Mit liv som mand

HVIS JEG SKULLE PÅ DATE MED MIG SELV

11. juli 2017

Jeg lever i et skønt forhold med Emilie.
Vi har været gift i snart tre år, og der er ingen, jeg hellere vil være gift med end hende.
Så det er jo sådan set heldigt nok 😘

For et par år siden kom Ellen til verden, og jeg vil ikke sige, det vendte op og ned på vores hverdag, for vi var så forberedte, som vi kunne være.
Men det er klart, at når sådan en lille størrelse pludselige tjekker ind, bliver alt anderledes.
Jeg siger ikke, hun er besværlig og krævende, jeg siger bare, at hvis det var Paradise Hotel, hun var tjekket ind i – så var hun nok blevet stemt hjem. 

Men Emilie og jeg har selvfølgelig været loyale fra day one, og Ellen har bare spillet spillet.

Nå, men samtlige dameblade siger, at når man bliver forældre, er det vigtigt stadig at huske at være kærester ind imellem, så der ikke kun går blespand i forholdet.

Så det prøver vi – og det går fint.

 

PÅ DATE MED MIG SELV

For et enebarn som mig – og for alle mennesker generelt – tror jeg også, det er vigtigt at huske at være sig selv ind imellem.

Jeg er mere eller mindre der nu, hvor det eneste tidspunkt, jeg er helt alene, er, når jeg er på toilettet.
Og ikke engang her er jeg fredet længere. Ikke efter Ellen fik ben.
Eller i hvert fald lærte at bruge dem.

Så jeg er mere eller mindre sammen med andre mennesker 24 timer i døgnet – og det er ikke en klage det her.
Det er bare en påmindelse om, at det er vigtigt også at lave noget alene.

Så derfor vil jeg nu beskrive min drømmedate… med mig selv.

 

TIRSDAG KL 16.30

Jeg mødes lidt tidligt efter arbejde. Jeg har aftalt at mødes på en cafe, så en eventuel akavet tavshed kan erstattes af observationer.
“Gud, se – det ligner, at tjeneren har tegnet en røv i min latte”
“Godt, det ikke var omvendt.”
“Hahaha, Thomas – du er så sjov – “

Jeg får øje på mig selv. Jeg sidder ved et bord og venter. 

Hej,” siger jeg – og kommer i tanke om, at jeg bare kan snakke inde i hovedet. 

Jeg bestiller en kop kaffe og en kage. Til min store glæde ser jeg, at de har min yndlingskage. En trøffel.

Jeg snakker lidt med mig selv om, at nogen kalder en trøffel for en romkugle, men jeg fortæller, at mit første job nogensinde var hos en bager. Der gik ikke mange måneder, inden jeg var trøffelansvarlig – og var der noget, der ikke var i trøflerne, så var det rom.
Det kunne allerhøjest blive kaldt en rom-essenskugle, men det lyder ikke helt lige så lækkert. 

Jeg begynder måske på en lang snak om, at en trøffel jo faktisk også er en anden og mere fin spise. 
Men mere når jeg ikke at gå ned af den sti, inden trøflen kommer og jeg kan stikke min store, fede tryne ned i den.

Det viser sig at være verdens største trøffel. Så jeg beslutter at holde en tandstik op ved siden af og tage et billede. Eller vil folk ganske enkelt ikke tro på mig.

Prøv at se hvor lille tandstikken syner

 

TIRSDAG KL 17.30

Jeg er blevet færdig med min trøffel og er egentlig mæt og klar til tage hjem til Emilie. 
Men det er jo i grunden ret hyggeligt, så jeg spørger om ikke, jeg vil med ud og spise. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der er skumle tanker bag den invitation.
“Jeg er altså normalt ikke den slags pige,” kommer jeg til at sige højt, hvilket de mennesker, der overhører det, ikke helt forstår.

Men man skal jo spise, så jeg ryger med på en meget autentisk lille grillbar. 
“De er kendt for deres bøfsandwich,” tænker jeg og fortsætter: “Jamen så må du da hellere spise sådan en.”
“Ja, hvorfor ikke – de feder jo først i morgen… og der er jeg ikke hjemme…”
“STOP!”

Danmarksmester i bøfsandwich

 

Mens jeg febrilsk forsøger at spise bøfsandwichen så elegant, som det overhovedet er muligt, når der er brun sovs involveret, begynder jeg at flirte med mig selv.

“Du ligner en, der godt kan li’ bøfsandwich”

“Det er noget af nogle bider, du tager. Hvad kan du ellers med den store mund?”

“Du har lidt brun sovs på hagen…”

Det er heromkring, det går op for mig, hvor elendig jeg er til at flirte, så jeg dropper det hurtigt igen og beder om regningen.

Heldigvis betaler jeg. Det ville være så underligt at skulle til at splitte den.

 

TIRSDAG 18.30

Nu er jeg egentlig klar til at komme hjem til min familie igen. Men på vejen hjem går jeg forbi et lille værtshus.
Hurtigt får jeg lokket mig derind.

“Jeg skal jo bare lige have en enkelt,” overbeviser jeg mig selv om. Men den sætning er det endnu aldrig lykkes mig at efterleve. 

Mit alkoholindtag er lidt ligesom hundeår. Alt bliver ganget med syv.

Så en enkelt bliver hurtigt til flere, og hver gang jeg lige skal have en sidste, kommer ølhunden også op i mig. 

Pludselig mens jeg sidder på min date, opdager jeg et alkoholaggregat, jeg ganske enkelt aldrig har set før. 

En lille holder til shots. Så du slipper for at bære dem løst. 

Så kan Disruptionrådet altså godt pakke deres edb-maskiner sammen og brænde lortet ned – shottet er blevet disruptet.

Nogen indianere… de har så meget halsbrand…

 

Daten går rigtig godt, og jeg kan jo godt mærke hvor det bærer hen. 

“Vil du med hjem?”

Det vil jeg jo egentlig gerne, men det kommer altså ikke til at ske noget, hvilket jeg også gør det klart for mig. 
Det har jeg det fint nok med, for nu føler jeg, jeg er klar til at se andre mennesker igen. 
Umiddelbart vurderer jeg, at jeg faktisk har brug for det.

Men det har været en dejlig drømmedate… med mig selv

TIRSDAG 23.45 (nu mens jeg skriver disse linier)

Emilie kommer hen til computeren og ser hvad jeg skriver.

“Jeg synes, du skal gå i seng. NU!” siger hun

Jeg giver hende ret.

You Might Also Like

Ingen kommentarer

Skriv et svar