Klik alt hvad du vil.

Du kan ikke gøre noget forkert.

Gurli Gris, du er snart en stor so

Jeg kunne fornemme på responsen på mit indlæg med spørgsmål til Gurli Gris, at den lille gris fylder en hel del i de danske børnefamilier. Lad det være sagt med det samme - jeg elsker Gurli Gris. Alle elsker Gurli Gris

De mange beskeder, der tikkede ind forleden rejste nogle interessante og nye tanker hos mig - men mest af alt forfølger tanken mig om, at Gurli har så godt fat i børnene, at hun kan blive et farligt våben, hvis hun falder i de forkerte hænder.

Hun er influenceren over influencerer. Når Gurli siger noget, så går der et øjeblik, så er budskabet ude i samtlige danske hjem med børn.

Tænk hvis Gurli Gris blev et våben i den kommende valgkamp. Tænk hvis der fandtes ét parti med særlig forkærlighed til grise, som lige pludselig brugte Gurli som talerør...

Jeg håber, der er et godt hold bag Gurli, der hjælper hende med at tage de rigtige beslutninger.

GURLI GRIS, HUSKER DU BØRGE FRA OLSEN BANDEN

I hvert afsnit hygger Gurli sig med vennerne og med familien.

Der er sjældent de helt store konflikter og i hvert fald aldrig noget, der ikke kan løses.

Alt er som regel fryd og gammen - men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon sker, når griselampen slukker og populariteten driver over.

Der er ingen tvivl om, at Gurli er blevet berømt i en meget ung alder.

Hun er omkring fire år - og hun er allerede et gigantisk brand med mange øjne rettet mod sig.

Det kan ikke undgå at have en vis form for effekt, når hun en dag ikke er populær længere.

Når man stikker trynen frem, risikerer man også at blive mobbeoffer. Men det er alligevel de færreste 4-årige, der skal finde sig i billeder som det her:

En dag vil hun være en lige så stor so som sin mor - og så skal hun måske ud at finde en orne hun kan dele liv med - men hvordan bliver det at skulle leve et helt almindeligt liv, når det er startet på den måde det er.

Selvfølgelig er berømmelsen tillokkende, men jeg synes, man skal lære lidt af historien. Der har saftsuseme været mange barnestjerner, der er endt i et værre morads efterfølgende.

Tag for eksempel Jess Holtsø, der spillede Børge i Olsen Banden - han endte i et narkohelvede da succesen var drevet over. Vi taler hash, kokain, amfetamin, sågar heroin. Nu er han selvfølgelig clean igen - men listen af barnestjerner der er røget helt i rendestenen er lang.

Jeg siger det bare, Gurli - lige pludselig ligger du i en værre svinesti med en kæmpe kanyle antibiotika i skinken.

Som sagt - jeg håber, der er nogen, der passer på Gurli.

HVOR ER LOLA LAMA?

Der er en anden ting, mange læsere har påpeget.

Hvor er opdragelsen af Gurli Gris?

Jeg er helt bevidst om at Gurli har mange fede stunder med sine forældre. De oplever mangt og meget - og det vil hun helt sikkert tænke tilbage på, når hendes forældre ikke er længere.

Men jeg er ikke imponeret over Far og Mor Gris' opdragelse af Gurli og Gustav.

De sætter meget få grænser for Gurli - og hun får på en eller anden måde ret i alt, hvad hun siger og gør.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er fordi hun er familiens lille guldkalv - eller guldgris. Måske er de bange for at sige hende imod.

Det er også svært. Jeg ved alt om, hvordan det er at have en pige på 3-4 år, der har sine egne meninger om hvordan tingene bør være.

Opdragelse er svært - men Far og Mor Gris, I må sgu i det mindste gøre forsøget.

Jeg må jo blankt erkende, at jeg ikke kender 100 procent af Gurli Gris-universet, men jeg tør næsten lægge hovedet på blokken og sige, at der ikke findes en Lola Lama i Gurli-land.

Altså ligesom vi i menneskeversionen har Lola Jensen; hende der tit er i Go' Morgen Danmark og give gode råd til børneopdragelse - hvor er dyreversionen af hende?

Livet kan godt blive hårdt for Gurli, hvis hun går ind i livet som so uden nogensinde at have fået sat grænser - og med en verdensberømmelse oveni hatten, så er der ingen tvivl om, at Gurli ender som en fucked up gris.

Jeg spår, at der er en depression i vente.

For grisen Gurli bliver det selvfølgelig forfærdeligt, men jeg spår, at vi som seere får nogle afsnit med lidt mere kød på.

SÆSON 17:

AFSNIT 1: GURLI GRIS FÅR EN DEPRESSION 

I dag er Gurli nede i et hul. Gurli hader at være nede i et hul. Alle hader at være nede i et hul

AFSNIT 2: GURLI GRIS ENDER SINE DAGE SOM HELSTEGT PATTEGRIS 

Det hele kører rundt for Gurli. Hun sveder på grund af de varme kul. Alle sveder på grund af de varme kul.

Det er noget værre noget med det Brexit, hva?!

Så tæt var jeg på at komme på håndboldlandsholdet