Min karriere på de skrå brædder startede, da jeg i 4. klasse spillede kongen i opsætningen af Klods Hans på Sdr. Felding Skole.
Jeg leverede – sagde mine forældre – en fuldstændig fremragende præstation – og havde jeg på daværende tidspunkt vidst, hvad Det Kongelige Teater i København var, var jeg nok begyndt at drømme om at nå dertil.
Men på det tidspunkt var alt øst for Fyn - København i min verden – og det kongelige teater var ikke et sted, jeg kendte.
Så min karriere på de skrå brædder sluttede samme aften.
Jeg har selvfølgelig lavet lidt af hvert sidenhen, men decideret teater – det har jeg endnu ikke gjort mig i.
Dog fandt jeg sidenhen ud af, hvad Det Kongelige Teater var – for da jeg mødte Emilie, som var noget mere dannet udi kulturen end jeg, begyndte vi at tage i teatret.
Det har altid været gode oplevelser. De første par gange var det overvældende at være der – og overvældende at jeg evnede at holde mig vågen til sådan noget som ballet, hvor de gudhjælpemig ikke siger noget.
Jeg er immervæk vokset op med, at kultur – enten var noget, der var i min yoghurt – eller allerhøjest var, når vi var i Herning Kongrescenter for at se Ørkenens Sønner.
Nu er jeg begyndt at frekventere Det Kongelige Teater mere ofte end før – og jeg kan li’ det.
Men jeg må alligevel indrømme, at mit kulturliv oplevede et peak forleden aften, da jeg var inviteret til premieren på Amadeus på Gamle Scene.
DER ER STARTET EN WOLFGANG AMADEUS I BØRNEHAVEN
Emilie var blevet hjemme hos børnene, så jeg var i stedet flankeret af Nikolaj Koppel. For et lille års tid siden havde han inviteret mig med på Brøndby Stadion, men nu tænkte jeg, at det var oplagt at vise ham lidt af min verden…
Brøndby Stadion den ene dag – Det Kongelig den næste – det er det, jeg kalder kulturel balance.
Og med min verden mener jeg bare, at jeg var heldig at have fået et par billetter til Amadeus.
Min viden om Mozart er relativt begrænset, omend jeg så filmen, Amadeus, i gymnasiet engang - og så er jeg bevidst om, at Mozart var et vidunderbarn uden lige
Jeg holder mig egentlig helst fra at sige noget negativt om andres børn – men hold kæft hvor må han have været et irriterende barn, ham Mozart.
Hvis jeg kom ned i min datters børnehave og så, at der på et navneskilt i garderoben stod Wolfgang Amadeus, så ville jeg allerede vende øjne.
Jeg ville stryge direkte hjem til Emilie og hånligt konstatere, at nu var der startet en Wolfgang Amadeus –
”Har du nogensinde hørt så vanvittigt et navn?”
Om det er min jyske baggrund eller en brist i min tolerance ved jeg ikke, men jeg synes, der er noget kliche-komisk over dobbeltnavne til børn.
Mads Viktor, Niels Allan, Wolfgang Amadeus – listen er lang – men alt her i livet handler om valg – og dermed fravalg – de her dobbeltnavne virker mest som to forældre, der ikke har kunne blive enige.
Nå, men gik Wolfgang Amadeus i min datters børnehave, ville man jo sikkert lynhurtigt opdage, at han var noget særligt.
”Da jeg hentede Ellen i dag, sad Wolfgang Amadeus og skrev en symfoni…”
”Seriøst?! Gjorde de alle sammen det?!”
”Nej… de andre sad og spiste bussemænd”
"HVAD GLÆDER DU DIG TIL I AFTEN?"
Vi mødes i Det Kongelige Teater lidt inden forestillingen skal begynde, Nikolaj og jeg. Det er en premiere, så der er godt gang i forventningerne.
Den røde løber er rullet ud. Der var ligeså meget blitzlys som når politiet laver fartkontrol på de københavnske indfaldsveje.
Nikolaj og jeg bliver fanget i det - men med lige præcis det her blitzlys følger der ingen bøder med, allerhøjest spørgsmål til diverse ugeblade.
Jeg bliver spurgt - "Hvad glæder du dig til i aften?" og jeg får svaret "Jeg glæder mig til at se Amadeus" uden at tænke over, hvor banalt og dumt et svar det er.
Jeg prøver at fable lidt videre om klassisk musik, men det er tydeligt at journalisten fornemmer, at der ikke er mere at komme efter, så hun siger tak.
Inden i foyeren er der mennesker over det hele. Alle er pæne i tøjet, en del ser velhavende ud. Jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvordan man ser velhavende ud - men det gør de.
Jeg er bare glad for at have fundet et sæt tøj, der er rent - for i de her år har jeg typisk gylp på 4/5 af min påklædning.
Jeg begynder så småt at kunne mærke, at jeg har været oppe siden klokken 5 - men jeg nægter at falde i søvn under forestillingen. Du falder ikke i søvn under en premiere - det er en uskrevet - og måske endda nedskreven - regel. Derudover vil det være pinligt at falde i søvn op af Koppel - og da vi finder vores pladser, viser det sig, at jeg skal sidde ved siden af Julie Zangenberg.
Hende kan jeg heller ikke rigtig tillade mig at sove op af.
Vi har pladser på række 10 ude i den ene side. Vi er derfor ikke i stand til at se op i kongelogen, men der må have været nogen deroppe - for pludselig rejser samtlige publikummer sig op.
Så enten har der været en kongelig i huset - eller også har alle skulle strække ben samtidig.
Jeg har et Apple Watch, der fortælle mig, når det er på tide at rejse mig op. Det er en sundhedsapp, der sikrer, at jeg ikke falder hen i en stol. Måske har samtlige publikummer haft et Apple ur på.
AMADEUS
Forestillingen går i gang - og det skal hurtigt vise sig, at det slet ikke bliver aktuelt at bekymre sig om, hvilken side jeg falder i søvn til.
For det sker ikke. End ikke i nærheden.
Det er historien om Mozart og Salieri - det kan I lige google, men Søren Sætter Lassen spiller Salieri, og han gør det helt sublimt.
Det går ret hurtigt op for mig, hvor omfattende manuskriptet er - hvor meget han har skulle lære udenad. Det er helt vildt. Og især for sådan en som mig, der kan præstere at tage i Føtex for at hente fx mælk, havregryn, ost og smør - og så komme hjem med kun smør og mælk, fordi jeg har glemt, hvad jeg det var, jeg skulle have.
Det er virkelig imponerende.
Jeg husker ofte skuespillere fra de første roller, jeg så dem i - og det første jeg kan huske Søren Sætter Lassen fra var, at han var far i Snøvsen-filmen - men det er lige før at jeg vil huske ham som Salieri fremover.
I samme ombæring er jeg lykkelig for at se, at en af den andre skuespillere i stykket er Henrik Kofoed. Ham kender jeg jo fra Ørkenens Sønner. I Amadeus spiller han greve. Men på den måde smelter kulturen sammen
Der er ikke langt fra Snøvsen og "fisse fisse fez fez" til Amadeus på Det kongelige.
Hele stykket er overvældende og skide godt - jeg ved ikke om det er de vendinger, anmelderne bruger - men sådan er det.
Der er måske lidt flere ord og lidt mindre musik end jeg havde regnet med - men jeg er ikke nærheden af at være en brokkerøv, for jeg er virkelig godt underholdt.
Normalt kan jeg godt drifte lidt ud af en forestilling undervejs. Så kan jeg sidde og tænke på alt muligt andet - men det eneste øjeblik jeg forsvinder fra handlingen, er, da min stol piver helt vildt.
Jeg går ikke i panik, men jeg begynder at overveje om, man ville kunne smøre den med WD40 - og om jeg i så fald skal tage det med næste gang, jeg skal i teatret.
Men vi taler max 10 sekunders fravær i hjernen - det er flot klaret af en forestilling, der varer 2 timer og 45 minutter.
Det er uden tvivl den bedste teateroplevelse i 2019... indtil videre