Mit liv som Ellens far

VERDENS LANGSOMMESTE PÅ 100 METER

7. august 2017

 

Sidste år dækkede jeg OL i Rio, og det var en kæmpe oplevelse.
Jeg havde blandt andet æren af at være på atletikstadion, da mændenes 100 meter finale skulle løbes.
Det er for mig den mest legendariske disciplin til OL, og jeg vil aldrig glemme den oplevelse.

Et helt fyldt stadion med 60.000 mennesker.
Lige op til finalen bliver der helt stille.
Du ville kunne have hørt en knappenål falde til jorden, hvis ikke de havde konfiskeret mine knappenåle i indgangen.

Pludselig lyder startpistolen, og 8 veltrænede mænd spurter alt, hvad de kan, mens publikum hujer og hepper.

Og under 10 sekunder senere er det hele overstået, da Usain Bolt okser over målstregen som olympisk guldvinder.

Jeg havde mit polaroid-kamera med til stadion og fangede det her billede af verdens hurtigste mand.

 

DEN OMVENDTE USAIN BOLT

Grunden til at jeg fortæller om de 100 meter i Rio er, fordi jeg hver eneste dag kæmper min egen lille 100 meter finale.
Efter en sommer med hård træning, tør jeg godt afsløre, at jeg har min egen lille Usain Bolt derhjemme. 

Bare modsat.

En lille kridhvid pige, der snegler sig afsted.

Med andre ord – Ellen må være verdens langsomste på 100 meteren.

Vi går som regel en tur hver dag, og tit vil vi bare lige en tur ned til vandet for at kaste med sten.
Der er godt og vel 100 meter derned. 

Så havde jeg været far til Usain Bolt, ville han kunne lægge på sofaen, og jeg ville kunne sige til ham:

“Usain, lad os gå ned til vandet.”

Og så ville vi kunne være dernede cirka 10 sekunder senere. 

 

ELLEN BOLT

Sådan fungerer det ikke med Ellen.

“Ellen, lad os gå en tur til vandet”

Den ide er hun tit med på, og hun er også ret hurtig ude af startblokken. 

Men vi når som regel ikke mere end 10 meter ind i løbet, så finder hun en sten på vejen, hun gerne vil have med. 

Lykkedes det mig alligevel at få hende med videre, så sker det som regel, at hun kommer forbi et nåletræ, som hun har en mission om at pille alle nåle af inden sommeren er slut. 

Det er heromkring, jeg kan finde på at sige:

“Kom så Ellen, nu er vi der næsten”

Det er så cirka på det tidspunkt, hun begynder at løbe den anden vej igen. 

Indimellem når hun helt hjem. Så er vi tilbage til start. Så er det forfra. 

Hvis det ikke er sten eller blade, hun finder, så er det en myre eller en fugl.
Eller også kommer der en bil.

Ind imellem sætter hun sig ned og tager sine sko af. Ganske umotiveret.

Alt sammen noget, der ville være ganske uhørt, hvis Usain Bolt gjorde i en 100 meter finale.

I går startede jeg stopuret, og der var vores tid på de 100 meter fra huset til vandet: 

8 minutter og 12 sekunder.


Har I nogen tricks til at få en 2 årig til at løbe hurtigere?

GemGem

You Might Also Like

3 Kommentarer

  • Svar Anne 7. august 2017 at 21:13

    Is, hvis der er is forenden af de 100meter kan det gå stærkt:)

  • Svar Maya 8. august 2017 at 7:00

    Jeg synes egentlig 8 min er ok hurtigt for en 2 årig der skal gå en lige vej hen til et sted som den voksne har sat som mål 😀 Min dreng har altid fungeret godt med konkurrencer. “Hvem kommer hurtigst til vandet?” “Kan du løbe HELE vejen derned?” Osv. Jeg ved ikke om Ellen er med på den. Tak for en dejlig blog.

  • Svar Kristine 16. august 2017 at 18:22

    Overvej hvad målet er med udflugten? Samværet og den friske luft eller ‘nå vandet’? Det er jo uendeligt lige meget om stenen kommer i vandet.

  • Skriv et svar