Hele mit liv Mit liv som jyde

En jysk mand i byen

7. januar 2016

Når jeg bestiller en kop kaffe, skal den være sort. Naturligvis.
Ofte skal jeg have den to go eller som jeg kalder det – til at tage med-kaffe.
Den kommer i de her skønne papbægre, som ikke har nogen hank.
I starten syntes jeg, det gjorde nas at holde på den, men så blev jeg spurgt tilpas mange gange, om jeg havde pikhud på fingrene.
Det har jeg ikke, så nu har jeg lært at bide smerten i mig og holde på den kaffe, som en luder om en sømandspik. Solidt.

 

KAFFEANGST

Problemet opstår, når jeg skal gøre med kaffen, hvad man gør med kaffen. Drikke den.

Det skal nemlig foregå gennem et ganske lille bitte mikroskopisk småt hul i papbægerets låg.
Det betyder, at kaffen som er nær ved 80 grader varm, skal igennem en knappenålsstor åbning, og her har vi balladen.

For første sip af den skoldhede væske er for mig behæftet med stor angst.
Jeg har efterhånden prøvet det mange gange, men jeg er stadig BANGE hver eneste gang. Jeg kan mærke adrenalinen pumpe rundt i min krop. Det må være lige som at bungyjumpe. Med munden først direkte ned i noget skoldhed kaffe.

Mønsteret er det samme. Jeg fører koppen op til munden igen og igen. Jeg tager tilløb, men fortryder hver gang og fjerner koppen fra munden igen.
Jeg er simpelthen for bange for at blive forbrændt på det meget lille område, kaffen kan komme ud af koppen.

Det er gået galt. Jeg er blevet brændt nogle gange gennem årene, og af skade bliver man klog.
Derfor render jeg bange rundt på storbyens gader og stræder med brandvarm kaffe, der ifølge planen skal ned i mig.
Men først når den har en ufarlig temperatur. Det må se ekstremt dumt ud, når jeg gentagende gange er lige ved at drikke af kaffen, men fortryder i sidste sekund.
Hvad, der tidligere var en luders greb om en sømandspik, er måske stadig en luders greb om en sømandspik. Hvis sømandens pik er dyppet i sukker, og luderen er diabetiker.


DU SKAL IKKE GRÆDE OVER SPILDT KAFFE

Kaffen får som regel en drikbar temperatur – kold – og jeg kan drikke den i ro og mag, men så opstår næste problem.
Et uforklarligt problem

Jeg drikker af kaffen. Koppen op til munden, kaffen ind i munden, koppen væk fra munden.

Simpelt og lige til – skulle man synes. Men så opdager jeg det.

Jeg har kaffe ned ad brystet. Jeg har kaffe på fingrene. Jeg har kaffe alle mulige steder, og det er ikke fordi jeg har spildt.

Jeg har bare drukket af den. Der er kaffe i munden, og alt er tilsyneladende perfekt. Der er bare også kaffe alle andre steder.
Hvis det var sket en enkelt gang eller to, ville jeg ikke sidde her og skrive om det, men det sker HVER eneste gang.
Jeg kan ikke drikke af papkopper uden at spilde, og jeg kan ikke forklare det.

Ingen kan forklare det. Det er mystisk. Det er koppernes Bermuda-trekant.

Jeg kan på en god dag, hvis jeg koncentrerer mig og drikker af koppen på en latterlig måde, godt lykkes med at drikke uden at spilde, men det er sikkert og vist, at hvis jeg ikke koncentrerer mig, så har jeg kaffe über alles.

JEG ER IKKE GEARET TIL STORBYEN

I må jo forstå, at jeg aldrig havde set kaffe under låg før jeg var langt oppe i 20’erne. I Jylland er der lidt højere til loftet – der er i hvert fald ikke låg på kaffen.

Jeg kan heller ikke cykle i lyse bukser. Det er et andet storbyfænomen. Af en eller anden grund får jeg altid kædeolie på bukserne, når jeg cykler. Jeg forstår det ikke.
Jeg skulle mene, at jeg har lært at cykle ganske tidligt i mit liv. Jeg skulle endda mene, at jeg også cyklede, da jeg boede i Jylland.
Men jeg har aldrig tidligere tænkt over, hvor svært det er at undgå kædeolie på buksebenene.

Jeg må også stadig kigge to gange, når jeg ser to piger, der holder i hånden.
Ja eller to mænd, der kysser. Jeg synes naturligvis, at man må holde hvem man vil i hånden og kysse på alle, der har lyst, men jeg kan ikke løbe fra, at jeg stadig drejer hovedet. Jeg har selvfølgelig set både bøsser og lesbiske i fjernsynet, da jeg boede i Jylland – jeg så jo meget håndbold og Melodi Grandprix dengang, men første gang jeg så mandesnav IRL – wow, det gjorde indtryk.


BARN I BUR

Det tager også hårdt på mig, at hvis jeg vil blive boende i byen, så skal mine børn vokse op i en lejlighed.

Jeg synes nærmest, det er værre end at have bjørne i bur. Tænk sig – de her børn skal vokse op uden en have at løbe ud i.
De kan ikke lege på gaden uden at frygte for deres liv. Børnelokkertætheden er formentlig også væsentlig tættere end den var, hvor jeg voksede op.

Jeg er ganske enkelt ikke gearet til storbyen. 

Emilie prøver at lære mig, at byen er min ven. Det er hende, der skal geare mig til livet her.
Jeg skriver det her til dig for at bede om overbærenhed. Hvis du ser en mand med store brandsår på læberne og kaffe ned af sig selv, kædeolie på benene og ondt i nakken af at vende sig om efter homoseksuelle, så giv ham et kram.
Fortæl ham at byen er hans ven, og at han nok skal lære det.

Tak

 

Fra bogen “Forskellen på mænd og kvinder er 100 gymnastikposer”

You Might Also Like

2 Kommentarer

  • Svar Er jeg så blogger nu? - THOMAS SKOV 8. marts 2017 at 6:31

    […]   Det var 2014-Thomas’ tanker om en blog. Jeg kommer nok ikke til at skrive om min morgenmad og mine skønhedsprodukter, men 2017-Thomas kan ret godt li’ at skabsblogge lidt. Så jeg håber, du vil blive ved med at læse med. Læs fx. om at være en jysk mand i storbyen her […]

  • Svar MIT VILDE NATKLUBLIV - THOMAS SKOV 25. marts 2017 at 23:24

    […] Det er ikke kun nattelivet, jeg ikke er gearet til. Generelt er det livet i storbyen. Læs hvorfor her […]

  • Skriv et svar