Hele mit liv

SÅDAN ER DET AT VÆRE TIL GULDTUBEN… SOM 31 ÅRIG

10. september 2017

Jeg arbejdede engang på en restaurant, der hedder Bone’s.
På Bone’s lå en del af madvarerne i et fryserum, og én gang om måneden skulle der gøres status over varerne.
Det betød, at jeg skulle tælle kasser i minus 20 grader – og afhængigt af hvor mange kasser, der var, varierede tiden, jeg skulle opholde mig i fryseren.

Men det skete tit, at jeg fik tanken

“Gu’ ve’, hvad der ville ske, hvis jeg frøs til is herinde… og tøede op igen engang i fremtiden.”

I går fik jeg svaret på det spørgsmål. For i går tøede jeg op i en fjern verden – og i en helt anden virkelighed end den, jeg åbenbart må være frosset fast i.

I går var jeg til Guldtuben.

 

LENNON, McCARTNEY OG BROHAVE

Jeg blev inviteret til Guldtuben og sagde ja, fordi jeg synes, det ville være spændende at opleve på nært hold.


Og fordi jeg aldrig tidligere havde været i Royal Arena.

Jeg er åbenbart kommet i en alder, hvor bygninger også kan få mig til at sige ja tak til invitationer.
Så jo mindre lysten er til et arrangement, desto federe skal stedet være.

Derfor vil jeg foreslå, at generalforsamlingen i husejerforeningen fremadrettet vil blive afholdt i Operahuset i Sydney.

 

Men Guldtuben har jeg egentlig gerne ville opleve de andre år, fordi jeg synes, det er svært fascinerende, at de har kunne banke så store events op, men jeg må indrømme, at jeg ikke havde den fjerneste ide om, hvad der ramte mig, da jeg ankom til Royal Arena i går.

Efter at have været i “bliv inviteret til begivenheder-branchen” i nogle år er jeg selvfølgelig klar over, at det at gå på den røde løber er en del af sådan en aften. 
Det er sådan man betaler for billetten – og det har jeg det helt fint med.

Til Guldtuben var der to røde løbere.
Der var den første, hvor pressen stod, hvor Emilie og jeg stod og smilede til dem og fortalte diverse journalister, at der ikke er et barn mere på vej lige foreløbig og at jeg glæder mig til at overvære Guldtuben, og hvad de nu ellers spurgte om.

 

Foto: Se og Hør

 

DET BLØDER FRA ØRERNE

Men så var der også den anden røde løber… den rigtige om man vil.

Den, hvor alle fansene stod – og det der mødte mig her, vil jeg aldrig glemme.
Jeg har læst mig til, at der er lige i omegnen af titusind gæster til Guldtuben, og de står der mere eller mindre alle sammen

Da jeg træder ind, sker det.
Pigerne skriger!
Drengene står med deres telefoner fremme og fotodokumenterer det hele! Larmen er øreblødende.

Det er helt vildt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, når jeg kommer ind i et rum.

 

Som du nok har gættet, var det selvfølgelig ikke mig, de skreg af. End ikke tog notits af. 
Skulle der have været en enkelt, der skreg af mig, var det nok mere over, at man kan være så gammel!

De skreg selvfølgelig over at se deres helt store youtube-idoler, og de var der alle sammen.

Armin var der. Spørg Casper var der. Kristine Sloth og Rasmus Brohave.

Jeg har aldrig i mine 31 år som lyttende væsen været vidne til skrig og skrål i samme liga.
Ikke engang i øl-teltet til Le Mans efter 200 fadøl.

DET GAMLE RØVHUL

Jeg var blevet spurgt om jeg ville overrække en pris til Årets Bedste på Snapchat.

Snapchat har ligget mit hjerte meget nært, og jeg vil vove at påstå, at hvis den pris var blevet uddelt for et par år siden, kunne jeg godt have vundet den. 

Så selvfølgelig ville jeg gerne overrække den pris og bare det sus, det ville være at stå på en scene foran næsten 10.000 mennesker, ville jeg ikke gå glip af. 

Sammen med Jeanette Ottesen skulle vi gå op til mikrofonen og sige lidt, inden vi for guds skyld huskede at sige “…. og de nominerede er.”

Det må man aldrig glemme at sige til et awardshow for ellers går alt i kage.

 

FIFTY SHADES OF… OVERRÆKNING AF EN PRIS

Der er mange måder at være presenter på til sådan et show.

Der er dem, der har øvet en dialog – gerne med et lille skænderi over det ene eller det andet – og fælles for det er, at det altid bliver enormt tåkrummende.
Der er høj dilettantfare i awardshows.

Så er der prisoverrækkerne, der tror, det skal handle om dem selv.

Og så er der de gamle røvhuller – og det er nok den kategori, jeg faldt i.

Jeanette og jeg havde ikke lagt de store forkromede planer, men jeg ville gerne opfordre de unge mennesker til, bare engang i mellem, at kigge lidt op fra deres telefoner. 

Så jeg fik sagt noget i stil med: 

“Livet er en snap… om et øjeblik er det slut. Så husk at lægge jeres telefoner fra jer engang imellem og kig hinanden i øjnene”

Det er selvfølgelig lidt hyklerisk at stå til et internetshow og sige, at de skal lade være med at se på det.
Men man er jo nødt til at sætte musefælderne op, hvor musene kommer.

Og jeg tror ikke, pegefingeren blev alt for løftet. 

Lakserytteren, der vandt prisen, var ikke engang til stede, så lige i hans tilfælde var det spildte Guds ord på Balle-Lars.

 

ÅREST POLSKE TV-VÆRT

Nå, men vi skal tilbage til at jeg i går blev tøet op fra frost, hvor jeg tilsyneladende må have været de sidste 10 år. 

For selvom, jeg vil påstå, at jeg følger med i, hvad der rører sig på de fleste medier, var der store dele af showet i går, hvor jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne have siddet og set et awardshow i Polen.

Jeg kendte 3 af de 13 vindere.

“Cena dla tegoroczny hosta telewizyjnego idzie do….. Marcin Tyszka”

Jeg klappede selvfølgelig. Det gjorde jeg da, men jeg følte mig også utroligt voksen.

Jeg var placeret helt oppe under taget sammen med alle de andre voksne.
Der kunne vi så sidde og være voksne sammen og betragte det hele lidt på afstand, mens vi kiggede mistroisk på hinanden. 

Der var også dele i showet, hvor jeg lod tankerne flyve og brugte mere energi på at tænke over, at jeg skal have malet min køkkenbordplade – og på hvilken glans, man mon skal bruge til det. 

Jeg har heller ikke været i den nye store Bauhaus i Valby. Det bliver da sjovt at prøve. 

Gad vide om man kan parkere tæt på, når nu der er Outlet i Valby Hallen….

Det var sådan mit hoved kørte – og jeg tror ikke, det var mange af de unge mennesker i Royal Arena, der skænkede Bauhaus en tanke, men det skal de sgu heller ikke bekymre sig om.

JEG MALER MED DEN BREDE PENSEL

Jeg har lidt på fornemmelsen, at selve showet satte sig lidt mellem to stole og ville være et show for både børn og voksne, og jeg er ikke sikker på, det lykkedes fuldstændig.

Men hvad ved jeg. Det var jo hverken min eller alle de andre gamle røvhullers fest i går.

Det var alle kidsenes. Det var youtubernes.
Det jeg tager med mig fra Guldtuben er oplevelsen af den dedikation, der er fra fansene – og det ansvar der hviler på youtubernes skuldre.

De har åndssvagt meget magt over en hel generation, og jeg beder bare til, at de forvalter det ordentligt.

Og nu skal jeg ned og male min køkkenbordplade anden gang, så den kan tørre hen over natten

 


GemGem

You Might Also Like

7 Kommentarer

  • Svar Katrine 11. september 2017 at 20:46

    … Så.. Hvad maler du den køkkenplade med? Hilsen fra en anden voksen, der heller ikke fattede hvad der foregik til Guldtuben.

    • Svar thomas 11. september 2017 at 20:47

      Vi malede den med en sort Jotun mat glans 5.
      Det er et blevet rigtig godt!

  • Svar T homas D 11. september 2017 at 21:15

    Jeg sad og så rundt regnet 12 minutters live udsendelse, og det gik ret hurtigt op for mig at det var et gabende hul, i min ellers nysgerrige internet viden, igennem de sidste små 20 år, da et 28.8K modem var det foretrukne hul igennem til denne verden..
    Børn i smarte jakkesæt stod på række bag et bord og skulle finde på den rette grimasse, for der var ingen mulighed for at lave 50 re-takes, hvis håret ikke lige sad korrekt eller slette kommentarer hvis nogen kom for tæt på virkeligheden. Alt i alt en kikset og uheldig omgang med flow-tv. Især den konstante baggrundsmusik der skulle være bag ALT. Der var mange ting at hidse sig op over i de rundt regnet 12 min, som jeg helt sikkert får igen til næste år, hvor jeg ikke skal se det igen…

  • Svar Anne Walther Thomson 11. september 2017 at 22:26

    Jeg så, hvordan hele mit feed var FYLDT op med voksne mennesker (jeg kender kun den voksne del), og tænkte at det program nok var lige noget for mig også så. Jeg så det første kvarter og tog grueligt fejl. Tænk at der findes så mange “kendte” i Danmark, som slet ikke er kendte… En ny dimension af en øjenåbner. Hm.

    Apropos ingenting, hvor er din smukke kones kjole så fra? 🙂

    • Svar thomas 11. september 2017 at 22:31

      Børn er de nye voksne …!

      Emilie siger, at den er fra Designers Remix.

  • Svar MIT FØRSTE MØDE MED ROLLING STONES - THOMAS SKOV 5. oktober 2017 at 23:09

    […] jeg kiggede rundt på en stor del af publikum, havde jeg det lidt lige som, da jeg var til Guldtuben. Bare […]

  • Skriv et svar