Mit liv som mand

ER JEG SÅ BLOGGER NU?

8. marts 2017

Nu har jeg lagt ting op på min hjemmeside i en uges tid. Jeg synes, det er sjovt, og jeg kan godt li’, at du læser med. Men er jeg så blogger nu eller hvad?
Det kan jeg ikke helt finde ud. Jeg har i hvert fald aldrig troet, at jeg skulle være blogger. For tre år siden skrev jeg følgende tekst:

 


2014-THOMAS´ SYN PÅ 2014-EMILIES BLOGS

Min kæreste elsker blogs. Der er en håndfuld bloggere, hun følger dagligt, og er opdateret på, som var de hendes veninder. 

En dag, jeg kom hjem fra arbejde, udbrød hun: “Jackie har født”.
Desperat gennemgik jeg vores omgangskreds i hovedet, men jeg kunne ikke komme i tanke om nogen Jackie.
Jeg fik sagt noget i stil med: “Hvor er det dejligt for hende. Er det en fra dit arbejde?” 

“Nej, Thomas. Det er Jackie Navarro.” 

Det viste sig, at Jackie Navarro åbenbart havde blogget noget nær direkte fra sin fødsel, og det havde min kæreste fulgt med i.
Sådan følger hun med i så meget, og ind i mellem delagtiggør hun mig i diverse oplysninger om alt lige fra Mascha Vangs ferieplaner til Sarah Louises søns sygdom.
Jeg kunne naturligvis ikke være mere ligeglad, men det skal ikke gå ud over min kæreste, så jeg lader, som om jeg er interesseret og siger ting som “Okay, skal Sarah Louise virkelig koge ALT sit Lego. Det er da helt vildt, hva?!”
Og så læser min kæreste videre på bloggene, indtil hun finder noget nyt at fortælle.
Sådan har min kæreste og jeg begge forskellige interesser, som vi hver især lader som om, vi synes er spændende over for hinanden, og det er fint.


SKULLE JEG MON HA EN BLOG?

Jo mere min kæreste har fortalt mig om sine blogveninder, desto mere er blogtanken vokset på mig.
Selvom jeg ikke interesserer mig for Mascha Vangs datters tøj, er min kæreste et tydeligt eksempel på, at der er nogen, der sluger blogs råt.
Derfor fik jeg en dag tanken – jeg vil have en blog.
Jeg vil have en blog ligesom Maschas, hvor jeg har direkte adgang til læsernes hjerne.
Hvor jeg kan skrive lige, hvad jeg vil, og hvor jeg ved, det vil blive taget fuldstændig ukritisk imod. Sikken magt, det vil give mig. 

Men det er så her mit problem opstår.
For hvad fanden skulle jeg skrive om. Jeg er jo en mand. Der er så mange ting, kvinder kan blogge om, som mænd overhovedet ikke kan komme i nærheden af. 

  • Jeg kan ikke lægge billeder af min morgenmad op. Jeg spiser havregryn. 
  • Jeg kan ikke skrive om hvilke smykker, jeg går med. Jeg har godt nok ur på, men det er det samme ur hver dag. Efter et par uger bliver folk trætte af at høre om det ur. 
  • Jeg kan ikke forfatte lange følsomme digte om, hvordan det er at være mig. Det gør mænd ikke. Selv når jeg skriver postkort, har jeg svært ved at få brugt hele pladsen. Det er en dårlig egenskab som blogger. 

 

Alt i alt er det umuligt for mig at have en blog.

 

HVIS BARE JEG VAR KVINDE

 

Jeg vil vove den påstand, at jeg hver eneste dag i mine 27 år har været glad for at være mand, og jeg har hidtil aldrig nogensinde ville bytte. Men når det kommer til blogs, så ville jeg gerne prøve at være kvinde bare en enkelt dag.
Så skulle du se mig blogge derudaf.

  • Jeg ville skrive et langt indlæg om mit By Nord-sengetøj og i detaljer beskriver hvor længe min yndlings lakrids-te skal trække.
  • Jeg ville blogge om ham den lækre kollega, der er cross fit instrutør.
  • Jeg ville lægge en masse skøre billeder op af min mor under overskriften Best Mom.
  • Jeg ville blogge om hvordan det går med min bikini bootcamp.
  • Jeg ville blogge om, hvor meget jeg elsker at spille Tegn og Gæt med veninderne.
  • Jeg ville blogge en opfordring til alle om at få en HPV-vaccine.
  • Jeg ville med andre ord blogge, til jeg blev helt tør i livmoderhalsen.

 

Men ak ja, jeg er bare en simpel mand.

Det nærmeste, jeg kommer en blog, er sådan en blok, man slår søm i på diverse skumle bodegaer, og jeg må nok skyde en hvid pind efter drømmen om en blog. Jeg bliver aldrig Mascha Vang, Sarah Louise eller Jackie Navarro.  Så kvinder, nyd at I kan blogge om selv de mindste ting uden at der bliver kigget skævt til jer, men vid, at en dag vil der forhåbentlig også komme ligestilling på internettet.


Det var 2014-Thomas’ tanker om en blog.
Jeg kommer nok ikke til at skrive om min morgenmad og mine skønhedsprodukter, men 2017-Thomas kan ret godt li’ at skabsblogge lidt.
Så jeg håber, du vil blive ved med at læse med.
Læs fx. om at være en jysk mand i storbyen her

 

You Might Also Like

12 Kommentarer

  • Svar Maj 8. marts 2017 at 9:35

    Det er også ret underholdende at læse om alt det, du ikke blogger om faktisk 😀

    • Svar thomas 8. marts 2017 at 12:06

      Det kan være, jeg skal lave et langt antiblog-indlæg

  • Svar Kenneth 8. marts 2017 at 11:18

    Godt skrevet Thomas, kæmpe fan, men bliver nødtil at vide, hvor længe lod du din lakrids te trække?

    • Svar thomas 8. marts 2017 at 12:05

      For længe, Kenneth. Jeg har ikke helt regnet den optimale tid ud endnu. I hører fra mig

  • Svar Gitte Troels-Smith 8. marts 2017 at 11:49

    Der er heller ikke stor variation i mit morgenmadsrepetoir, det veksler mellem A38 og spejlæg…spændende. Jeg forsøger dog at blogge ærligt og lidt reflekteret på Kvinder kilo kagekrummer, det er om blog for din mor,,…tilsat et ordentlig skvæt humor. Det har vi mere modne kvinder nemlig brug for, og derfor elsker jeg din blog. Så blev endelig ved, blogger eller ej

  • Svar Vibeke 8. marts 2017 at 18:29

    Jeg ville elske at følge din blog Må kunne give mange smil på læberne ligesom dine skønne insta-billeder og videoer gør

    • Svar thomas 8. marts 2017 at 18:51

      Hvis du lover at følge med, så giver jeg det et skud 😉

  • Svar HVIS ELLEN VAR BLOGGER - THOMAS SKOV 17. marts 2017 at 0:14

    […] syn på blogs har ændret sig radikalt de sidste par år. Her er hvad jeg mente for bare tre år […]

  • Svar Kasia 18. marts 2017 at 10:28

    Jeg læser ikke blogs og kunne ikke være mere ligeglad med folks morgenmad, men noget der er underholdende, er at få et indblik i hvad mænd egentligt tænker.. sådan lidt “Laudrups tænder”-agtigt bare fra en mands side.. og det er der sgu da et marked for..(ja værsgo, der fik du ideen om en bog) Er ret nede med din umiddelbare jyske humor, så jeg kunne godt fristes til både at følge med OG begyndte at læse “det der blog”…Har ihvertfald lige læst mit første blogindlæg 🙂 Nicely done T!

  • Svar Thomas' største fan 19. marts 2017 at 3:37

    Hej seje Thomas. Du inspirerede mig til at skrive dette:

    Et metablogindlæg

    Jeg tror, det er blevet min tur til at skrive et blogindlæg. Nu har jeg siddet i snart en time og ladet indtrykkene trykke mig længere og længere ind i skærmens forfængelige følelser af genkendelighed og kritik. Nu har jeg været på Facebook, Instagram og DR Nyheder. Nu er det min tur til at skrive.

    Men ikke den slags ulæselige, overpersonlige, lyrikagtige dagbogsnotater, jeg plejer at skrive. Det er på tide at genfinde den ædle oldtidskunst, retorikken, og anvende den i moderne form, og udbrede den til fremmede modtagere med modtagerbriller på, som mest af alt læser fordi de keder sig. Helst nogen, der ikke gider kommentere min kommatering. Men hvis de gør, håber jeg, de skriver en næsvis kommentar i kommentarfeltet. Det giver flere points i de sociale mediers algoritmer for visning.

    Hah. Som om jeg nogensinde kommer til at skrive en blog. Jeg er jo ikke min mor. Eller min veninde. Eller mit idol. Eller mine ca. 50 hemmeligt markerede som ”bekendte” på Facebook. Men et enkelt blogindlæg – det kan vel ikke skade mit gode rygte.

    Jeg er nemlig næsten en vaskeægte usynlig medieforbruger. Jeg lever som en snylteplante af samfundets frodige træ uden at give tilbage. Hvilket vel i virkeligheden er lidt uretfærdigt, ikke sandt? Når jeg nu sidder morer mig, over hvor dumme alle andre er, fordi de stiller sig selv til skue. Ville det så ikke kun være rimeligt, at andre af og til kunne få lov at more sig lidt over mig?

    Se, dét var en idé til et socialt medie. En app, som hver 3. dag kræver, at man skriver noget personligt om sig selv, for at åbne. Tænk, hvilke tanker man mon ville kunne liste ud af alle de andre mediesnyltere derude. Gad vide, hvad de egentlig tænker på.

    Måske er de ikke andet end de indtryk, de får ind. Måske er deres hjerner allerede sprængt som vandballoner, fordi de fylder på og på og aldrig af. Jeg tror i hvert fald, at jeg selv ville være endt sådan, hvis jeg ikke havde skrevet dette blogindlæg. Jeg nåede det lige i tide.

    Hilsen én, der alligevel ikke turde poste det.

    • Svar thomas 19. marts 2017 at 20:39

      Du må altid metablog på min side.
      Du kan sagtens blive landets største metablogger – gør det!

    Skriv et svar