mig alt muligt andet på, fordi han ved, at jeg holder parkeret på herrens mark.

Og tillid er en sær størrelse – det er ikke noget, der nødvendigvis altid er tilstede. Nogle gange skal det arbejdes frem, men i Patricks tilfælde var den der lige med det samme.

Det er noget, jeg kan fornemme i øjnene og i energien hos folk – og Patrick havde den helt rigtige udstråling.

Normalt når jeg møder et nyt menneske, tænker jeg ikke så meget over, hvor det menneske kommer fra og hvilken baggrund han eller hun har. Men lige i Patricks tilfælde var det anderledes.

ET PROBLEMBARN…

Grunden til at jeg endte med min bil hos Patrick i Vanløse, var faktisk ikke bilens skyld.
Det var fordi jeg fik en mail fra Børnehjælpsdagen. 

De spurgte om jeg havde lyst til at møde en anbragt ung og høre om hans liv – og hans baggrund. 

Jeg holder meget af at møde nye mennesker og tænkte, at det kunne være en god oplevelse at tale med Patrick for at høre om hans baggrund. 

Jeg voksede i sin tid op i en kernefamilie med en mor og en far, der ikke havde nævneværdige problemer. Så gik jeg i gymnasiet og på Journalisthøjskolen – og alt er sådan set gået slag i slag uden de store udsving. 

Så derfor er livet som et anbragt og udsat ungt menneske noget, der ligger relativt langt væk fra mit liv – og jeg sætter pris på at have haft den opvækst, jeg har. 

Jeg er bevidst om, at jeg har haft en god og problemfri barndom og ungdom, som jeg prøver at lade gå i arv til mine børn – men samtidig vil jeg gerne give dem bevidstheden om, at det ikke er alle børn og unge, der har det lige så nemt. 

For Patrick har haft en noget anderledes barndom end jeg havde. Han havde en alkoholisk far, der svævede lidt ind og ud af familien – og med Patricks egne ord “…var pisse ligeglad med mig”
Hans mor har kæmpet for at holde sammen på familien og for at forsøge Patrick og hans to brødre. 

Men det var svært – og Patrick var svær at tøjle. 

“Jeg var en hidsigprop,” fortæller Patrick på en måde, hvor jeg fornemmer at hidsigprop er en underdrivelse. 
Han fortalte, at han af og til fik sådan nogle vredes-blackouts, hvor han gik fuldstændig berserk og ikke kunne huske det bagefter. 

“Jeg satte engang ild til min lillebrors seng. Heldigvis lå han ikke i den”

 

…PÅ RETTE VEJ

Da Patrick var 14 år indså han, at han havde brug for hjælp.
Han havde brug for nogle andre rammer – eller rammer i det hele taget. 

“Jeg har sådan set aldrig haft nogle regler derhjemme… eller der var regler… men der var aldrig…. øhh, hvad er det nu for et ord, jeg leder efter…?”

“…konsekvens?!”

“…Ja, præcis. Der var aldrig nogle konsekvenser, når jeg dummede mig.”

Derfor blev Patrick anbragt på en kostskole i Gilleleje, hvor han boede de næste 4 år og kom på rette vej. 
Der var nogle forventninger til ham. Der var konsekvens. Der var andre unge mennesker med samme baggrund. 

Men der var også af og til nogle lidt lavere forventninger til ham end til de unge mennesker, der har en mere traditionel baggrund. 

Hos Børnehjælpsdagen opererer de med et udtryk, der hedder ‘forventningsfattigdom’. 
Det er noget, en del anbragte børn og unge bliver mødt af fra systemet, men også fra andre folk generelt. 
Der er ganske enkelt lavere forventninger til unge mennesker, der har samme baggrund som Patrick. 

Patrick bruger ikke selv ordet, forventningsfattigdom – det er der ingen på 21 år, der gør 😂
Men han fortæller om en episode, der udspillede sig på kostskolen, da han skulle fortælle sin studievejleder, hvad han drømte om. 

“Jeg ville gerne være bilmekaniker. Men min vejleder mente, at jeg nok hellere måtte finde på noget andet at lave. Han troede ikke på, at jeg kunne klare det.”

Det er forventningsfattigdom eksemplificeret – og Patrick opgav drømmen om at blive mekaniker. 

VAGT, PORTØR, MEKANIKER

Da Patrick var færdig på kostskolen gav han sig til at undersøge, hvad han ville foretage sig – nu hvor han ikke skulle være mekaniker. 

Han var sikkerhedsvagt. Han var portør. Han passede børn. Han fik job på en tankstation…. men en dag vågnede han og tænkte: “Nej, fandeme nej… jeg skal sgu være mekaniker”

Han trodsede sin vejleder på kostskolens råd – og søgte et hav af lærepladser på diverse værksteder.
Lige indtil han en dag søgte hos Vanløse Auto. Han afleverede en ansøgning, og da der var gået en rum tid, kunne han ikke forstå, han ikke havde fået afslag. 

Så han gik forbi værkstedet for at rykke ejeren Michael for svar.
Skæbnen ville, at Michael selv var anbragt uden for hjemmet, da han var barn – og hele sit voksne liv har han gjort alt, hvad han kunne for at give børn og unge en chance – og derfor fik Patrick job lige på stedet.

Mekanikerdrømmen levede igen.

“26. april år 2020”

Den dato bliver sagt med om ikke julelys, så måske langt lys i øjnene, når jeg spørger Patrick, hvornår han er færdiguddannet.

“Jeg skal skifte en udstødning”

Der er noget enormt smittende ved at møde et ungt menneske, der går efter sin drøm. Uanset hvad drømmen så er, så hylder jeg de unge mennesker, der sætter sig noget for – og arbejder for at få det til at lykkes.

Der er ingen tvivl om at Patrick har haft en mere bumlet vej mod drømmen end andre unge mennesker – men tit er det også sådan nogle som Patrick, der kæmper endnu hårdere.

“Jeg vil hellere have sådan en som Patrick end en mor og fars dreng, der har læst en masse bøger, men ikke kan noget med sine hænder”, fortalte Michael, der også kunne berette om, hvordan han har givet Patrick nogle regler, der for en mor og fars dreng – som jeg selv – kan virke stramme, men som ifølge Patrick virkelig har hjulpet ham.

“Jeg har rykket mig så meget ved at arbejde her. Jeg ville ønske, at der i skolen havde været nogle flere tilbud til sådan nogle som mig, der godt kan li at bruge hænderne. Men jeg arbejder så meget jeg kan her – og jeg lærer noget hver dag,” siger Patrick, inden  han fortæller mig, at når jeg er gået, skal skifte en udstødning på en KIA. 

 

BØRNEHJÆLPSDAGEN

Hele anledningen til at jeg blev inviteret ud for at møde Patrick, er at Børnehjælpsdagen gerne vil give lidt taletid til nogle af de her udsatte unge mennesker. Den stiller jeg gerne til rådighed. 

Og jeg siger ikke kun for at gøre opmærksom på Årets Børnehjælpsdag som er på søndag d. 6. maj i Aarhus og København.

Børnehjælpsdagen hjælper tusindvis af de udsatte børn og unge – og Patrick kunne også berette vidt og bredt om hvor mange sjove ting, han havde oplevet gennem Børnehjælpsdagen. 

Men jeg har også skrevet det her indlæg for at huske os alle sammen på, at alle har en forskellig baggrund.
Alle har en historie. Alle har noget forskelligt med i bagagen. 

Det er godt at huske sig selv på. 

Jeg spurgte Patrick, om han nogensinde var misundelig på børn, der er vokset op i kernefamilier.

Det var han ikke.

“Så havde jeg jo ikke været mig”

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

KOMMENTÉR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

LÆS OGSÅ DETTE

SÅ LÆNGE BOLDEN ER RUNDT... er fodbold nemmere at spille