ET LILLE JULEGAVETIP
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er glad for at være far. Men jeg må indrømme, at det helt tungtvejende argument om, hvorfor børn er en god ide, er blevet klart for mig nu med juletiden lige om hjørnet.
For de sidste mange år har det altid været et værre stresseri at skulle finde på gaver til familien. Når du for 15. jul i træk giver Georg Jensens juleuro til din mor og et abonnement på Hjemmet til din bedstemor, så er det godt at ryste posen lidt. Hvert år har det været samme gaveræs ? og omkring d. 22. december er det gået op for mig, at jeg ikke har nogen gaver til den del af familien endnu. Derfor er jeg altid endt med at give det, jeg plejer at give.
Men det er her Ellen kommer ind i billedet?
MIN LILLE GAVEFABRIK
For udover at være min datter er hun i år blevet forfremmet til at være min lille gavefabrik. Det er en fuldstændig skudsikker plan. Hun kan lave små tegninger eller perleplader formet som en hest. Alle i familien er tvunget til at blive glade for deres gaver, når nu ?kunstneren? er i rummet. Og jeg kan spare gevaldige summer på gavebudgettet, når min eneste udgift til gaverne i år er fiskefrikadeller og mælk til Ellen. Jeg er ikke sikker på, at det er samme diæt Per Arnoldi er på, når han maler ? men jeg kan ikke afvise det.
De familiemedlemmer, der skal kæles ekstra meget for, får også et billede af Ellen. Men det er stadig ikke noget, jeg behøver stå i kø i Magasin for. Det kan jeg bare printe på min printer, og hvis der så ikke er farvetoner nok, kan jeg bare sige, at det er Ellen, der har printet det. Så længe hun er med inde over gaverne, er det stort set underordnet, hvad der er under gavepapiret.
JULEN ER STRESS OG JAG
Når det så er sagt, så er julen også på mange punkter noget værre rod.
Der er sindssygt mange for hvem det bare er et overfladisk gaveræs, hvor man farer rundt for at finde de gaver, familien under pres har måtte finde på at ønske sig. Det er cirka hver tredje dansker, der ikke glæder sig til julen, og der er en undersøgelse, der viser, at det, flest børn ville skrive øverst på deres ønskeseddel, ville være kvalitetstid med far og mor.
Så måske er ideen med at lade Ellen lave gaverne i år slet ikke så tosset. For så kunne jeg jo sætte mig ned sammen med hende og lave mine egne tegninger at give i år.
Mens vi så sidder der, kan jeg sende en tanke til nogen af alle de børn, der ikke har samme muligheder. Nogen ? for hvem et abonnement på Hjemmet og en juleuro ikke ville løse noget. Nemlig Syriens børn.
Det ville jo være et vanvittigt scenarie at sende Hjemmet derned med alle deres klejneopskrifter og halvfesne krimisider.
For Syriens børn mangler ALT. Mange af dem mangler endda deres forældre.
EN LILLE OPFORDRING
Så herfra skal bare lyde en opfordring til at holde igen med at købe en masse skrammel, kun for at købe noget. Selvfølgelig skal der være gaver under træet, måske også mere end en tegning og en hesteformet perleplade.
Men send også en tanke og noget julevarme til dem, der virkelig har brug for det. Du kan være med til at hjælpe Syriens børn sammen med Unicef. Her er tre konkrete tips til gaver, der vil varme:
For 88kr - TERMOTÆPPER TIL TO BØRN
For 158kr ? EN JULENØDHJÆLPSPAKKE
For 279kr - KOMPLET SÆT VINTERTØJ TIL BØRN
Glædelig jul