JEG SKAL HA' TO TRÆSTAMMER, TAK
Jeg har gennem årene fået afprøvet mine grænser og testet mit mod i diverse tv-programmer.
Jeg har stillet flabede spørgsmål til statsministeren.
Jeg har sneget mig ind i tv-programmer og vendt skilte.
Jeg har hoppet fra 10 meter vippen.
Jeg har lænket mig fast til den lille havfrue.
Jeg har fået pik i Kina. Altså på en restaurant. Altså ind i munden. Altså... jeg spiste det.
Men der er én ting, jeg stadig ikke er modig nok til. Selvom jeg har fundet ud af, at man sjældent dør af at rykke sine egne grænser. Det er i hvert fald ikke sket for mig endnu.
Men der er en situation, jeg stadig ikke har lært at tackle... og det er at købe snask til mig selv.
SNASK TIL EN, POR FAVOR
Jeg var i Aarhus den anden aften for at holde et foredrag. Det var en forelæsning på det matematiske fakultet. En forelæsning, der mest bare handlede om mig selv 😂
Da jeg var færdig, besluttede jeg mig for at finde noget aftensmad, men klokken var ved at være restaurant-lukketid, og jeg havde egentlig også mest bare lyst til at spise mad fra McDonalds.
Jeg kredsede lidt rundt om restauranten, inden jeg gik derind, men da jeg endelig stod derinde, blev jeg ramt af snask-frygt.
Den kommer op i mig ind imellem, og det sker typisk, når jeg står alene et sted og har lyst til snask. For selvom jeg tør meget, så synes jeg stadig, det er en lille smule flovt at købe snask til sig selv.
Hvor den fornuftige ville sige, at jeg så bare helt skulle lade være, vælger jeg som regel en anden løsning. Jeg køber snask til flere. Masser af snask.
HEY, ER DU IK' HAM FRA HEJ MATEMATIK?
Jeg ved ikke, hvad det skyldes, men når jeg får lyst til snask - det kan være burgere eller træstammer eller lignende, så tænker jeg af en eller anden grund meget over, hvad de andre kunder og ekspedienten tænker om mig.
Så derfor er den sikker og vis - jeg køber altid mere end jeg skal bruge.
Så når jeg står i Lagkagehuset og har lyst til en træstamme, så køber jeg altid minimum to. Ræsonnementet er, at så tror ekspedienten ikke, at jeg er sådan en, der går hjem og spiser en træstamme alene.
Det giver ingen mening, jeg ved det godt. Men jeg gør det også med bøger og spil, jeg er halvflov over at købe.
"Jeg skal have bogen ... øhm... "Glæden med skeden".... og du må godt pakke den ind"
Jeg har altid haft det sådan. Jeg vil tro, at cirka 50 procent af de cd'er, jeg har stående på loftet har været pakket ind.
Det sker en lille smule hyppigere nu efter jeg har lavet tv, at jeg får pakket ting ind eller køber mere end jeg har brug for.
Og kø-oplevelsen kan sagtens have stor indflydelse på købet, og det var det, der skete i Aarhus den anden aften.
For jeg står i køen i mine egne tanker. Jeg kan godt se, at der står to halvfulde piger og stirrer.
Jeg tænker: "Har I fået glosuppe med kigboller", men jeg siger det selvfølgelig ikke, da det ikke er 80'erne og jeg ikke er helt retarderet.
SÅ de stirrer løs, men så kommer den ene pludselig over.
"Er du ikke kendt," spørger hun. Et spørgsmål, der jo egentlig svarer på sig selv, for hvis du ikke kender mig, er jeg jo ikke kendt. Men det siger jeg ikke til pigen. Det når jeg slet ikke, inden hun har hevet sin telefon frem.
"Vi skal lige tage en selfie!" snøvler hun - og det er fint.
Lige inden hun går, siger hun så:
"Aahhh, nu ved jeg, hvem du er.... Jeg synes Hej Matematik er røvfedt!"
McBEFIPPET
Nu er det blevet min tur til at bestille, og jeg er helt befippet over lige pludselig at være blevet en del af Hej Matematik. Og med min naturlig snaks-frygt in mente kokser det da også fuldstændig i bestillingen.
"Jeg skal ha' en stor Big Mac Bacon menu med cola. En stor nuggets menu med cola. En Quaterpounder og to cheeseburgere ved siden af."
Det er meget mere end jeg kan spise og meget mere end jeg har lyst til. Men af frygt for at pigerne skulle sprede rygtet om, at ham fra Hej Matematik spiser Big Macs alene, købte jeg det.
Det er latterligt. Jeg ved det godt. SÅ hvis du nogensinde ekspederer mig i snask-situationer, så bed mig om at holde hesten. Alternativt vil jeg gerne have nogle gode råd?
GemGem
