ROSKILDE MENNESKESKUE 2018

TI TING DU KAN SIGE OM VM

Som de fleste har opdaget, hvis de har øjne og ører i hovedet og i det hele taget har været uden for en dør og ikke levet på månen de seneste uger, så er VM lige rundt om hjørnet.

Altså fodbold-VM.

Der er som regel altid et VM rundt om hjørnet, hvis man ikke er så kritisk over for hvilken sport VM’et er i. Det kunne være VM i pløjning eller VM i agility… men lige nu er det altså fodbold-VM, der er rundt om hjørnet. For mænd. Altså på banen.

Nå, men i hvert fald kan de næste fire uger blive ulidelige, hvis du ikke interesserer dig for fodbold. For det vil der formentlig være mange andre der gør.

Jeg vil ikke afvise, at der findes steder, man kan tage hen, hvis man vil være sammen med andre, der ikke kan fordrage fodbold – og hvis det sted findes, så god tur derhen – det bliver uden mig.

For VM er fantastisk. Det er fantastisk at opleve, hvad fodbold kan. Det kan samle nationen. Det kan samle verden. Det er helt forrygende.

Da VM blev afholdt for fire år siden, var jeg i Brasilien, der var værter for turneringen sidst – og den stemning, der var i Rio under slutrunden var helt klart en af de største sportsoplevelser, jeg har haft.
På trods af at den kamp, jeg så live, var 0-0-braget mellem Frankrig og Ecuador.

 

SÅDAN TALER DU MED OM VM

Nu til sagen. Det, der er fedt ved VM, er, at det er for alle! Men jeg kan selv blive nervøs, når jeg ser fodbold sammen med andre. For jeg ved forsvindende lidt om fodbold – og det er et minus, når man ser det sammen med andre.

Især i de kredse jeg kommer i, er det godt at kunne komme med en masse facts og skarpe analyser undervejs i kampen. Du skal også helst lytte til et hav af fodboldpodcasts.
Jeg evner ingen af delene.

Så derfor har jeg opdateret et tidligere indlæg om samme emne

Jeg har lavet en liste over:

TI TING, DU KAN SIGE, HVIS DU SKAL LYDE KLOG PÅ VM:

 

1)

“DET ER VIRKELIG TYDELIGT AT PIONE HAR TUR I DEN”

– Det er faktisk ikke så vigtigt, hvad du siger. Bare du siger det overbevisende.
Og så er der altid ekstra pondus i kun at bruge spillernes fornavne. Alle andre bruger efternavne – men brug af fornavnet signalerer, at du har en personlig relation med Pione.

2)

“DE VIRKER SULTNE”

– Det er samme undskyldning, du kan bruge, hvis dine børn opfører sig uregerligt. Men i fodboldsammenhæng er det positivt at være sulten

3)
“DET ER MEGET PERUVIANSK, DET DER”

– Det er godt at virke som om du kender de enkelte landes spillestil. Det er dog vigtigt, at du som hovedregel kun bruger den nationalitet, der stemmer overens med holdene på banen.
Det er sjældent, Frankrig spiller peruviansk fx.

4)
“PUBLIKUM ER VIRKELIG DEN TOLVTE MAND I DAG”

– Det giver heller ikke rigtig mening i og med den tolvte mand som regel sidder på bænken. Ligesom den 13., 14., 15. og så videre.
Men det er fedt at sige.

 

5)
“HAN HAR SPILLET SÅ SIKKERT I XX I ÅR”

– OBS: Du skal udskifte XX med navnet på en klub. Gerne en som den pågældende spiller, du omtaler, spiller i. Det virker mere overbevisende.

 

6)
“KOM NU MED NOGET GENPRES, FOR HELVEDE”

– Alt, du kan råbe mod skærmen, fungerer godt. Det må virkelig gerne virke som om du er træner for et hold døve spillere, så du kan råbe ekstra højt.

 

7)
“HAN ER FØDT MED EN BOLD I FØDDERNE… PÅ COPACABANA/SYLT/RIVIERAEN.”

– Hvis du ved, hvor spillerne er født og opvokset, så kan det virke godt, hvis du går ind i Google Maps og finder den strand, der er nærmest spillerens fødeby – for derefter at påstå, at han har lært at spille fodbold på den pågældende strand.
“Simon Kjær… han har virkelig spillet meget bold ved Søby Sø”

 

8)
“FIFA ER NOGLE KORRUPTE BANDITTER”

– Alt, der virker som om du kender noget til organisationen bag VM, virker fedt. Du behøver ikke have noget til at underbygge dine påstande – bare du siger det overbevisende.

 

9)
“HVIS DE KAN VINDE ALLE KAMPENE, SÅ VINDER DE VM”

– Skulle Danmark gå hen og vinde den første kamp mod Peru, så kan det her være ret cool at sige. Jeg ved godt, det er en banal floskel… men hey… det virker

 

10)
“…. stilhed…..”

– Det vil for evigt være mit bedste råd. Stilhed virker som regel respektindgydende, så længe du ligner en, der ved en del.
Folk ved jo ikke, at der er helt tomt inde i hovedet på dig. Bare du holder dig vågen.

Hvis du har flere floskler, der kunne virke – så hold dig ikke tilbage – så opdaterer vi listen.

Sidst er der bare at ønske dig – GODT VM

5 kommentarer

  • Pernille

    Hvis Du er kvinde og ikke særlig glad for fodbold, MEN din mand synes i skal lave noget sammen – se fodbold og han skal nok ridse reglerne op løbende; ( det er bare en dårlig undskyldning for selv at se kamp en lørdag aften), så er mit råd følgende. Kommenter spillernes dragter her er gode ideer:
    – den blå ville have været flottere i en mere metalic blå
    – det var da en meget højtaljet buks
    – der er mange orange støvler i år… ( vær endelig ikke mærke specifik, for så har han måske en mening/interesse
    – klassisk Portugal med de kropsnære trøjer, mon det er neopren?
    – sidste VM havde de vel smaragd grønne shorts
    – jeg kan ikke bestemme mig for om den er OFF White eller æggeskals hvid.
    Jeg lover alle kvinder at i bliver fritstillet inden i når til den usædvanlig groftvævede strømpe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tja bom bom

    Jeg er ciskønnet (eller hvad helt almindelige damer hedder for tiden) og jeg elsker at se fodbold, med tre børn har jeg dog ikke tid til at følge med. Jeg har samlet et par fif som er eviggyldige for os, der er blevet lidt rustne, men som stadig gerne stadig vil lukkes ind i fællesskabet. Hvis man spiller kortene helt rigtigt, kan man endda undgå køkkentjansen under kampen.
    – Vælg en forsvarsspiller som yndlingsspiller – andre damer kender som regel kun angriberen.
    – Åben med to gode spørgsmål som viser kamperfaring og indsigt: “Dømmer man egentlig stadig for obstruktion – det er sjældent man ser de dømmer for det? Nå, Iniesta den gamle mand er stadig med – spiller han stadig for Barcelona? Du behøver ikke sige mere under den kamp.
    – Find en god statistikbemærkning, der er svær at efterprøve og som kan bruges i alle kampe “der scores altid flest mål før halvlegen og i slutningen af en kamp”. Denne fyres af, når kampen går lidt i stå.
    For alle store nationer er der en kliché, som kan fyres af. “England har aldrig været et godt slutrundehold”. “Frankrig vil jeg gerne se, de spiller elegant fodbold”. “Tyskland spiller hamrende effektivt”.
    – Alle kampe har øjeblikke, hvor spillet går lidt i stå, men vær hende der ser kampen til ende, mens du gennemgår nye garderobekombinationer eller mentalt finindretter værtens hjem – de fleste damer kan holde 15 minutter inden de siger “Jeg fatter ikke hvorfor I gider at se det”.
    – Vigtigst af alt – ti stille, når der ikke jubles.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Jeg er særligt vild med nr. 10. 👌

    Jeg har erfaret, at ser fodbold med folk på +50år når man selv kun er 31 år, så kan det være godt at sige “han krøller godt!”. Så kan man være heldig at få et par anerkendende blikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Råb altid:

    “STRAFFE” – altså hvis en spiller tackles hårdt – og helst hvis det ikke er i eget straffesparksfelt, men derimod i modstanderens!

    Eller

    “OFFSIDE!” Igen her også når det er i modstanderens felt. Det virker ikke overbevisende, hvis det er i eget felt….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    “Der var overhovedet ikke offside der!” Er også altid god at bruge, for så tror de andre, at man ved, hvad offside er😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

KOMMENTÉR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

LÆS OGSÅ DETTE

ROSKILDE MENNESKESKUE 2018