BRÆTSPILSTALEN

JEG HAR VÆRET TIL YOGA

Jeg havde egentlig aldrig tænkt, at jeg nogensinde skulle til yoga, men lige pludselig lå jeg på en måtte i et behageligt lyssat rum på Vesterbro i København og trak vejret dybt – og så skal jeg ellers lige love for, at jeg var til yoga.

Sagen er, at Emilie gerne ville prøve yoga – hvilket jeg bakkede 100 procent op – og hun fandt så et hold, hvor de dyrkede noget, der hedder Yinmind.

Som jeg forstår det, er det en blanding af yin-yoga og mindfulness – ikke at jeg har nogen ide om, hvad de to ting er – men jeg forstod, at det var yoga og at det var dejligt.

For da Emilie kom hjem, var hun lettere ekstatisk over den oplevelse, det havde været.

”Det var SÅ fedt – det synes jeg virkelig, du skulle prøve”

Det er ikke normen, at jeg prøver noget, alene fordi andre synes, jeg skal prøve det.

I så fald havde jeg både haft en tatovering på pungen og erfaring med stoffer – hvilket jeg indtil videre altid har takket nej til.

Men jeg kunne se gnisten i Emilies øjne og tænkte – så lad mig da prøve det.

 

YOGADAG

Så dagen efter havde jeg booket en tid til en yogatime.

Jeg var meget spændt på, hvordan det skulle gå mig – og alene det at klæde mig på hjemmefra, var en udfordring.

I andre sportsgrene giver påklædningen sig selv. Jeg spiller ishockey – og der er rimelig strikse krav til, hvad du møder op i. Når jeg i ny og næ spiller badminton, ved jeg også godt, at jeg ikke skal møde op i galla-tøjet.

Men hvad fanden tager man på til yoga.

”Du skal nok ikke tage shorts på”
Det var det råd Emilie gav mig under hensynstagen til at visse yogastillinger bringer benene forholdsvist langt fra hinanden, og derfor potentielt kunne resultere i fare for pungudsigt.

Jeg overvejede også de stramme løbetights, men de blev også lagt på hylden igen.

I stedet fandt jeg de løseste bukser, jeg har. Bukser så løse, at selv hiphop-bukser fra slut-90’erne ville tænke – det er godt nok løst, det der.

Men de var djævelsk behagelige at have på – og medgørlige ikke mindst.

Næste spændingspunkt var naturligvis selve ankomsten til yoga-lokalet.

For hvad gør man?

Hvordan passer man ind i et miljø, man aldrig har været i før.

Hvad gør man, inden man dyrker yoga?

Til ishockey starter man med at tage skridtbeskytter på.
Når man cykler smører man røvcreme på.

Jeg valgte ikke at gøre nogle af de to ting, men i stedet holde øje med hvordan de andre yogaer? Yogier? Yoghurter gjorde.

Det var noget med at finde en måtte, en bold, et tæppe og et par andre remedier.

Og så selvfølgelig drikke en hulens masse te, der var serveret til fri afbenyttelse.

Jeg har egentlig aldrig brudt mig synderligt om te, men jeg bryder mig om at passe ind – så jeg drak te.

 

ALT VÆK FRA KATTEDRENG ER YOGA FOR MIG

Jeg har aldrig oplevet en stemning så fredfyldt som lige inden yoga-timen.

Underviseren kom ind og talte i et stemmeleje, som jeg ved Gud aldrig har hørt før, men som jeg ville ønske jeg mestrede.

Hun var fuldstændig afslappet, men uden at lyde søvnig. Imponerende.
Jeg vil tro, hun ville kunne overbringe de mest forfærdelige budskaber – og alligevel ville man være i zen, når man hørte det.

 

”…Jeg er ked af at fortælle dig det…. Men du er gået konkurs… og hele din penis er desuden ædt op af fnat….”

 

”…wauw… sig noget mere…”

 

Sådan ville reaktionen være – uden dog at kunne redegøre for, hvilket job hun ville have som både tager sig af konkurser og syge penisser.

Selve ideen med den yogaform, jeg var endt i – er åbenbart at slappe fuldstændig af – og det mest fantastiske var, at underviseren blev ved med at sige – i sit skønne stemmeleje –

 

”Hvis der er nogen af stillingerne, der er for intense, så bare kom ud af den og ligge lidt med lukkede øjne”

 

Hold kæft en fed sport. En hvor man ikke skal præstere – det er fantastisk.

Jeg vil godt medgive at fodbold-kampe ville være røvsyge, hvis de var skåret over samme skabelon.

”Hvis I ikke har lyst til at spille fodbold i dag, så kan I bare lade være…”

Det ville nok ikke være en publikumsbasker, hvis Superligaen havde samme filosofi, om end jeg har set en del kampe med Sønderjyske, der forekommer at have den tilgang.

 

Nå, men med andre ord var yoga potentielt mig, der lå på et tæppe i halvanden time og slappede af.

Alene det at være væk fra barnegråd og Pyjamasheltene i en times tid – det var ren zen for mig.

Alle stunder, jeg har væk fra Gekko, Oline og Kattedreng, er ren yoga for mig.

Men jeg valgte naturligvis stadig at gå ind i det der yoga, for at se om det kunne noget for mig.

 

Og jeg må faktisk indrømme, at jeg lod mig gribe af det. Det var rigtig rart, alene det at ligge ned og blive strukket lidt ud – skønt.

 

 

EN TUR IND I PUNGEN

Jeg synes egentlig også kønsfordelingen var rigtig fin, uden dog at have tal på hvor mange der var.

Men det fedeste var, at det var en ind-i-kroppen-oplevelse.

 

For på et tidspunkt – til tonerne af noget musik så søvndyssende, at det ville være decideret farligt at køre bil til – bliver vi bedt om at gå en tur i kroppen på os selv.

Jeg har sgu aldrig gået en tur i kroppen på mig selv – allerhøjest har jeg overvejet at liste en finger op, men aldrig fået gjort noget ved det.
Så at ligge på en måtte på Vesterbro og gå en tur inde i mig selv – det kunne helt sikkert noget.

Jeg startede selvfølgelig med at gå en tur ind i klunkerne på mig selv, for derefter at gå ned i benene og i tæerne… og der var ret mørkt derinde…

 

Og det er også på det her tidspunkt i yogatimen, at det går op for mig, at jeg er sulten…

Det går op for alle, at jeg er sulten – for min mave begynder at rumle, som var det et tordenvejr, der rullede ind over København.

 

Det er få sportsgrene, hvor maverumlen er en reel trussel for oplevelsen – men det var det her.

Så resten af yogatimen handlede for mig mest om at forsøge at skjule rumlen.
Det er svært – og det er måske i virkeligheden noget af det, der er kunsten ved yoga.

 

Til sidst skulle vi chante. Alle skulle sidde på deres måtter med lukkede øjne og sige ”Ang sang wahe guru” som jo umiddelbart lyder som en rigtig spændende indisk ret – men som vist betyder noget med, at alle celler vibrerer med kærlighed.
Det er ikke typisk, sådan mine celler reagerer på indisk mad. Det er mere med diarre. I hvert fald hvis maden er lavet ordentligt

 

I hvert fald har jeg været til yoga – og det var sjovt at prøve – det er altid sjovt at prøve noget nyt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

KOMMENTÉR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

LÆS OGSÅ DETTE

BRÆTSPILSTALEN