DEN DAG EMILIE SKØD EN ROTTE

Jeg kan forstå, at den nyeste trend inden for fodbold er, at man smugler rotter med på stadion og kaster på spillerne?!Hvem fanden gør sådan noget?! Det er edderbankeme klamt. Døde rotter er det værste, der findes. Lige pånær? levende rotter

EN HUSEJERS GLÆDER

En af glæderne ved at have købt et hus er at have en lille have. Så kan vi sidde derude og få lidt sol, og Ellen kan cykle rundt på sin lille cykel. Hun kan tegne med det der kridt, der kan vaskes væk igen, uden at jeg skal bekymre mig om, hvad hun tegner.

Men det bedste for mig er, at jeg kan have en grill. Et ordentlig lokum af en gasgrill med flere blus og lys i, så jeg kan se, hvad jeg griller. Jeg elsker den grill.

Det er en rigtig testikelforlænger.

Jeg grillede hver eneste dag sidste sommer. Det var ren Jan Glæsel. Da bølgerne gik allerhøjest flyttede jeg sågar en af mine yndlingsretter, stegt flæsk, ud på grillen. Der findes mange religioner inden for stegt flæsk, men jeg valgte at konvertere til grillet flæsk. Det blev lige netop grillet flæsk, der blev mit sidste måltid på den grill.

BUBBERS SIDSTE NADVER

Jeg havde sagt ja til at være med programmet ?Til middag hos?. Både fordi det altid er sjovt at prøve noget, jeg ikke har prøvet før?. men også fordi jeg har et boliglån, der elsker det program.

I programmet skulle jeg tilberede en middag til mine gæster, Pia Allerslev, Ditte Ylva og Bubber. Jeg valgte selvfølgelig - foruden tarteletter til forret og træstammer til dessert - at vi skulle have grillet flæsk. Jeg griller det, serverer det og taber programmet, men tænker ikke mere over det, før jeg et par uger senere er ude ved min grill igen?

For da jeg får åbnet låget er der noget riv rav ruskende galt. Der stinker af noget, jeg ikke har lugtet i mange år, og grillristene er fulde af noget, der ligner små lorte. Under grillen står et par fedtbakker, som man skal huske at rense, når man har grillet. Forvirret af Bubbers tilstedeværelse har jeg åbenbart ikke fået det gjort. Men det er der andre, der har forsøgt? nemlig rotterne.

De er ganske enkelt flyttet ind i min grill, hvor de har fundet vej til et skønt liv i fedtbakken. Der har de ellers mæsket sig og har kun bevæget sig, når de er gået op på risten for at skide. FØJ! FOR! HELVEDE! Den grill røg ud hurtigere end du kan stave til Auf WEBERsehen.

OS vs ROTTERNE

Senere samme dag kunne vi - i sikkerhed indendøre - konstatere, at der ganske rigtigt pillede en rotte rundt ude i den lille have. Den løb forvirret frem og tilbage mellem os og naboerne. Vi fik lynhurtigt fat i rottebekæmperen fra kommunen, som satte fælder og gift op. Da der efter 14 dage stadig løb en rotte rundt i vores have, måtte der kraftigere midler i brug. Jeg kan huske, at vi hjemme i Jylland, altid skød uvelkomne gæster. Vandrotter, rotter og en enkelt vildfaren naver i ny og næ. Rottemanden bekræftede, at det kunne være en ide at gribe til vågen. Så derfor var planen lagt. Jeg har desværre ikke noget gevær, men jeg har en ven på Vestegnen - og så er den sag løst.

Inden jeg bliver meldt til hjemmeværnet, så var det bare et luftgevær, jeg lånte. Småt nok til at have derhjemme, men stort nok til at slå en rotte ihjel.

Jeg underrettede de nærmeste naboer om, at jeg ville fægte med et gevær ud af vinduet, og så satte jeg mig ellers op på 1. sal og pegede geværet ned mod haven. 

Der sad jeg så og følte mig som jæger. Dog uden ambitioner om at få udstoppet mit byttes hoved og hængt det op over kaminen. Jeg sad der længe. Jeg så ikke skyggen af en rotte. Men jeg blev siddende.  Da jeg havde siddet i timevis, spurgte en ven om jeg ville drikke en kop kaffe. Jeg lod rotte være rotte og har nok kigget lidt mistroisk på Emilie, da hun bad om geværet.

?Jamen, har du nogensinde holdt et gevær?!? Det kunne hun afkræfte, men da hun virkede til at have styr på, hvilken vej geværet skulle vende, kunne det jo ikke gå helt galt.

Det sidste jeg så, inden jeg gik ud af døren, var Emilie, der var i færd med at varme en kanelsnurrer fra Meyers. Den skulle fungere som velduftende lokkemad for det lille rottekræ.

 

STORVILDTSJÆGEREN

Jeg må ærligt indrømme, at jeg tænkte, Emilie havde fået kanelsnurrende fis i kasketten. Men al min mistro blev gjort til skamme, da hun ringede en halv time senere og råbte:

?JEG FIK DEN! JEG FIK DEN!?

Gudhjælpemig om hun ikke havde skudt rotten lige i nakken. Død!

Min forelskelse i hende nåede nye højder. Tænk sig at hun kan håndtere et gevær. Det er både respekt- og frygtindgydende.

Så derfor skyndte jeg mig også at aflevere geværet tilbage til min ven på Vestegnen? og han fik også rotten med? hov? vent et øjeblik?!