Mit liv som mand

JEG INDKALDER I OUTLOOK

24. april 2017

Der er for mange møder i verden.
Jeg tror cirka 50 % af de møder, jeg går til, ville kunne klares med en mail.

40 % er ligegyldige, og kun de sidste 10 % af møderne er rent faktisk relevante møder, hvor det er vigtigt, at vi kigger hinanden i øjnene, og hvor man måske endda skal skrive under på noget samtidig.

Hvis du har været så heldig aldrig at holde et møde før, så vil jeg gerne præsentere guiden…

SÅDAN FOREGÅR ET UDUELIGT MØDE

Du bliver indkaldt i Outlook.
Et skidesmart system, hvor du kan se, hvor og hvornår mødet skal holdes.
Du kan endda også se, hvem der ellers skal med og i helt vilde tilfælde også hvad mødet drejer sig om.
Uden Outlook er du ingenting.
Det er som at have en krop uden en puls.

Outlook er hjertet i enhver organisation med respekt for sig selv.

Du er måske indkaldt til kl 9.30.
Så du kan nå både at stå op, komme i bad, komme på toilettet, aflevere din snotunge og komme ud til din arbejdsplads.
Det er mig en gåde, hvordan landmænd kommer op og malker kl 5 om morgenen.
Hvis folk i min branche skulle bestyre et landbrug, ville flere køer dø af yverbetændelse*


Jeg kender mange i min branche, der godt kan hive i nogle patter, men de ville aldrig kunne muge ud.


*Et yver er et man skal hive i for at få mælk til sin kaffe latte.

Hvis du er indkaldt til kl 9.30, betyder det, at det er tidspunktet, hvor du skal begynde at finde en kop kaffe, du kan tage med til mødet.
Ofte er der kø ved kaffeautomaterne eller ved den der lille smarte scooter, der sælger kaffe fra ladet på samme måde som Kim solgte hash fra sin scooter hjemme i den by, du kommer fra.
Hypotetisk.

Hvis alt flasker sig for dig, er både du og kaffen klar til at finde mødelokalet klokken ca 9.40.

Uanset hvor længe du har været i organisationen er det altid en udfordring at finde mødelokalet.

“Undskyld, ved du hvor Odin ligger?”

“Er 6806 den vej?”

“Hmm, jeg skal finde Nakskov… ved du hvor det er?”

Lokalerne hedder altid et eller andet, der udelukkende giver mening for manden, der har opfundet systemet, så det eneste måde, det kan lykkes at finde lokalet på, er ved at være så heldig at finde andre, der skal til samme møde som dig.
For i en flok på mere end to, er der altid én, der ved, hvor I skal hen.

Hvis du er så heldig at finde en, der ved besked, så er der intet, der kan stoppe dig fra komme til mødet.

Det skulle da lige være den elevator, der skal transportere jer den ene etage op til mødelokalet.
Og gud være den mand nådig, der foreslår at tage trapperne.

SÅ ER VI I GANG

På en god dag kan du være til mødet allerede 9.44 og så småt er hele selskabet ved at være samlet.

Vedkommende, der har indkaldt til mødet, tager ordet.

“Super fedt, vi lige kunne mødes her i dag til en kort brainer på, hvordan vi får effektiviseret vores arbejdsproces. Tag en croissant, så vil jeg lige koble min computer til og vise dagens dagsorden.”

Så er det ellers bare at tage for sig.

Det er mig stadig umuligt at svare på, hvordan croissant nogensinde er blevet en accepteret mødesnack.
Jeg har aldrig mødt et menneske, der kan spise en croissant på en nogenlunde charmerende måde.

Og hvis jeg havde en femmer for hver gang, jeg havde siddet til et møde med en mellemleder, der havde et lille stykke croissant siddende på den ene læbe, uden at nogen fortalte ham det, så ville jeg kunne trække mig tilbage nu og leve fedt af renterne.

Som regel er det næste, der sker til sådan et møde, at arrangøren opgiver at få koblet sin computer til projektoren.

“Nå, jeg ved ikke lige, hvad der sker… hmm, er der nogen, der har forstand på det her.”

Det er der som regel ikke nogen, der har.
Enkelte gange forsøger den nyeste mand i organisationen, men opgiver hurtigt, og vi bliver enige om, at vi da sagtens bare kan kigge med på computerskærmen.

Så står der 10-15-20 mand om en enkelt skærm og kigger på et tvivlsomt PowerPoint-“show”.

Og kl 9.51 er mødet for alvor i sving.


“Ja, men som sagt – fedt vi lige kunne mødes her. Jeg har jo kun lige indkaldt til en halv time her, men hvis vi er effektive, så kan vi godt lige få 10 gode minutter nu,” siger mødelederen så, da den første telefon ringer.

Den bliver taget. “Hov, det er fra vuggestuen… jeg er lige nødt til at tage den her… JA, det er Thomas…”

Mens han taler i telefon, er der et kort ophold i mødet, hvor de resterende deltagere lige tjekker deres telefoner for at se om, der er sket noget nyt fedt på Twitter.
Det er der ikke.

Et øjeblik efter forlader den første mand mødet.
“Sorry sorry… det var vuggestuen… Wilde Emil er blevet syg, så jeg er nødt til at hente ham…”


Mødelederen kigger febrilsk på sit ur, og når som regel frem til, at det er bedst at stoppe inden, vi alle er drænede.

“Men jeg synes i hvert fald vi kom et stykke af vejen i dag…. eller det var fedt lige at se hinanden i øjnene… og så ved jeg ikke, hvad I tænker om, at jeg indkalder igen til en dag i næste uge…?”

Og en uge efter starter det hele forfra.

Det her sker hver eneste dag over alt i verden.
Jeg ved ikke, hvordan vi stopper det, men jeg vil gerne være med til det.

Lad os holde et møde og braine på det.

Klummen har tidligere været bragt på Euroman

You Might Also Like

Ingen kommentarer

Skriv et svar