Klik alt hvad du vil.

Du kan ikke gøre noget forkert.

De eneste to

geo.png

Det har været et kæmpe efterår for De Eneste To.

Her er er det - desværre - ikke duoen Simon Kvamm og Peter Sommer, jeg taler om - men derimod mine to kære venner, der altid følger mig i tykt og tyndt - mine underbuksers Jimi og Rene - mine testikler.

Som jeg sidder her på falderebet af 2019 og er ved at gøre status, er det tydeligt for mig, at de har haft en mere fremtrædende rolle i efteråret end måske nogensinde tidligere. I hvert fald professionelt.

Jeg har sådan set altid været glad for samarbejdet mellem mine testikler og resten af mig - men jeg må erkende, at de altid har været lidt gemt af vejen. De har trådt i baggrunden og måske ikke fået den anerkendelse, de fortjener.

De har været som et par opvaskere på en restaurant - gemt af vejen, men uundværlige - og derfor er jeg da også både glad og stolt over, at de fik deres 15 minutters berømmelse i år.

Temalørdag om nosser

Det hele startede tidligere på året, hvor jeg takkede ja til at være vært på en Temalørdag om testiklerne - og den krise de befinder sig i - på et generelt plan, i første omgang ikke mine.

Jeg synes, det lød som en ret sjov opgave - og vigtigt, ikke mindst. For nosserne er en lidt hengemt kropsdel, som det kun er de færreste af dine nærmeste, der ved, du har - eller i hvert fald ved hvordan ser ud - men der er et stigende antal danske mænd, der får konstateret testikelkræft, ligesom sædkvaliteten er så ringe, at det er en reel trussel for markedet for far-bøger.

Så derfor var et ret nemt ja at give, da jeg blev spurgt om jeg - og mine testikler - ville være vært.

Programmet blev sendt i november - og er der noget bedre end at samle hele familien foran tossekassen for at se på en hulens masse nosser? Nej vel.

Men når det så er sagt, så så jeg det rent faktisk ikke, mens det blev sendt. Jeg syntes, det blev lidt for intimt - tanken om at mine testikler var i tv - den vænner jeg mig aldrig til.

Og måske mest af alt fordi optagelserne tog en drejning, jeg ikke havde ventet. For ud over at jeg var i bad med min gode gamle ven Geo og jeg interviewede en kræftlæge og jeg sad med et panel og betragtede nosser - så skulle jeg også selv have undersøgt mine.

Da jeg ankom til sædprøveklinikken, var jeg kæk - for hey, jeg har fået to børn uden problemer.
Mit største problem anså jeg for værende, det frastødende i at skulle aflevere en sædprøve i et rum, der alene har sædafgang som formål.
Det er fandeme et af de værste formål et rum kan have - og det ser man meget sjældent i Hammerslag.

“Ja, nu går i fra husets bryggers og ind i gokkerummet. Gokkerummet er 12 kvm og er bygget til af sælger…”

Men hvor der er vilje er der vej - så det lykkedes - men det var kort tid herefter, at det egentlige problem opstod. For den meget søde - og meget svenske - sædsygeplejerske kiggede meget alvorligt ned i mikroskopet - og tilkaldte så lægen - som kiggede ligeså alvorligt ned på min prøve.

“Hmm, det er en meget dårlig prøve - især med det in mente, at du ikke har haft problemer med at få børn”

Det er alt sammen citeret lidt løst fra hukommelsen, for mens vi optog programmet, gik alvoren lige pludselig op for mig - og det jeg troede egentlig bare skulle være en lidt sjov Temalørdag om nosser, blev lige pludselig halvdramatisk, da lægen kiggede på mig - og fortalte, at han gerne - uden om kameraerne - ville have mig scannet for kræft - for den sædprøve var MEGET ringe.

Jeg skal lige ligge

Jeg evnede at lave interviewet færdigt, men det sekund kameraet slukkede, forsvandt alt blod fra mit hoved - og jeg var nødt til at lægge mig ned. Jeg siger ikke, at den store kræftalarm gik, men det var lige før. Mine testikler var i hvert fald med ét to store rotorblink, der bippede “ALARM ALARM”

Af alt jeg nogensinde har lavet på tv - har det her uden tvivl været det mest ubehagelige, for at ligge der på en briks på Østerbro i København og frygte, at den er riv rav ruskende gal med De Eneste To - det var forfærdeligt.

Og da lægen sætter scanningsapparet - som ligner fuldstændig det Emilie fik på maven, da hun var gravid - på testiklerne - altså mine, ikke Emilies… ja, du forstår - nå men da han sætter apparatet til testiklerne, er jeg dødnervøs for hvad han finder….

Heldigvis… er er nul kræft at se - og forklaringen på hvorfor sædprøven var så dårlig, svæver i det uvisse.

Seks uger senere skulle jeg igen forbi og aflevere en ny prøve - som denne gang var bedre, men stadig dårlig, men bedre end den dårlige-dårlige. Så nu er den bare almindeligt dårlig - og det er okay.

Skulle du have lyst til at bruge en times tid sammen med mine - og andre nosser, så kan du enten se Temalørdagen lige her: https://www.dr.dk/drtv/program/har-du-nosser_148246

eller sende et brev - mærk kuverten “Nosser”

Mine nosser på Kanal 5

Men mine nosser er ikke DR2-snobbede - de har intet imod kommercielle kanaler - og derfor havde de også en yderst fremtrædende rolle, da jeg sammen med Nikolaj Koppel var gæst i Jacob Riisings talkshow på Kanal 5.

Her åbnede jeg for bogen med nosseanekdoter. Blandt andet om hvordan jeg engang fik en tømmerlus på pungen, som en læge i Sydhavnen dog brændte af - altså tømmerlusen. Forinden bedøvede han dog mig i pungen, så jeg var følelsesløs i et døgn - som kunne have været teksten på en Kesi-sang - hvilket det dog ikke er.

Jeg har også en dejlig 90’er-anekdote, om dengang jeg fik et cykelstyrt i skriftet som 13 årig med en blødende pung til følge. En pung, der dog blev tilplastret og reddet på målstregen - efter min hjerne var spundet ud af en tangent om, hvorvidt man monstro kan forbløde gennem pungen.

Det var en dejlig aften med Riising og mine nosser….

Den store nosseguru

Jeg har ikke i sinde at ophæve mig selv til at være den store nosse-ekspert eller nossernes herre, men et par tips til testikelpleje, det skal I da ha.

  1. Se nosserne som var det et par sko.
    Imprægner dem - og husk at binde dem, så du ikke falder i dem

  2. Giv dem så meget luft som muligt. Hiv dem evt diskret frem i bussen

  3. Husk dem - tal med dem hver dag “Har du talt med dine nosser i dag?”

  4. Undersøg dem - mærk efter og tag til lægen, hvis du er i tvivl om alt er ok


Og skal jeg forsøge at hægte en morale, ide, vinkel på det her indlæg så må det være - pas på dine testikler, du ved ikke, hvor længe du har dem…

Jeg har "99 Problemer"

Staldtips til Roskilde Dyrskue