Mit liv som Ellens far

STENALDEROPDRAGELSE

26. april 2017

Lad det være sagt med det samme… det her indlæg havde måske været aktuelt for 4-5 år siden, men jeg skriver det alligevel.
Sagen er, at jeg ikke havde et barn for 4-5 år siden, så derfor KAN jeg først skrive det nu….

 

Det kan ikke været gået nogens næse forbi, at der for en række år siden var den her trend med at spise stenalderkost.
Det gik ud på at spise ligesom de gjorde i stenalderen, primitiv og uforarbejdet mad. 

Det var der ikke meget rullekebab over.

 

IDEEN

Nå, men forleden da jeg var ved at lægge min datter i seng fik jeg en ide til en ny trend, der kan tage verden med storm.
For ud over min kost, så er der én anden ting, der fylder det meste af mit liv. Nemlig min datter.

At dømme på internettet, snakke med andre forældre og livet generelt, så fylder børn ALT hos forældrene.
Jeg må da også indrømme, at jeg ikke kan huske, hvad jeg brugte mine aftener på, før jeg blev far. 

 

Den anden aften var jeg ved at putte min datter.
Det skal jo foregå efter en helt fast rutine. Det står der på alle sundhedsplejerskehjemmesider på nettet.

  • Først skal vi tale dagen igennem, så alle indtrykkene falder på plads i det lille hoved.
  • Så skal hun puttes ned i sengen med sin 60 bamser, der hver især kan spille musik, så der ender med at være en hel symfoni af larm.
  • Så skal den lille natlampe tændes.
  • Så skal jeg sige godnat og forsikre hende, at jeg passer på hende.
  • Så rejser hun sig op og snakker.
  • Så siger jeg, at hun skal lægge sig ned.
  • Så siger hun, jeg skal synge en sang.
  • Så synger jeg en sang.
  • Så lægger hun sig ned.
  • Så rejser hun sig op.
  • …og SÅ gik den aften…

Det var altså nogenlunde her efter to timers godnatputning, jeg fik tanken:
“Gad vide, hvordan de gjorde i stenalderen…?!”

Og det har altså givet mig en ide.

Jeg præsenterer STENALDEROPDRAGELSE

SÅDAN PRAKTISERER DU STENALDEROPDRAGELSE

Vi skal tilbage til rødderne. 

  • Nu er det slut med at tage billeder af dit barn med din iPhone. Det vil frigøre omkring 16 GB på min telefon.
  • Det er slut med at læse om “Kaninen, der ikke vil sove.” Så må den fucking kanin græde sig selv i søvn
  • Det er slut med D-dråber – så må du sætte dit barn ud i solen… ja, jeg ved godt den ikke er der, men sådan er stenalderopdragelse.
  • Det er slut med at have både en ukulele og en xylofon inden du er fyldt 2. Dit barn må klappe, hvis det vil  ha noget, der minder om et instrument
  • Smoothies i små poser?! Glem det… gå ud og find noget nedfaldsfrugt.
  • Bleer?! Nej du… det går virkelig ikke
  • Der er ingen grund til at have 5 pegebøger – og hvad er det alligevel for nogle ord at lære børnene – hvor mange børn har reelt brug for at vide, hvad en kran er – i Stenalderopdragelsen må I ud og pege på det, der nu er: “Sten!” “Kedelig mad” “Lars Mikkelsen”

 

 

VIL DET BLIVE EN SUCCES?

Som jeg sidder og skriver den her Stenalderopdragelsens metoder ned, kan jeg mærke, at det kan gå to veje.

Enten bliver det en kæmpe stor succes, og jeg vil være med til at fucke en hel generation op.

Eller også fortsætter jeg i samme spor som hidtil, men tænker måske lidt over, at min datter nok skal klare sig uden 14 instrumenter, 1200 bøger og at blive holdt i hånden 11 timer i døgnet.
Det skal nok gå alligevel – bare hun får tryghed, kærlighed og mad….

Nu tror jeg sgu, jeg vil ha en rullekebab

I stenalderen var Ellen aldrig blevet blogger… Det er hun nu. Læs hendes blog her

You Might Also Like

Ingen kommentarer

Skriv et svar