Mit liv som mand

HVIS BARE DER VAR EN OSCAR TIL ÅRETS SYVSOVER

10. marts 2017

Luke, I am your father”

Eller oversat til dansk “Lukas, jeg er din far” 

Nogenlunde sådan lyder et meget berømt filmcitat fra Star Wars. 

Jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg aldrig nogensinde har set Star Wars.

Ingen af dem. Men derfor har jeg stadig kunne bruge citatet, når snakken blandt mine venner en gang i mellem har drejet sig ind på lige netop de film. 

De fleste af mine venner har gennemskuet, at jeg ikke aner, hvad jeg taler om, og at jeg bare bruger citatet, fordi det er det eneste, jeg kender fra filmen. 

Jeg snyder mig simpelthen til at bruge filmcitater i flæng, fordi det er fedt at bruge filmcitater.

WIN THE CROWD

Jeg ved ikke, hvad det er for et gen, nogle mænd er født med, siden vi synes, det er så fedt at sige noget, andre har sagt i film.
Men faktum er, at der er prestige i at kunne sige det længste og mest fornuftige citat i en given situation.

Som når jeg har en ven, der skal præstere foran et publikum.
Jeg kunne sige

“Held og lykke, du skal nok klare den.”


Men i stedet siger jeg:

“Kan du huske, hvad Proximo sagde til Maximus i Gladiator – win the crowd and you will win your freedom.”

Det er ligesom bare lidt federe at sige ting, hvis det for det første er på engelsk og for det andet stammer fra en film. 

Jeg har heller ikke set Gladiator.
Jeg har bare engang mødt en, der sagde “win the crowd” til mig.
Så det har jeg taget det til mig.
Og så har jeg i anledning af den her klumme googlet, hvem der sagde det til hvem. 

Så med andre ord er jeg den største svindler, når det gælder filmcitater, og det er et kæmpeproblem, men mit allerstørste problem er, at jeg har set alt for få film. 

SOV GODT

Jeg løbet tit ind i forventningen om, at jeg har set alle de store filmklassikere.
Og at jeg kan smide rundt om med diverse citater.
Det er et pres, der er svært at leve op til. 

For jeg har altid haft det problem, at jeg falder i søvn, når jeg ser film. Jeg har sovet gennem store klassikere som Godfather, Ringenes Herre, Pulp Fiction, alle Harry Potter-film, og jeg kunne blive ved. 

Nogle film er det meget belejligt at falde i søvn til.
Jeg kan huske, hvordan jeg sov halvanden time af Hobitten.
Jeg synes stadig, den var alt for lang.

Summasummarum – jeg er sovet fra filmverdens største citater, hvilket har betydet, at jeg er røget helt bagud af dansen i forhold til mine venner, når det gælder filmcitater. 

I’M GONNA GIVE YOU AN… øhh

Af og til når jeg sidder med mine drengevenner, og de kaster sig over det ene citat efter det andet, må jeg give fortabt.
Jeg sidder helt tavs og kigger imponeret på dem.
Hvis de fortsætter gennem en længere periode, sker det, at jeg begynder at rydde lidt op.
I værste fald tager jeg hjem.

Desværre stopper mine pinsler ikke her. For mens jeg falder i søvn til stort set alle de store filmklassikere, som et dannet menneske forventes at have set, så er jeg pivvågen, når det gælder tøsefilm og gamle danske klassikere.
Jeg har ofte tænkt, når min kæreste har spurgt om ikke vi lige skal se Sex & the City-filmen, at så kunne jeg lige få en lille lur, mens hun var opslugt af sin film.
Men ak og ve – lige meget hvor hårdt jeg forsøger at falde i søvn, så kan jeg ikke.
For nyligt formåede jeg at holde mig vågen under hele Dræberne fra Nibe.
Det fortryder jeg stadig.

Det er et af min krops største mysterier.

  • Actionfilm – godnat.
  • Romatiske komedier – godmorgen.
  • Store dramaer – sov godt.
  • Olsen Banden-film – ja, vågen.

Jeg forstår det ikke. Så tænker du måske – jamen, hvis du så gerne vil bruge filmcitater, hvorfor lærer du så ikke bare nogle fra de film, du nu engang kan holde dig vågen til. 

Det skal jeg sige dig. Der er absolut ingen prestige i at kunne citere de film, jeg ser.
Jeg har en enkelt gang siddet sammen med et par af drengene, der jonglerede med citater.
Nogle af dem handlede om New York. Jeg tænkte, at det var mit cue, og så sagde jeg:
“I kan vel godt huske, hvad Carrie Bradshaw sagde. Singler kommer til New York for de to L’er. Labels og love”

Der var tavst som graven. “Hvad fanden er det, Thomas?! Har du lige citeret Sex and the City?”

Der var akavet stemning resten af aftenen, og jeg forsøgte at sige: “Ja, Mulle. Jeg vil jo gerne være med i hulen.”
Det faldt helt til jorden.
Nu har jeg ingen venner længere.

 

BØJ JER I STØVET

Så hvis I nogensinde møder en, der pludselig siger ting som “Go ahead – make my day”
Eller “I’ll make him an offer, he can’t refuse” så er det naturligvis helt fair, at I synes, det er dybt åndssvagt at citere film.
Men I er nødt til at smile imponeret og anerkendende.

Der ligger meget arbejde bag sådan et citat.

For det betyder, at I har med et menneske at gøre, der har formået at holde sig vågen til at se en film.

Måske endda flere gange, og så endda lært at gentage en sætning ordret.
Så har han vurderet, at den givne situation, I har stået i, trængte til et citat.

Det er hjernemæssig kraftpræstation, og det er I nødt til at bøje jer i støvet over.
I kan eventuelt smide et citat tilbage i hovedet  og sige noget i den her dur:
“Skide godt, Egon”

Det er ikke kun film, jeg har svært ved. Min musiksmag er også sådan lidt…. øhhh… ja, læs her

You Might Also Like

Ingen kommentarer

Skriv et svar