Hele mit liv

MIT FØRSTE MØDE MED ROLLING STONES

5. oktober 2017

Jeg har aldrig været til koncert i Parken. Allerhøjest en pibekoncert, når FCK har tabt.
Men forleden havde jeg æren af at være til koncert med The Rolling Stones.

Min ven Jesper havde fået fingrene i to billetter og var så elskværdig at spørge om jeg ville med.

Jeg har aldrig hørt så vanvittig meget Rolling Stones, men jeg har også en besynderlig musiksmag.
Men jeg tænkte, at det ville være meget godt at få krydset den af på listen over oplevelser, inden det er for sent.

Så det blev et stort ja og så afsted til Parken.

 

VABELVANDRING

Af en eller anden grund valgte vi at gå fra Vesterbro til Parken. En tur på fem kilometer.
Ikke det længste jeg nogensinde har bevæget mig til fods, men alligevel et godt stykke.
Især fordi jeg af uransagelige årsager havde valgt at iføre mig spritnye og møghammerende skavende sko.

Det betød, at jeg var en stor vabel, da vi ramte Parken. Jeg skal nok vende tilbage til, hvorfor det er relevant.

 

Jeg blev hurtigt fandt mig hurtigt til rette på mit sæde i Parken med en stor fadøl i den ene hånd, et shotsrør i den anden hånd også og mine bevablede fødder på gulvet.

Vores ankomst var ret godt timet, for koncerten gik mere eller mindre i gang lige efter jeg havde drukket min første slurk.

Når jeg kiggede rundt på en stor del af publikum, havde jeg det lidt lige som, da jeg var til Guldtuben.
Bare omvendt.

“76-ÅRIGE CHARLIE HAR FORLADT SIT TROMMESÆT”

Der lød et jubelbrøl, da bandet gik på scenen – og jeg må indrømme, at det var svært fascinerende at se så mange modne mennesker gå amok.

Jeg har ikke set så meget gråt hår på samme sted, siden sidst jeg tjekkede seertallene på Hammerslag.

Der kom de så vraltende ud.
De gamle, gamle bandmedlemmer i Rolling Stones. Mick Jagger, Keith Richards, Ron Wood og Charlie Watts.

Mick, Keith og Ron – som jeg bare kalder dem – lignede en rock-temafest på et plejehjem, mens trommeslageren Charlie lignede ærligt talt en mand, der lige så godt kunne blive eftersøgt i pressen.

”Charlie er 76 år og har forladt plejehjemmet Engholm tirsdag kl 15. Hvis du ser ham, skal du straks kontakte politiet på 1-1-4”

Men straks de startede instrumenterne op, lukkede plejehjemmet med det vuns. 

De spillede og spillede og spillede, og jeg har aldrig set noget lignende.
De spillede som om de kun havde en dag tilbage, hvilket nok også er tættere på sandheden end, når Nik og Jay synger det.

 

BEDRE END FOLKEPENSIONEN

Jeg kunne ikke lade være med at kigge ud over de tusindvis og atter tusindvis af mennesker i Parken og tænke, hvor stort det må være at kunne få så mange mennesker til at købe billet til ens show.

Jeg har hørt om en del mennesker midt i 70’erne, hvis egne børn ikke engang orker at komme på besøg.

Og her stod vi så 30-40.000 mennesker, der havde betalt op mod 2500 kroner pr. billet.

Samtidig tror jeg ikke, at jeg ville orke som 74-årig at rejse hele verden rundt for at hoppe og synge i to timer. På den anden side giver det nok bedre end en folkepension. Så jeg tør ikke love, at det ikke kommer til at ske.

”Men du kan da ikke spille guitar, Thomas!”

Nej, men jeg er 31 år, så jeg har cirka 40 år til at lære det, og så skal I satme bare høre…

 

De spillede videre i timevis, og det var så befriende at blive bekræftet i, at det ikke er alle på 70+, der kaster deres kærlighed i schlager-genren, for der var meget lidt Hansi Hinterseer over Mick Jagger.

 

Pludselig spillede de endda en sang, jeg kendte. Satisfaction. Det var helt vildt.

Jeg var dybt imponeret over koncerten, og da den var slut vraltede jeg ud af Parken halvfuld på mine to kæmpe vabler.
Og fandeme om jeg ikke valgte at gå hele vejen hjem igen, og da jeg langt ud på natten endelig lagde mig i min seng med to dunkende fødder, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg sikkert var mere medtaget af at have været til koncerten end The Rolling Stones selv.

GemGem

You Might Also Like

Ingen kommentarer

Skriv et svar