Der var én, der spurgte forleden: "Hvilken bil kører du egentlig i?"
Det skal jeg fortælle dig, William.
Jeg kører i en Volvo XC90 fra 2012.
Hvis det er svar nok på spørgsmålet, så er du velkommen til at logge af eller klikke dig rundt eller gøre lige som det passer dig inden for straffelovens rammer.
Hvis vil vide lidt mere om mig og biler - så spænd selen og følg med.
Med fare for at køre i Euromans hjulspor, så tænkte jeg, at jeg ville præsentere mit køretøjs-cv her. For en mands køretøjer siger meget om hvem han er.
Jeg er vokset op i Citroën. Okay, fair nok, vi havde også et hus, men når vi skulle fra huset og til byen for at handle, så kørte vi i Citroënen. Det var en Citroën Xantia mestendels af min barndom - og din barndoms bil kan have stor indflydelse på, hvad du selv drømmer om.
Jeg husker, at jeg faktisk så sent som i en alder af 17-18 år, drømte om at købe en C3 Pluriel. Jeg synes, det var smart, at man kunne tage taget af - sådan en bil MÅTTE jeg eje - hvilket set nu med fuldt udvoksede pandelapper virker som en vanvittig drøm.
Heldigvis er det ikke alle drømme, der går i opfyldelse.
Nå, men lad os køre afsted.
PGO DR. BIG (2002-2004)
Det her var min første scooter. Og hidtil eneste, men jeg vil slet ikke afvise, at jeg bliver scooterejer igen på et tidspunkt.
Der er desværre meget få scootere i min branche, og hvis der endelig er nogen, er det nogle yderst velholdte Vespaer. Men guderne skal vide, at jeg hver aften beder til, at det bliver comme il faut at køre på scooter blandt mine venner og kolleger - for så skal jeg være den første, der investerer i en Jog eller en Aprilla Sonic og drøner til foredrag eller kaffemøder på den.
Da jeg var 15 år gammel og boede i Sdr. Felding, begyndte mine venner så småt at få scootere. Det skulle man have på den egn. Det var vitalt for din overlevelse.
De indre organer og en scooter - hvis du kunne vinge de to ting af på tjeklisten, så kunne du overleve som ung mand i Sdr. Felding i startnullerne.
Helst skulle din scooter kunne køre så stærkt, at dine indre organer var i fare fra det sekund du drejede nøglen. Vi vender lige tilbage til, hvordan jeg tunede og borede min, lige straks.
Jeg arbejdede ved bageren i Sdr. Felding - hver eneste weekend - og de penge, jeg ikke bruge på cd'er, hvilket desværre var de fleste, lagde jeg til side med henblik på at kunne investere i et ordentligt køretøj i nærheden af min 16 års fødselsdag.
Tiden oprandt. Jeg havde sparet cirkus 10.000 kroner sammen. Det var mange penge dengang. Og stadig, men især dengang.
Min far kørte mig ind til en scooterbutik i Herning, og jeg fortalte, at jeg havde i sinde at købe et køretøj. Sælgeren så sit snit - og viste mig den smukkeste PGO Dr. Big. Den var blå. Metalblå - og det var et ordentlig lokum af en scooter.
"Hvis jeg får noget så stort mellem benene, så vil verden ligge for mine fødder"
Sådan husker jeg, jeg tænkte.
Det har jeg tænkte mange gange siden - men efter Jørn Ege døde, ved jeg ikke, hvor jeg skal gå hen med de tanker.
Nå, men jeg købte altså den her smukke, smukke scooter. Jeg pudsede og plejede den og var så stolt første gang jeg kørte i skole på den.
Problemet var, at hvor alle de andre drenges scootere kunne rende 80-90 kilometer i timen, så kunne min køre lige akkurat 30 km/t. Okay, 35 km/t hvis det gik ned ad bakke. Det var op ad bakke.
Mange ville måske sige - hvorfor borede eller tunede du den ikke?!
Jamen, her rammer vi grundstenen til det, der har plaget mig lige siden. Jeg aner nada om motorer. Så jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle bore eller tune - og jeg var for velopdragen til at opsøge de skumle mekanikere.
Så i de år kørte jeg rundt med 30 kilometer i timen - og når vi kedede os - og det gjorde vi tit. Det var jo før internettet rigtig fik fat. Så kørte vi til Esbjerg på vores scootere. Mine venner var dernede på 40 minutter. Jeg selv kom kørende et par timer senere, når gutterne var klar til at køre hjem igen.
AUDI 100 (2005-2007)
Scooteren blev solgt til en mand fra Ribe, og jeg tænker tit på den. I stedet for at køre 30 i timen til Esbjerg gjorde jeg mine studier færdige. "Kan man ikke gøre begge dele?"
Nej, jeg vil vove den påstand, at det er de færreste, der kører scooter, der har en studentereksamen. Jeg har ikke tallene på det, men jeg turde ikke løbe risikoen.
Da jeg var færdig med gymnasiet - og på herrens karrieremark - holdt jeg et sabbatår, hvor jeg arbejde ALT, hvad jeg kunne på Restaurant Bone's.
For at kunne komme nemmere på job købte jeg en Audi 100.
Det var samme setup som med den tohjulede et par år tidligere. Min far kørte mig til bilforhandleren - og jeg fandt en bil, der var alt for stor til mit behov - og købte den for den nette sum af 17.000 kroner. Det var mange penge den gang. Helt bestemt 7000 kroner mere end 10.000.
Det var en skøn bil. Den havde så meget plads, at mine venner og jeg ofte kørte lange ture, bare fordi.
"Skal vi ikke tage til Flensborg?"
"Jo da"
Der var få problemer med Audi 100.
Det mest alarmerende var dog, at den ikke kunne starte hvis det var under 8 grader -hvilket det jo ofte er herhjemme. Men man lærer mange nye mennesker at kende, når man står og vifter med startkabler en råkold vinterdag i Midtjylland.
Den var også enormt svær at parkere, men det betød ikke så meget hjemme i Sdr. Felding.
Audien blev også første reality tjek i forhold til mine bildrømme. Nu var det ikke længere en Citroen C3 Pluriel, jeg drømte om. Nu begyndte jeg at drømme om Audier. I mange år var en Audi Q7 min vådeste drøm.
Men som med scooteren begyndte der også at vise sig ridser i lakken. Ikke i bilen, men i min viden om. Folk antog, at jeg vidste ting om min bil... hvilket jeg overhovedet ikke gjorde.
"Hvad render den på literen?"
Jeg havde ingen ide og forsøgte altid at undvige at svare, for det blev lynhurtigt fulgt op af et:
"Hvor stor er motoren?"
Noget jeg aldrig har været i stand til at svare på - og svar som
"Lille nok til at jeg kan have den med rundt" har ikke været det svar folk har ledt efter.
Da jeg blev optaget på Journalisthøjskolen, solgte jeg bilen til en landmand fra Sdr. Felding. Et år senere kørte han durk ind i et rådyr. Bil og dyr døde... landmanden overlevede.
FIAT 500 (2008-2015)
Jeg flyttede til København, og for mig har det altid været en by, som man ikke kan køre bil i.
Det var historien i mit barndomshjem - at København var så trafikeret, at det var bedre at lade være, og jeg kan huske, at min mor gøs ved tanken om, at nogen rent faktisk tog kørekort i Københavns trafik.
Det var lidt noget andet i Sdr. Felding. På det tidspunkt, jeg tog kørekort, var der ikke så meget som en eneste lysregulering i hele kommunen - og parallelparkering var kun noget, vi så på film.
Men ak, pludselig var jeg i København, og pludselig havde jeg mødt Emilie, der havde en sød lille lyseblå Fiat 500.
Den var på størrelse med den scooter, jeg havde haft hjemme i Jylland, men den var helt perfekt i storbyen. For den var saftsuseme nem at parkere.
Jeg skal dog indrømme, at jeg nogen gange - når jeg ikke hvilede nok i mig selv - kunne være lettere utilpas ved at holde for rødt og kigge over på de andre bilister ved siden af. Andre mænd i kæmpe store biler, altid klar på at ræse - og så sad jeg der i min babyblå Fiat.
Ofte satte jeg mig med armen op i vinduet så ingen kunne se mig.
Det var en dejlig bil - og vi var i Jylland sammen tonsvis af gange - og det gode ved den bil var, at ingen af mine venner hjemmefra overhovedet interesserede sig for, hvor stor motoren var eller hvor mange heste den havde.
MERCEDES GLA (2015-2016)
Det var selvfølgelig kæmpe stort at skulle være far, da jeg fandt ud af jeg skulle være det. Én ting er at få et lille barn - men noget andet er, at det betød ny bil.
Det var aftalen. Nyt barn, ny bil.
På det tidspunkt havde jeg forelsket mig i Mercedes GLA. Jeg synes, det var en smuk bil, så sådan en leasede vi.
Jeg synes, leasing er fint - men det er som om man aldrig får helt samme forhold til en leaset bil. Så det eneste jeg kan huske fra den bil, er, at bagagerummet funkerede fint som puslerum. Dog kun for mig - det var ikke et offentligt tilgængeligt puslerum.
PASSAT GTE (2016-2017)
Det var en hybridbil, jeg leasede.
"Hybrid! Godt at se at du gør noget for miljøet!"
...tjaa, godt at miljøet også får noget ud af det, men jeg må indrømme, at jeg mest af alt havde den, fordi det åbnede for endnu flere parkeringsmuligheder. Nu kunne jeg parkere på el-pladserne også. Vidunderligt.
I det år jeg havde det, parkerede jeg ofte på el-pladsen i Humleby, hvor jeg bor. Der var som regel altid ledigt, modsat alle andre parkeringspladser.
Jeg sørgede også altid for at sætte ledningen i opladeren. Jeg tændte den bare aldrig. Det var mest for at vise p-vagten, at det her altså vel at mærke VAR en elbil.
En morgen, jeg kom ud til bilen, var der en seddel i vinduet. Det var fra en nabo, der havde bemærket, at jeg aldrig tændte for strømmen. Han ville derfor meget gerne være behjælpelig med at vise, hvordan man gør.
Det er altså en sød nabo - og jeg nænnede ikke at indrømme, at det udelukkende var et parkeringstrick.
VOLVO XC90 (2017 - )
Nu er vi så fremme ved svaret på spørgsmålet.
Jeg kører pt i en Volvo XC90, som er et ordentligt skrummel af en bil. Vanskelig at parkere i indre by, meget tørstig og jeg har ingen ide om hvor stor motoren er, men jeg er tosset med den bil.
Jeg kørte cirka 45.000 kilometer sidste år - det er meget - og derfor er det rart at have en bil, jeg er glad for.
I gamle dage var toilettet det sted jeg kunne være i fred. Sådan er det ikke længere. Nu er det i bilen, jeg har fred. Såfremt familien ikke er med selvfølgelig.
Min version er af den gamle model, og det er klart, at alle med øjne i hovedet og kørekort i lommen drømmer om den nye Volvo XC90 - men 2012-modellen er fin. Lige nu.
For min erfaring med biler er, at der altid er noget bedre - og noget mere, men jeg synes, at udviklingen fra PGO Dr. Big til Volvo XC90 er tilfredsstillende for nu - og jeg håber, den kan fortsætte.
Og så håber jeg selvfølgelig, at jeg en dag evner at svare på de bilrelaterede spørgsmål, jeg måtte få.