SØNDER FELDING FASHION WEEK

Ahhh endelig. Nu er der endelig Copenhagen Fashion Week igen. Ventetiden fra august har været lang.

Selvom det kun er et halvt år siden, har det føltes som seks måneder. Men nu er det endelig blevet juleaften igen for os, hvis religion er fashion. Eller? vent? nej - det slår mig lige - jeg har simpelthen ingen ide om, hvad Københavns modeuge betyder for mig. Jeg siger ikke, at den ikke betyder noget - jeg siger bare, at jeg ikke ved hvad.

BLITZ ER GODT FOR SJÆLEN

Den fylder op i mit Instagramfeed et par gange om året.

Alt, hvad der kan kravle og gå af dem fra bladene, støver deres lånte garderobe af, sætter hånden i taljen og laver det knæk, de har øvet til hudløshed foran spejlet, mens de smiler til fotograferne. Og det er da alletiders at komme lidt ud, hvis man er vant til at sidde hjemme foran bloggen.

Dagslys er godt for huden og blitzlys er godt for sjælen.

Så jeg vil gerne understrege én gang for alle - jeg er fan af de hersens modearrangementer og alt hvad de indebærer. Det eneste, jeg spekulerer på, er bare, hvad det mon betyder for mig, for jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, at en flok hamrende delikate, men tynde unge modeller med markerede kindben, der spankulerer frem og tilbage på et podie iført en pangfarvet sæl på hovedet og snesko på fødderne, kan have noget med mig at gøre.

Ind imellem tager jeg endda mig selv i at synes, det ligefrem er dumt.

FASHION-FADÆSEN

Med til historien om, hvorfor jeg er fashion-ignorant hører, at jeg i en ganske ung alder, havde en frygtelig modeulykke. Jeg er fra en lille by, der hedder Sønder Felding, hvor modeuge er - om ikke en by i Rusland - så i hvert fald en messe i København. Det var ikke fashion, der prægede mit barndomshjem.

Det vildeste eksempel var engang i midten af 90?erne, hvor min far ved en fejl havde købt en skjorte uden brystlomme. Det, syntes jeg, var meget moderne.

Han var bare træt af, han ikke havde noget sted at sætte sin kuglepen, så han gik ikke så meget med den.

Men så var der ulykken.

Det skete lige omkring millenium, hvor jeg så småt var begyndt selv at finde det tøj frem, jeg skulle have på.

En tjans min mor ellers havde mestret de første 13 år af mit liv.

I byens bedste - og eneste - tøjbutik havde jeg fundet en hættetrøje, der tog vejret fra mig.

Den var sart grøn med brun skrift hen over brystkassen. Hvis jeg havde vidst, hvad ordet teint betød, ville jeg nok have syntes, den stod godt til den.

MIN KØDKJOLE

Jeg måtte bare eje den trøje. Heldigvis havde jeg job hos den lokale bager, så jeg havde de 250 kroner, trøjen kostede. Jeg byttede penge til trøje og gik stolt hjem til mine forældre og viste mit køb frem.

De har sikkert været glade på mine vegne, men da tøj kun var noget, vi kun drøftede på snavsskalaen, har reaktionerne nok ikke været overvældende. Men ingen kunne få mig og min nye hættetrøje ned med nakken, og jeg var også fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænkte.

Som Lady Gaga må have haft det, da hun tog sin kødkjole på, sådan havde jeg det, da jeg næste dag tog mit nyindkøbte trøje på i skole.

Det var min kødkjole.

Men pludselig rådnede kødet, blikket stivnede og stoltheden forsvandt.

For det værste der kunne ske for en ung dreng i 7. klasse i Sønder Felding skete der midt på skolen, da det ringede til frikvarter. For ud af klasselokalerne strømmede alle eleverne og ud af 6.A kom Inge. Og hvad havde Inge på?

Hun havde præcis samme hættetrøje fra samme butik på.

FARVEL TESTIKLER, FARVEL FASHION

Der var tale om kastration ved højlys dag. Vel at mærke kastration af et par helt unge testikler, der for nyligt var faldet ned med masser af mod på, hvad livet mon ville bringe.

En diskussion om hvorvidt det var en drenge- eller pigetrøje var fuldstændig unødvendig, for skaden var sket. Det blev sidste gang, jeg havde den hættetrøje på.

Siden har jeg ikke turde tage chancer rent tøjmæssigt, og den dag i dag er tøjkøb et nødvendigt onde for mig.

Det er formentlig et traume som det, der gør, at jeg i dag er total uforstående over for modeugens relevans for mig.

Så hvis jeg nogensinde ytrer mig negativt om modeshows eller menneskerne der tager til dem, så vil jeg på forhånd gerne sige undskyld.

Det er Inge fra 6.A?s skyld.