Klik alt hvad du vil.

Du kan ikke gøre noget forkert.

Jeg har fået et barn i Dubai

Jeg har været i Dubai et par gange. Spændende sted. At være i Dubai giver mig lidt samme følelse, som når jeg åbner en ny iPhone. Alt skinner og det er så nyt og spændende - der er ikke en ridse i lakken.

Det er som om Dubai lige er blevet taget ud af æsken. Men ligesom med iPhones, så går der vel ikke mere end et par dage, så har det været med på toilettet... og ... nej, nu fungerer den analogi ikke længere.

Nå, men altså jeg har fået et Dubai-barn.

Måske tænker du:

"Med hvem dog? Tina Lund?!"

Men nej. Jeg har ikke fået et barn med Tina Lund, omend hun er en skøn kvinde... og så vidt jeg ved, bosat i Dubai.

Det er ganske enkelt Emilie og jeg der har fået et Dubai-barn. Men altså bare herhjemme i København.

ET DUBAI-BARN ER...

Hvis du er forvirret, er det helt forståeligt. Jeg er selv forvirret. Men det skyldes, at jeg ikke får så meget søvn for tiden.

Jeg har to børn. Ellen og Otto - og de er så dejlige, at jeg ikke har anslag nok til at beskrive det. Men når man har sådan et par størrelser, så betyder det også, at aftenerne når de er gået i seng er blevet dyrebar voksentid.

Det er her udfordringen opstår.

For jeg elsker at sidde længe oppe, når der er ro i huset.

Nogen aftener stener jeg bare.

Andre aftener spiller Emilie og jeg brætspil eller Nintendo.

Og så er der aftener som i aften, hvor jeg skriver det her.

Sagen er, at klokken lynhurtigt bliver mange. Tiden går, når man er i godt selskab - og det er jeg virkelig, når jeg er sammen med mig selv.

Det betyder, at jeg først rammer hovedpuden på den anden side af midnat - og jeg kan godt høre,  jeg lyder som en dreng i 7. klasse, der spiller cool.

"Uhh, jeg har engang været oppe til kl 1"

Men det er sgu ikke cool - og det er her Dubai-barnet kommer ind i billedet.

For med to børn på matriklen er der som regel nogen, der vågner allerede kl 5-6 stykker.

For en malkebonde ville det jo være sent - men jeg er så langt fra at være malkebonde, som man overhovedet kan være.

Så når Otto nogen gange står op kl 5, så virker det så uoverskueligt for mig... fordi jeg har siddet oppe hele natten.

Det var sådan en morgen, hvor det pludseligt slog mig...!

Tænk hvis vi boede i Dubai... så ville han jo sove til kl 8.

Altså på grund af tidsforskellen.

Ja, altså fordi når klokken er 5 i København, så er den jo 8 i Dubai. Ergo, at hvis min søn var født i Dubai, så ville han sove skide godt og længe

TIDSFORSKEL.DK

Da jeg den morgen ser mig selv klikke rundt på diverse hjemmesider, der viser overblikket over tidszoner, der kan jeg ikke finde ud af om jeg er gal eller genial.

For måske ville det også være for længe at sove til kl 8, men hvis vi boede i Moska, så ville han vågne kl 7. Det er måske bedre, men jeg vil hellere bo i Dubai end i Moskva.

Og sådan gik der i hvert fald et par timer med at tænke på det, og på den måde blev klokken 8 alligevel, og så gik alt op.

Men med fare for at lyde som en småbørnsforælderkliche, så fylder søvnen mere end den er der. Altså jeg tænker mere på, hvor lidt jeg sover...end jeg sover.

Så hvis der i de her år kommer volapyk ud af min mund eller - som her - ud af mine fingre, så er det simpelthen fordi jeg ikke sover nok.

Nu går jeg i seng. I morgen skal jeg se Burj Khalifa.

Og uanset om du har børn eller ej... gå i seng... nu!

Guuuuuurli Gris... jeg har lige et par spørgsmål

Hemmeligheden bag mit skæg