LILLE VAGNS JANUAREVENTYR

LILLE VAGNS JANUAREVENTYR

2. januar 2018

Jeg modtog i slutningen af november en kommentar her på bloggen fra en kvinde, der foreslog, at jeg lavede en julekalender. 

Det syntes jeg var en fremragende ide, og jeg var egentlig klar til at forsøge. Men så blev jeg overmandet af jobs – og arbejdet har det med at tage for meget af min tid. 

Så december gik, og det blev jul alligevel – også uden en juleføljeton herfra.

Nu er det januar, og det er på top 10 over kedelige måneder, hvis du spørger mig. 

Så i et forsøg på at give januar noget af decembers magi og imødekomme julekalender-ønsket, tænker jeg, at det måske er på tide at lave en januarkalender.

I bedste januarstil starter den først i dag 2. januar, fordi den første ikke rigtig gælder i nogen henseender overhovedet.

Den handler om Lille Vagn, der glæder sig sådan til, det bliver den 24. januar for så kommer januarmanden. Måske.

 

JANUARKALENDEREN  – del 1

Lille Vagn vågner før sit vækkeur.
Han springer ud af sengen og trækker sine gardiner fra.
I Skat.


Han er faldet i søvn, mens han var i gang med at udfylde sin selvangivelse i TastSelv – men frisk på en ny dag tænker han, at hvis det kan lykkes banditter at hive flere milliarder ud af landet, kan han sgu også trække sine gardiner fra.

 

“Lil’ Vagn… ved du, hvad dag det er?!”

Det er hans kone, Lis Khalifa, der spørger ham, mens han sidder og spytter i sine Havrefras.

 

“Tirsdag…” 

“Det er rigtigt, Lil’ Vagn – men ved du hvad måned det er…?”

 

Lille Vagn sidder og tænker en lille smule, da ti-øren falder.

“Hvad var det, Lil’ Vagn…?!”

“Jeg har tabt min fucking ti-øre… Det sker hele tiden. Jeg tror, altså det er uholdbart i længden at gå rundt med mine mønter i hånden…. nå hvad måned er det siger du?!”

“Jamen, Lil’ Vagn, det er jo januar…!”

Med et smiler Lille Vagn over hele … nå ja… fem-øren.

“Gud ja, det er jo januar…. Så er det jo snart den 24. januar…! Så skal vi ha’ januargaver og januarmad…”

“Lige præcis, Lil’ Vagn… det er den søde januar-tid…. men det er allerede 2. januar – og det betyder, at vi har ekstra travlt, hvis vi skal nå at blive klar.”

Lille Vagn rejser sig resolut fra morgenbordet. Han er en mand på en mission, og der er ikke så meget tid tilbage. Han må skynde sig så hurtigt, han kan, hvis han skal blive klar til 24. januar.

 

THE END

 

Vil Lille Vagn nå at blive klar til den 24. januar? Vil det blive hvid januar? Og hvad med januar-manden, kommer han mon i år.

Følg med igen i morgen.

 

Læs afsnit 2 her

You Might Also Like

3 Kommentarer

  • Svar Eva 2. januar 2018 at 23:08

    Fantastisk!! 😀

  • Svar Anne-Dorthe Harboe 2. januar 2018 at 23:53

    Og Lille Vagn bliver spillet af Nikolaj Lee Kaas, hvis man skal tro billedet i toppen.

  • Svar LILLE VAGNS JANUAREVENTYR - del 3 - THOMAS SKOV 4. januar 2018 at 22:45

    […] læs gerne afsnit 1 og afsnit 2 i den hæsblæsende serie […]

  • Skriv et svar