PATRICK OG DEN BLINKENDE LAMPE

JEG ER FOLKEMØDETS CHRISTIAN ERIKSEN

Mine evner med en bold er begrænset til, at jeg ved den er rund, og at den derfor kan trille. Og så ved jeg, at det gamle ordsprog siger, at sålænge bolden er rund kan alting ske. Men det er en frygtelig løgn.

Uanset hvor rund bolden er, kommer jeg ikke til VM for eksempel. Jeg havde lige som mange andre drømmen om at komme på landsholdet – men mine evner rakte ikke længere end til Sdr. Feldings Serie 4-hold – og det handlede ikke så meget om evner, men mere om at der sjældent var folk nok til at stille hold. Så selvom du havde været lam fra hoften og ned… og fra hoften og op – så var du kommet med på holdet.

Men faktisk passer VM også rigtig dårligt ind i min kalender i år – så jeg er egentlig glad nok for, at Åge Hareide ikke har ringet – for jeg havde været nødt til at skuffe ham – og jeg hader at skuffe nordmænd.

Jeg kan nemlig ikke komme til VM – jeg skal på Folkemødet på Bornholm.

Men lige som at Christian Eriksens VM var – om ikke i fare – så præget af, at han ventede småfolk, så gør det samme sig gældende med mit Folkemøde.

EN LILLE KRØLLE BØLLE

Det varer ikke lang tid, inden Emilie har termin – men samtidig er Folkemødet-weekenden en ret fordelagtig weekend for mig at være på Bornholm.
De fleste weekender på et år har jeg ikke et stort behov for at tage til Bornholm. Jeg kunne godt finde på det, men det er ikke livsnødvendigt for mig.

Men lige akkurat Folkemøde-weekenden er rigtig god at være på Bornholm i for sådan nogle mediefrikadeller som jeg.

For der er jo den ene session efter den anden, hvor journalister og tv-værter og andet godtfolk bliver hyret til at styre debatter om alt fra pensionsopsparing til spejderknob.

Og i år har jeg virkelig fået hul på Folkemøde-bylden. Men i erkendelse af, at jeg har en hustru, der er højgravid – og at Bornholm ikke er et sted, man lige umiddelbart kommer væk fra, så måtte jeg gå i gang med at tænke i planer.

Den første plan – og den jeg klart selv foretrak – var, at jeg lejede en helikopter til at flyve mig fra Bornholm til København, hvis Emilie pludselig gik i fødsel.

Det havde der helt klart været noget James Bond over…

Men ak… sådan blev det ikke.

Nu er det i stedet blevet til, at Emilie tager med til Bornholm, og så har vi taget vores egen jordemoder med – det er altid godt at have en jordemoder i baghånden. Især når nogen skal føde.

Så bare rolig – Folkemødets Christian Eriksen er klar til kamp.

MIT FOLKEMØDE

Hvis du er på Bornholm, så er jeg en del af følgende sessions – kig forbi.

TORSDAG:
15.00-15.45: “GÅR UNGDOMSKULTUREN OP I RØG” – hos Kræftens Bekæmpelse (N1)

16.00-16.45: “FÆDRES FØDSELSDEPRESSIONER” – Forum for Mænds Sundhed (K15)

17.00-18.00: “COCKTAILPARTY” – hos Alkohol og Samfund (F33)

18.15-19.00: “INGENIØRDYSTEN” – hos Engineer the Future (C6)

FREDAG:
11.25-12.10: “HVORDAN STYRKES FÆDRES FORHOLD TIL DERES BØRN” – Forum for mænds sundhed (G22)

14.30-15.00: “DEMOKRATIQUIZZEN” – Kammeradvokaten (B15)

18.00-19.00: “COCKTAILPARTY” – hos Alkohol og Samfund (B17)


LØRDAG:
9.00-9.45: “DIGITAL LAISSEZ FAIRE – GLEMMER VI VORES BØRNS LIV PÅ NETTET” – TDC (F10)

11.30-12.15: “ER DIGITAL DETOX LØSNINGEN PÅ STRESSEPIDEMIEN?” – PFA (G2)

13.30-14.15: “TELEFONJUNKIE ELLER SELSKABSPAPEGØJE” – TDC (F10)

15.00-15.30: “DEMOKRATIQUIZZEN” – Kammeradvokaten (B15)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

KOMMENTÉR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

LÆS OGSÅ DETTE

PATRICK OG DEN BLINKENDE LAMPE