VERDENSMESTERSKABERNE I "REJS DIG HURTIGT OP"

Min kæreste interesserer sig ikke for sport. I hvert fald ikke andre menneskers sport. Hun finder det dybt dumt at sidde og bruge en hel dag på for eksempel at se fodbold.

I anfald af fornuft kan jeg godt se meningen i det, hun siger og til tider kan jeg også godt forarges over, hvor mange penge der flyder i fodboldindustrien. Heldigvis kommer jeg som regel til mig selv igen, næste gang FC Midtjylland spiller kamp.

Udover en enkelt gang, hvor min kæreste og jeg har spillet badminton sammen, har vi aldrig dyrket sport sammen. Vi har løbet sammen. Vi har trænet sammen.

Men vi har aldrig konkurreret mod hinanden i nogen sportsgrene, og det er en skam, for jeg kender den perfekte kærestesport. Hun gider desværre aldrig, men det er der heldigvis mange andre der gør. Faktisk er det den perfekte sport for alle, og alle kan være med. Min kæreste og jeg fløj til Aalborg forleden, og det var en dejlig flyvetur. Turen har en dejlig længde. 45 minutter og så er du i Aalborg. Det er en meget passende længde til den afstand. Hvis du skulle flyve 60 minutter for at komme til Aalborg, ville jeg synes, det var for lang tid i forhold til, hvor langt du kom. Og tog det kun 30 minutter, ville jeg synes, piloten havde fløjet for hurtigt. Lidt ligesom når jeg kørte på ferie som barn, og min far kørte hurtigere, end min mor syntes godt om, så sagde hun "Du kører for stærk". Så satte han farten lidt ned, indtil hun faldt i søvn. Jeg tror, det er derfor, der er to piloter i et fly. Så den ene kan flyve, og den anden kan sidde og kommentere på hans flyvning. "Du kan ikke overhale her", "Sæt farten ned, hvem tror du, du er?!", "Kan vi ikke lige holde ind på næste tank?"

EN FLY-SOVERS BEKENDELSER

Men tilbage til Aalborg? eller i hvert fald til flyet dertil. Jeg sover hele vejen. Det er sådan noget, jeg gør. Hver gang jeg flyver, kan jeg sove fra vi letter, og så vågner jeg som regel op i det sekund, vi lander. Det er stort set lige meget, hvor lang en tur det er. Jeg sover hele vejen. Skulle jeg af en eller anden grund sætte mig på et fly til Mars eller månen en dag, ville jeg formentlig også sove hele vejen. Nu ved jeg ikke hvor langt, det er til Mars, men jeg forestiller mig, det tager et halvt års tid at nå dertil. Jeg er sikker på, jeg ville sove hele vejen og først vågne i det sekund, vi lander.

BÆLTE-KONKURRENCE

Men det betyder, at jeg som regel er veludhvilet til den konkurrence, der altid er i flyvemaskiner, når de er landet. Du lander. Stewardessen byder velkommen og beder dig beholde selen på, til flyet siger til. Flyet kører på plads. Og SÅ slukkes lyset, der fortæller, at NU må du tage sikkerhedbæltet af.

Det er altid her, det bliver interessant. For det er som om, det er den samme konkurrenceånd, der pludselig besætter alle passagerer. Vi bliver alle sammen deltagere i konkurrence om at rejse sig hurtigst op. Det er et helt fantastisk syn - et helt fly, hvor alle rejser sig op på under 2 sekunder. De glade passagerer går virkelig op i dysten, og engang imellem medfører det nogen grusomme skader. Hvad jeg ikke har set af mennesker, der støder hovedet op i bagageskabene. Nogen gange kan det være svært at afgøre, hvem der vinder den prestigefyldte dyst, og dermed får lov til at forlade flyet først.

Stewardesserne, som er dommere i konkurrencen, har tilsyneladende også svært ved at afgøre det. De vælger i hvert fald altid den nemme løsning, hvor de tømmer flyet fra sæde 1 og ned. Jeg synes egentlig, det er synd, når manden på 24F helt klart rejste sig meget tidligere end manden på 2D.

Som jeg ser det, står vi i løbet af i år over for et helt afgørende valg. Enten skal man gøre det til en regel, at flyet bliver tømt på den kedelige måde - fra sæde 1 og ned.

Eller også skal stewardesserne simpelthen gå mere op i dysten og holde øje med, hvem der vinder, for jeg synes virkelig, det var synd for manden på 24F til Aalborg. Han rejste sig lynhurtigt, men hvad nyttede det?!