Hele mit liv Mit liv som Ellens far

Jeg er ikke blevet sindssyg – jeg er bare blevet far

6. december 2015

Jeg blev far for første gang d. 21. juli.

Det betyder, at jeg har kunne skrive far på cv’et de sidste par uger. Nu har jeg ikke haft brug for at sende et cv de sidste par uger, men du ved, hvad jeg mener.

Det er for tidligt at drage de store konklusioner om hvad min lille datter har betydet for mit liv endnu, men jeg kan dog uden den mindste tøven sige, at det er det vildeste og det bedste, der nogensinde er sket for mig.

Selvom hun ikke vejer mere end en juleand til 4 personer – inklusiv indmad – så er hun det største i mit liv.

Men der er nogle ting i det her nye far-liv, jeg ikke forstår.

Jeg fatter ikke, at man bare må få et barn med hjem. Min datter blev født på Hvidovre Hospital, og vi overnattede derude en enkelt nat, inden vi blev sluppet fri.

Det var lige for at være sikker på, at det hele virkede. At det der kom ind også kom ud.

Men kl 10 formiddagen efter fik vi besked på, at alt er godt, og at nu må vi tage hjem.
Stop en halv. I kan sgu da ikke bare sende folk hjem med spædbørn på den måde.

Er der ikke en eller anden test, man kan få lov til at tage?

Da jeg var 16 år og ville køre på knallert, var jeg nødt til at tage et knallertkørekort for at få lov, og knallerter er gudhjælpemig nemmere end børn – det er gas op og brems – og det kræver et kort.
Jeg har også arbejdet på restaurant Bone’s, og når man arbejder med mad, skal man også tage et hygiejnebevis for at bevise, at man har forstået, at det er farligt at skide i maden.

Men børn – rigtige børn i kød og blod – dem får man bare med hjem uden at skulle vise, at man kan betjene dem.
Det er sgu da et grufuldt stort ansvar.
Jeg beder ikke om et længere forløb i “Sådan holder du et barn i live” – men et spørgeskema på 10-20 spørgsmål, der lige gir et fingerpeg om, hvorvidt du ved, hvad du har med at gøre.

“Hvis barnet siger denne lyd …VRÆÆÆL… – hvad gør du så?” eller “Hvor varmt skal et barn være?” eller “Må et spædbarn få koldskål?”

Det ville være i alles interesse.

Og det er jo ikke fordi, Kåre Sand nødvendigvis skal komme og tvangsfjerne dine børn, hvis du ikke ved alt om børn fra day one – det er udelukkende for at give et praj om der er potentiale.

Så fatter jeg heller ikke, hvordan alle andre mennesker er blevet elendige billister i løbet af en enkelt nat. Da vi kørte til hospitalet, bemærkede jeg intet, men det sekund vi forlod parkeringskælderen under Hvidovre Hospital – nu tre i bilen i stedet for to – da var det som om, alle andre forsøgte at køre så hasarderet som muligt.

At køre bil med et barn på halvandet døgn er som at være til køreprøve x 1000 og med ét blev jeg flov over alle de gange, jeg har hidset mig op bag rattet. “Hvorfor kører han 70, hvor man må køre 80?!” Han kan have haft et spædbarn i bilen.

Nu har vi været så heldige, at min hustru og jeg har fået det smukkeste barn, der er født i mange mange år, men jeg er kommet til at tænke på om man ville kunne se, hvis ens eget barn er grimt. Det er selvfølgelig fuldstændig lige meget, hvordan man ser ud – det er det indre, der tæller og alt det der, men jeg ville jo aldrig selv sige det, hvis mine venner fik et grimt barn. Jeg spekulerer bare på om, man som forælder ville kunne se det eller om det er ligesom i den film, hvor hovedpersonen dater en, som, han slet ikke kan se, er enormt tyk.

I det hele taget er jeg nok på vej ind i en verden, hvor jeg synes, alt hvad min datter gør er fantastisk. Allerede nu synes jeg, hun er absurd god til at spise og skide. Det gør hun til ug.

Der skal meget lidt til, at jeg synes, hun er helt unik. Forleden var vi til en hørescreening, hvor hendes ører skulle undersøges. Det foregår ved, at sygeplejersken putter et lille apparat ned i øret på barnet, som sender en lyd ind i øret, og så skal det gerne give ekko ind i apparatet. Der har jeg for øvrigt også lige et foreslag til sundhedsvæsenet – nemlig at understrege hvor lang tid undersøgelserne tager. Den her høreprøve tog måske 20 sekunder, men det var de længste 20 sekunder i mit liv, for jeg bemærkede, at sygeplejersken bed sig en lille smule i underlæben, som om hun skulle til at fortælle et forældrepar, at deres barn er døvt, og jeg begyndte at stresse over, hvordan jeg nu skulle til at lære hende tegnsprog udover at jeg også skal lære hende alt andet….

“Der er fint ekko – hendes hørelse er fin…”

Ahhhh – bekymringen blev afløst af lettelse og dernæst stolthed over, hvor godt min datter hører.

Så bær over med mig, hvis jeg begynder at prale med selv de mindste ting – jeg er ikke blevet sindssyg, jeg er bare blevet far.

Nu har vi holdt hende i live i to uger, og det går rigtig godt, men det er fandeme også bekymringstungt at have ansvaret for sådan en lille en. Trækker hun vejret? Trækker hun vejret ordentligt? Spiser hun nok? Skider hun nok? Fryser hun? Hvad vil hun synes om de billeder jeg lægger på nettet af hende, når hun bliver større?

Men kærligheden, når jeg ser ind i hendes øjne, er fuldstændig uden sammenligning, og jeg nyder hvert sekund med hende, og hvis du ikke allerede har børn, så skynd dig at få nogen. Det er det nye.

Skrevet til Euroman

You Might Also Like

2 Kommentarer

  • Svar Jes 10. juli 2017 at 19:54

    Hej Thomas!
    Du skal lige vide, at jeg har læst hele din blog, og ka’ virkeligt relatere til den. Jeg er tilfældigvis en mand på 29, der oprindeligt er fra Herning, og har lige fået en datter for 3 uger siden.
    Fortsæt endeligt

    • Svar thomas 10. juli 2017 at 21:22

      Jeg lover dig at fortsætte 😉 Tillykke med din datter. Nyyyd det ;-))

    Skriv et svar