Jeg var rigtig langt fra at komme på håndboldlandsholdet. Tak for i dag
...
Men jeg spillede håndbold i Sdr. Felding som barn. I en hel uge endda.
Ja, det var ikke så lang en karriere - og hvis det passer, at man skal øve sig i 10.000 timer for at blive rigtig dygtig, så var jeg sådan cirka 9.998 timer fra.
Mange af mine venner spillede håndbold dengang, og jeg var tit i hallen for at se dem træne. Et år tænkte jeg så - nu skal det være, så jeg kom til træning.
Det var fedt. Jeg fik en god start, og jeg var faktisk slet ikke bange for bolden. Min store force - hvis man kan tale om det efter første træning - var, at jeg kunne løbe solen sort. Jeg løb og løb og løb - som en kenyaner til OL.
Jeg blev kaldt, den hvide kenyaner ... kun af mig selv dog, men alligevel.
I weekenden efter min første træning var der kamp i Lind - og jeg blev sgu udtaget. Jeg må have været et naturtalent.
Ellers også var jeg bare så heldig at være bosat i en by, hvor håndboldholdet var så småt, at ALLE blev udtaget uanset evner.
Men der var vi så, Sdr. Felding GIFs håndboldhold, vi var vel 11 år, så det hed måske U12?, hvad ved jeg - vi var i Lind Hallen, spændt godt op - og klar.
Kampen går i gang. Jeg starter - forståeligt nok - på bænken. Jeg er i skrivende stund ikke helt sikker på om jeg var back eller streg eller fløj - eller målmand...
Jeg var heller ikke klar over det dengang - og jeg fandt aldrig ud af det.
For som kampen går og målene fosser ind i begge ender, bliver jeg ligesom bare siddende på bænken. Hal-uret iler afsted - det gør jeg ikke.
Jeg sidder stadig bare på bænken. Da det bliver pause, har jeg stadig ikke været på banen.
"WHAT THE FUCK IS GOING ON?!," ville jeg nok have skreget, hvis jeg vidste, at det var sådan noget man skreg.
Men jeg skreg ikke - og jeg kom aldrig på banen. Kampen sluttede. Jeg husker ikke kampens resultat.
Det blev min sidste dag som håndboldspiller
DE JERNHÅRDE... LADIES AND GENTLEMEN
Jeg valgte at stoppe til håndbold for at hellige mig min badminton og min standarddans - to discipliner jeg heller ikke kom på landsholdet i, men som jeg trods alt havde det sjovt med.
Jeg har muligvis været for dårlig til at sætte på håndboldbanen, men jeg synes nu godt, træneren kunne have gjort det alligevel. Mest fordi sport på det tidspunkt i livet mest skal handle om at have det sjovt.
Jeg ville ikke være fornærmet, hvis jeg står i BOXEN i aften, og Nikolaj Jacobsen IKKE sætter mig på banen - det er fair nok - men det kunne han potentielt have gjort, hvis jeg var blevet sat på banen den aften i Lind for tyve år siden.
Nu har jeg altid været for doven til at blive eliteatlet, så jeg nøjes med at kigge med i tv - og der må jeg indrømme, at håndbold har en evne til at rive mig med.
Jeg er vokset op med de jernhårde ladies. Altså ikke sammen med dem, desværre - men med dem i fjernsynet - og det var altid stort, når de spillede.
Anja Andersens autograf er stadig en af kronjuvelerne i min autografsamling - og da jeg i sin tid så op til Bjarne Riis var det ikke på grund af evnerne på cyklen - det var på grund af evnen til at have scoret Anne Dorthe Tanderup.
Siden er det blevet de jernhårde gentlemen - hedder de det?! Eller giver en jernhård mand forkerte associationer?
STIV HARPIKS OG HÅRET TILBAGE
Jeg er i hvert fald kæmpe fan af at følge med, når håndboldherrerne spiller. Jeg kan måske godt misse enkelt af gruppekampene, men ligeså snart det bliver afgørende, så blusser håndboldfeberen op i fuldt flor.
En af de allerstørste oplevelser, jeg har haft med sport, var, da jeg var så heldig at dække OL i Rio i 2016.
Jeg endte med at se håndboldfinalen, da Danmark blev olympiske mestre, og det var kæmpe stort.
Der er arealer af min krop, hvor gåsehuden først for nyligt har lagt sig - og den er klar til at rejse sig igen, når Danmark vinder VM lige om lidt.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må være for spillerne at gå på banen - og så i en fyldt Boxen. Jeg ville være ved at skide i bukserne. Så for Danmarks chancer og nationens lykkes skyld - og selvfølgelig af hensyn af de unge mennesker med mopperne, der ville skulle feje mit afføring op - så skal vi takke træneren i Sdr. Felding for at jeg ikke blev sat på banen i Lind den aften i 90'erne.