Mit liv som jyde

SÅDAN LÆRER DU AT VÆRE KÆK

2. august 2016

Min kæreste græmmer sig tit over mig, når vi handler.

Jeg har nemlig lært hjemme i Jylland, at man godt må sige noget kækt til ekspedienterne engang i mellem.

Efter 7 år i storbyen er jeg efterhånden ved at have tillært mig evnen til at tie stille og stirre tomt på kasseekspedienterne, men jeg vil heller ikke være uhøflig, så jeg prøver engang imellem med et lille “Hej” og måske også et “Bare på beløbet, tak” men ellers er jeg for det meste stille.
I Jylland er det anderledes.

Der gør man en dyd ud af at tale så meget som muligt, når man handler. Når jeg er hjemme i min barndomsby sætter jeg ikke 2 minutter af til at købe en liter mælk. Det kan snildt tage 20 minutter, fordi der skal snakkes.

Eller det rette ord er nærmere kækkes. Der skal kækkes, for den der siger den mest kække bemærkning vinder. Det er ikke en officiel konkurrence, men alle deltager alligevel.

Hvis du aldrig har prøvet kækkeriernes glæder, kan du starte her. 

 

En god begynderbemærkning, hvis du gerne vil være kæk, når du handler, kan være til flaskedrengen.
Du ser ham måske støvsuge gulv i frugtafdelingen. 

Idet du går forbi ham siger du, som følger:
“Når du er færdig her, kommer du så ikke hjem til mig og fortsætter.”

I verdenshistorien tror jeg ikke, det endnu er sket, at en flaskedreng er taget hjem til en kunde for at støvsuge, men det er underordnet. Det vigtigste er, at du har sagt noget kækt.
Den kan toppes, hvis du ser en flaskedreng feje gulv i stedet.
Så siger du: “Du fejer skidt”

Det sjove er her, at det kan forstås på to måder. Nemlig at han er dårlig til at feje, eller at han fejer skidt væk fra gulvet.

 

Jeg synes oprigtigt, at det er sjovt, og jeg skal bide mig selv i læben for ikke at sige det, når jeg er i Føtex, men min kæreste vil ikke have det.

 

Så kan jeg påberåbe mig ytringsfriheden ligeså tosset jeg vil.
Hvis min kæreste ikke vil have det, så lader jeg være. Det er hende, der skal føde mine børn.

 

Grunden til hun ikke bryder sig om kække kommentarer er måske også, at hun har overværet et par gange, hvor det er gået galt. Det er selvfølgelig faren ved kækhed. Du balancerer på en knivsæg, og et par gange er det faldet brat til jorden.
Jeg husker en frygtelig oplevelse i Fætter BR, hvor vi købte en gave til min kærestes kusine, og da vi skulle betale, spurgte ekspedienten om vi ville melde os ind i Fætter BR-klubben.

Efter at have holdt mig i skindet en hel formiddags shoppetur kunne jeg ikke lade være, så jeg svarede:
“Jeg må ikke vise mig i klubben længere. Ikke siden episoden.”

Jeg synes selv, det var skidesjovt at forestille sig, at jeg var blevet smidt ud.
At fætter BR havde hentet sin far, Far BR, og sladret om at jeg havde drillet ham én gang for meget, indtil Far BR med hjælp fra Onkel BR havde smidt mig ud på røv og albuer.

Hverken ekspedienten eller min kæreste så meget som trak på smilebåndet. “Jeg forstår det ikke helt,” husker jeg ekspedienten sige.

“Hvad fanden snakker du om,” kan jeg stadig høre min kæreste sige med den der skarpe stemme, hun siger tingene med, når hun mener det.

Og vi blev ikke medlem af Fætter BR klubben den dag. 

Det er situationer som den, der har været for mange af til, at jeg er udøvende kæk til daglig.

Der er naturligvis svipsere engang i mellem, og det er hvad der sker, når man er opdraget med det.

En anden meget udbredt kæk kommentar er i bon-situationen, og det er som regel, når man skal afvise at have bonnen. Her kan man lige tilføje: “Jeg kan alligevel ikke trække det fra nogen steder”

Det er sikkert startet som en fuldstændig reel kommentar engang, men siden er den bare blevet brugt og brugt og brugt i alle mulige sammenhænge, så i dag bliver den kategoriseret som kæk.

Hvis du får lyst til at bevæge dig ud i at være kæk, er det vigtigt at understrege, at der er forskel på kæk og pervers.

Sætningen “Dine tasker ser tunge ud. Skal jeg bære dem?” er pervers, hvis den bliver brugt om bryster. Bliver den brugt om tasker er det bare hjælpsomt.

 

De lumre og perverse kommentarer er forbeholdt de få, og det vil jeg ikke anbefale dig at bevæge dig ud i, men at være kæk kan være rigtig fedt, og det kan gøre en indkøbstur meget federe.
Desværre vil min kæreste ikke have det og jeg forstår hende godt.
For brændt barn skyr ilden, og vi har flere gange været ude for at en kæk kommentar er faldet pladask til jorden. Det er ikke kun Fætter BR-episoden. 

Vi havde overnattet på hotel på et tidspunkt, mens sneen dækkede hele landet, og da vi tjekkede ind, fortalte hotelmanden – af en eller anden grund – at han trods sne havde spillet 18 huller på golfbanen samme dag, men at han havde spillet med røde kugler.

Det minder fuldstændig om setuppet til en gammel vits, jeg kender, så jeg tænkte, at nu ville jeg lige høste et billigt grin, så jeg spurgte ham: “Du havde måske ikke lange underbukser på!”
Siiiiiiilence.
Der var så stille, at du kunne have hørt et hår løsne sig fra pungen og falde til jorden.

 

Min kæreste kunne have flået mig, og det var ikke fordi hun ikke forstod det sjove i, at de røde kugler kunne være hans testikler, og at de lange underbukser kunne have varmet ham.

Hun forstod hvert et ord. Hun syntes bare, det var enormt pinligt, og alt for kækt.

 

Så jeg har været nødt til at holde kækkeriet på et absolut minimum, når jeg har været i storbyen. Det har til gengæld betydet, at når jeg har været i Jylland, så har den fået ekstra gas.

 

“Der er ingen pris på varen. Så må den være gratis.”
“Jeg vil gerne have en lottokupon. Med gevinst”

 

“Kan du ha’ det, som du ser ud”
Den slags.

 

Men nu kan jeg mærke, at det er tid til at gøre oprør mod den undertrykte kækhed. Jeg er sikker på, at mange har det som mig. Mange kække bliver holdt i kort snor, og det er en skam. For hvis kækheden ikke kommer ud, kan det få alvorlige følger.

Du risikerer, at din mand får usunde interesserer såsom motorcykler og alkohol.

Ikke nødvendigvis samtidig, men det kan også være farligt nok hver for sig.

 

Jeg skriver det her, fordi jeg gerne vil opfordre alle til at være mere kække i det daglige.

Vi kan gøre verden til et mere kækt sted, og en kæk verden er en god verden, som der står i Biblen.

 

Betragt denne tekst som en begynderguide i kækness.

 

 

6 gode råd til at være mere kæk:

  • En kæk kommentar skal falde prompte – ikke noget med at tænke for længe over ordene
  • Det er vigtigt at smile, mens du siger det – og blink gerne med det ene øje
  • Aflever din kække kommentar sammen med et skulderklap – hvis du kender vedkommende kan en lammer på skulderen anbefales
  • Husk at kæk og plat er ikke det samme – vælg altid den kække version
  • Det er yderst velset at genbruge kække kommentarer – dog ikke i samme butik i samme uge
  • Husk at nogen bekæmper kæk med kæk, så du kan forvente at få noget kækt tilbage i hovedet, så hav eventuelt altid en kæk kommentar mere i baghånden
  • Alle kan være kække. Det er ikke kun for jyske mænd. Det er for alle, men som med alle andre livsstilændringer er det vigtigt, at dit bagland er med på den. Så hvis du gerne vil være mere kæk, så tag en snak med din partner om det. Det kan godt være en hård snak, men det er det hele værd.

 

Min kæreste og jeg har lavet et ordning, hvor jeg nu har fået lov til at være kæk, når jeg handler alene, og når vi er i Jylland, og hvis alt går vel, er hun gået med til, at jeg må begynde at være kæk i København inden for et par år.

 

Så det er et super interessant projekt, vi har startet her.

Jeg håber, mine børn kommer til at vokse op i en kæk verden.

You Might Also Like

7 Kommentarer

  • Svar Ina Kjærgaard 4. januar 2017 at 22:22

    Du er fandeme genial, Thomas Skov.

  • Svar Tina 13. marts 2017 at 21:11

    Da jeg arbejdede i bagerbutik ved siden af dit barndomshjem, havde vi en kunde der altid besvarede mit “hvad kan jeg hjælpe med” med et….” en kuffert fuld af penge og næste års husleje”

    • Svar thomas 13. marts 2017 at 21:59

      Det er hermed noteret til brug fremover 😉

  • Svar Lykke Marxen 21. marts 2017 at 17:11

    Jeg kan slet ikke rumme det, når butiksansatte spørger mig om jeg har brug for hjælp…”JA!!!TAK FORDI DU SPØRGER!!! Siger jeg så, som en der er ved at gå fra hægterne….

  • Svar Marie 21. marts 2017 at 23:31

    Hehe, jeg er tosset med det! TAK!
    Det er yderst genkendeligt – Jeg er selv udøver af gevaldig kækhed. Og så i København endda (jep, jeg er midtjyde). Det falder ofte helt til jorden. Sådan nærmest med lyd på; Whomp! …Men når det så går GODT …jah, så kan det så altså også gå rigtigt godt, og lige pludselig sønder-bond’er man bare med grønsagsmanden i Superbrugsen. Det’ herligt. Kom kæk!

  • Svar Line 2. april 2017 at 21:55
  • Svar Maria 30. juli 2017 at 21:51

    Som ekspedient (og eksil jyde) gør jeg en dyd ud af at være kæk for udvalgte kunder. Jeg arbejder i en high-end butik på strøget (vi snakker tasker til 17.000) og når man skal hjælpe de fortvivlede mænd med af finde en gave til kæresten er de kække jokes altid en sikker vinder!

    Specielt i jule perioden var jeg on fire. Når de lidt usikre og fortvivlede unge mænd forvildede sig ind og skulle finde en gave til max 2.000 -hvilket resulterede i verdens mindste pung eller en nøglering, jokede jeg altid med at vi desværre kun pakkede gaver ind til over 10.000. Deres ansigt var priceless, og de var helt nede med den kække joke når jeg lyste op og sagde ‘ej, det var bare en joke. Jeg pakker den lige ind’.

    Endnu bedre er hvis man møder en jyde i butikken og de kække bemærkninger for alvor kan begynde. Så kan man virkelig for dem til at spendere 😉

  • Skriv et svar