Apr 5

Apr 5 Tak til alle offentligt ansatte - og til Gurli Gris

Det her er et billede af Palle. Han var min pædagog i børnehaven - og han lærte mig sgu mange ting. Ham vender vi tilbage til.

Jeg starter lige et andet sted. For jeg forhandler hver eneste dag situationer, der potentielt kunne ende i en storkonflikt. Okay, ret lokal storkonflikter, men alligevel.

Det sker i hvert fald dagligt, at jeg forhandler med min datter om diverse stridspunkter.

I dag forhandlede vi om ipad-tid, hvorvidt det var jakke- eller flyverdragt-vejr og om man kunne spise brunsviger til aftensmad.

Jeg vil sige, at jeg trak mig sejrrigt ud af samtlige forhandlinger ? og der var hverken strejker eller lockout ? allerhøjest lidt skrig og skrål.

Som daglig forhandler følger jeg med spændende OK18-forhandlingerne, der har stået på i måneder ? og som er endt i hårdknuder af en størrelse, jeg trods alt har til gode at opleve herhjemme.

Det skyldes blandt, at de selvfølgelig ikke forhandler om hvorvidt Sophie Løhde skal have flyverdragt på eller ej, om end jeg tror, det ville klæde hende.

JEG VILLE VÆRE EN KATASTROFAL FORHANDLER

Jeg er glad for, at jeg ikke sidder ved forhandlingsbordet. Det tror jeg, der er mange, der er glade for. Lige når det kommer til økonomi, er jeg en ret dårlig forhandler.

Hver måned gennemgår Emilie og jeg vores økonomi for at holde styr på det ? og skulle det ske, at jeg har ønsker til investeringer af ekstraordinær størrelse, såsom nyt ishockey-udstyr eller en scooter ? så skal jeg forsøge at forhandle mig frem til det.

Og det går som regel dårligt.

"Hvad skal du med en scooter?!

"Jeg tænkte bare.... nej lad os droppe det."

Jeg er en elendig forhandler ? og sad jeg med ansvaret for de offentligt ansattes løn ? så ville det stå mere grelt til end det gør.

Men når det så er sagt, så synes jeg, at samtlige offentligt ansatte fortjener at få et nul på deres lønsedler. Altså bag det tal, der i forvejen står. I forstår.

?Jamen, hvor skal pengene komme fra?!? ? Ja, det ved jeg selvfølgelig ikke ? og det er blandt andet derfor det er godt, at jeg ikke er forhandler, uanset hvilken side det så er på.

EN GRUNDLØN PÅ HUNDREDETUSIND TAK

Det her er heller ikke et led i forhandlingerne.

Det her er udelukkende en opfordring til at gøre det, du og jeg trods alt KAN gøre.

Vi kan sige tak.

Vi kan sige tak til de offentligt ansatte, vi møder på vores vej. Det kan de selvfølgelig ikke købe makaroni og brunsviger for ? og det kan de ikke få hverken mere eller mindre løn i frokostpause for. Men de fortjener det.

Tænk sig at bo i et land, hvor jeg hver dag kan aflevere sit snottede og skrigende afkom til mennesker, der har viet deres liv til at passe på andres børn.

Jeg ved, hvor træt jeg kan blive, når min datter ikke makker ret. Eller hvis jeg får afføring på fingrene.

Tænk sig at der er nogle der hver eneste dag løber risikoen for at få 10-20 børns ? andre folks børns! - afføring på fingrene ? for bagefter at skulle spise deres frokost.

Mine fingre skal være i karantæne i mindst 24 timer fra de har haft afføring på sig til jeg igen kan bruge dem til at spise med.

Sådan er det ikke i det offentlige ? og der risikerer de sågar at skulle betale for det selv. Altså frokostpausen.

LUK BLEEN OG SIG TAK

Hvis vi lige lukker bleen et øjeblik ? så har jeg den dybeste respekt for de pædagoger, der hver dag propper viden og færdigheder ind i vores børn.

Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men når jeg sidder og spiser aftensmad ? og min datter lige pludselig ved, hvad lungerne og musklerne er. Eller synger en ny sang. Eller kan tallene ? og jeg ved, at det ikke er noget, jeg har lært hende ? så er jeg dybt taknemmelig for at der findes mennesker, der hver dag går på arbejde for at gøre andres børn klogere.

De fortjener sgu al løn i verden ? i hvert fald som minimum, et tak!

HOVEDET UD AF MEDIERØVEN

Lige nu ligger min far på hospitalet og har gjort det i et halvt år. Havde der ikke været offentligt ansatte til at tage sig af ham ? og jeg selv skulle have fikset ham? ja, så var han sgu død.

Det har midt i al sorgen over at have en syg far ? simpelthen været godt for mig at få hovedet ud af medierøven, hvor alt går op i åndsbollede Twitter-udvekslinger mellem diverse mediefrikadeller ? og se mennesker, der knokler på sygehusene for at holde andre mennesker i live.

Tænk sig også her risikerer vi et scenarie, hvor en sygeplejerske det ene øjeblik har hænderne inde i en patient ? i en af de kropsåbninger, hvor noget sådant lader sig gøre. Det næste øjeblik sidder de selvsamme fingre rundt om en leverpostejsmad med rødbeder i en frokostpause, hun selv skal betale.

Stod det til mig skulle de ikke bare have betalt frokostpausen ? sgu også frokosten.

Jeg går til valg på fri leverpostej til alle!

?Hvor skal pengene komme fra?!?

Ja, det ved jeg stadig ikke ? jeg ved bare, at de skal have tak!

Tak for at holde min far live ? tak for at holde os alle sammen i live.

MIT HEMMELIGE FORHANDLINGSTRICK

Der er mange af de ting, jeg ved, jeg har lært af de offentligt ansatte. Vi er jo alle sammen formet af mennesker fra det offentlige. Som for eksempel Palle. Han lærte mig gudhjælpemig mange ting - blandt andet at sige tak.

Og der er ganske givet ting, der ikke spiller i det offentlige ? og det er jo gudskelov også mennesker, der er klogere end mig, der forhandler overenskomsten.

Så jeg kan hverken give mere i løn eller frokost ? men jeg kan i det mindste give en tak!

En tak til alle, der er med til at holde det her land i gang ? uden jer ville Danmark knække midt over.

Og så ved jeg ikke om, nogen kan bruge det her tip til noget, men når jeg bøvler med forhandlingerne med min datter ? så kan jeg i yderste nødstilfælde finde på at lokke med en hindbærsnitte og et enkelt afsnit Gurli Gris - det er måske ikke helt pædagogisk korrekt, men det er trods alt bedre end en storkonflikt.

?Okay, Sophie Løhde? du må se et enkelt afsnit? og tag så for helvede den åndssvage flyverdragt af og kom i gang med at finde nogle flere moneter?

GemGem