For nylig blev jeg far igen. Denne gang til en søn - så jeg nu har en af hver.Indtil videre minder det meget om at være far til en pige - og det er kun i forbindelse med bleskift, at jeg skal være ekstra varsom. Er jeg uopmærksom bare et halvt sekund, så bliver jeg tisset på. Det er fuldstændig lige som at stå ved et pissoir i pausen til en fodboldkamp.
Jeg har nu deltaget i fire fødsler, godt og vel.
Jeg prøvede selv at føde for nogle år siden i et DR3-program, hvor Emil Thorup og jeg fik spændt en maskine på maven, der skulle simulere veer - og så "fødte" vi ellers på direkte fjernsyn i fire stive timer. Det var uden sammenligning det mest smertefulde, jeg nogensinde har prøvet - og jeg har endda set Dræberne fra Nibe to gange!
Så har jeg været med til min egen fødsel tilbage i april 1986. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke husker voldsomt meget fra den.
Men så har jeg selvfølgelig også været til stede ved mine to børns fødsler.
Jeg føler mig ret overbevist om, at der ikke er sket det store inden for fødsler i løbet af de seneste 32 år. I hvert fald ikke i fødslernes infrastruktur.
Barnet ligger i livmoderen indtil det søger syd på - og passerer en passage så smal, at hvis du havde været i bil med udsigt til at skulle køre igennem en tilsvarende smal passage, så havde du nok søgt efter alternative ruter for at undgå ridser på siden af bilen.
TANKER DER LØBER IGENNEM EN MANDS HOVED UNDER EN FØDSEL
Noget der dog er relativt nyt, historisk set, er, at manden har så stor en rolle allerede fra barnet ligger inde i maven.
Jeg er stor tilhænger af, at mænd tager så aktiv del som muligt i både graviditeten, fødslen og selvfølgelig sidenhen barnets liv.
Når det så er sagt, så tænkte jeg, at jeg én gang for alle vil præsentere, hvad der løb igennem hovedet på mig under min søns fødsel for nyligt.
GAD VIDE HVOR LÆNGE JEG VILLE KUNNE HOLDE MIN MAD VARM UNDER DEN VARMELAMPE TIL BARNETDen stue vi var på, havde en af de her griselamper, som det hedder i Jylland. Jeg overvejede mere end en gang, om jeg mon kunne nå at hente en rullekebab og holde den lun under hele fødslen.
GAD VIDE OM DE, DER FØDER HJEMME, LIGE VARSKOR NABOERNE INDENJeg ville sgu få et chok, hvis der pludselig lød lignende skrig og skrål fra min nabos hus.
HVORFOR KAN PAKKEPOSTEN IKKE PRESSE HELT SIMPLE PAKKER IND GENNEM BREVSPRÆKKENNår man har set, hvad det er muligt at få ud gennem relativt lidt plads, så er det mig en gåde, at jeg så tit skal i pakkeshoppen for at hente pakker, der uden tvivl sagtens kunne moses ind gennem min brevsprække.
KAN JEG TILLADE MIG AT SE VM PÅ MIN TELEFON UNDER FØDSLEN?Jeg fandt frem til, at det kunne jeg ikke rigtig - men det passede med, at Emilie af og til lå på siden med ryggen mod mig - og så kan jeg ikke afvise, jeg kunne læne min telefon op af hendes ryg og se fodbold. Hey - det var Sverige mod Korea - det var vigtigt!
GAD VIDE OM BÅDE BARN OG MOR OVERLEVER DET HER?Det ser ret voldsomt ud, når sådan et barn kommer til verden - og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs for både Emilies og barnet velbefindende et par gange under fødslen. Men SPOILER ALERT - de klarede den begge to.
GAD VIDE HVORDAN EN EPIDURAL BLOKADE FØLES?Emilie fødte uden så meget som at få en Panodil, hvilket var dybt imponerende, for jeg må indrømme, at jeg var blevet ret træt af at stå op under hele fødslen. Så træt, at jeg overvejede at spørge efter en epidural-blokade til at slappe af på. Tanken blev dog aldrig ført ud i livet.
P-SKIVENJeg tænkte enormt meget på min p-skive. Var den nu sat rigtigt? Kunne jeg nå at sætte den, hvis den løb ud. Der var 24 timers parkering, men hvordan ved p-vagten, om skiven er sat kl 11 om formiddagen eller 11 om aftenen?! Jeg tænkte måske lidt for meget på min p-skive.
GAD VIDE OM JEG KAN HJÆLPE MED NOGET Jeg havde det et par gange på samme måde, som når jeg er på et værksted og mekanikeren står og reparerer min bil. Jeg vil så gerne hjælpe, men jeg er også bange for at komme til at røre ved noget, der går i stykker. Så jeg endte med at hente kolde klude til panden og stå at råbe: "TRÆÆÆÆK VEJRET.... HVOR ER DU SEJ".... Altså til mekanikeren.
ER JEG KLAR TIL AT HAVE TO BØRN?Det er selvfølgelig lidt sent at få den tanke - men jeg kom frem til, at det er gået for andre før mig. Jeg nævner i flæng - Jimmy og Renes forældre fx - de har jo også haft to børn. Da jeg under fødslen tager mig selv i at google "Jimmy + Rene + forældre" for at finde ud af om, de har klaret den eller om de er blevet skilt - da ved jeg, at jeg bruger for meget tid på at google ting - og hvis jeg skærer den tid fra og bruger den på mine børn og på Emilie - så skal det nok gå.
GAD VIDE OM FOLK KØRER LIGE SÅ ELENDIGT BIL, SOM DA JEG SKULLE HJEM FRA HOSPITALET EFTER AT VÆRE BLEVET FAR FØRSTE GANGFørste gang var det som om alle kørte som galninge, da jeg kørte fra hospitalet med Ellen første gang. Det gik bedre den her gang.
HVORNÅR SKAL JEG TAGE DET FØRSTE BILLEDE AF MIN SØN?De første billeder, jeg tog af Ellen, tog jeg præcis 6 minutter efter hun var født. Det synes jeg, her bagefter, var ALT for hurtigt - istedet for bare at være tilstede. Desuden er det begrænset hvor mange gange, jeg har set på de billeder sidenhen. For lad os bare være ærlige, børn ligner rosiner lige når de er kommet ud. Snaskede rosiner. Rosiner, du ville klage over til Sun-Maid, hvis der lå sådan nogle i pakken næste gang, du køber rosiner.
BARE HAN IKKE ER RØDHÅRET ELLER SORT... ELLER MÅSKE BEGGE DELEJeg skal understrege, at jeg intet har imod hverken rødhårede eller folk, der har andre hudfarver end min grissefarvede - men lige akkurat i forbindelse med fødslen - af min søn - håber jeg ikke, at der kommer en lille fyr ud af anden etnisk oprindelse. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at møde en sort mand i lige netop den her gyde.
HOLD KÆFT, HVOR GÅR DET STÆRKT MED AT FÅ ET CPR-NUMMERJeg synes tit, jeg skal sidde i kø, hvis jeg skal have fat i det offentlige... Her kom cpr-nummeret lige efter fødslen - og helt uden enerverende ventemusik.
HVOR ER DET SINDSSYGT - HANS CPR-NUMMER INDEHOLDER DE FIRE CIFRE, JEG BRUGER SOM KODE I MOBILEPAYDet er sgu da for vildt. Nogen vælger koder efter deres børns fødselsdag - her var det nærmest omvendt. Jeg har overvejet at opkalde ham efter Thomas Borgen af den grund... men det bliver ved tanken.
HVORFOR SERVERER I RISTET BRØD?Det får man lige efter fødslen. Ristet brød med smør. Det er lækkert - men det er også mærkeligt. Så jeg tog min rullekebab, der lå under varmelampen.
DET KAN DA IKKE PASSE, AT VI BARE MÅ TAGE HJEM.Jeg kan huske, at jeg syntes, det var vildt første gang, vi blev forældre, at vi måtte tage hjem efter et par dage. Anden gang måtte vi tage hjem efter få timer... Man skal ikke engang bevise, at man kan finde ud af det.
HOLD NU KÆFT HVOR ER EMILIE SEJDet må være den tanke, der har fyldt mest efterfølgende. Tænk sig at kunne bringe et andet menneske til verden - og så endda rejse sig op og tage hjem umiddelbart efter. Jeg ved, hvordan mande-influenza føles. Jeg føler, jeg skal dø, bare jeg er lidt halv-forkølet. Jeg tør ikke tænke på, hvordan mande-veer må føles. Eller mandebristninger i mellemkødet... det må jeg kunne google.