SÅDAN GIK KØBENHAVNS HALVMARATON

I dag løb jeg Copenhagen Half Marathon. Det er engelsk og betyder Københavns Halvmaraton, men min ben er ret ligeglade med, hvilket sprog det er ? de ved bare, at de gør sindssygt nas nu. Og det ved jeg også.

Når jeg bevæger mig, ligner jeg en, der har redet en lidt for bred hest, lidt for længe. Men er det så det værd ? at ligne en såret hestepige formentlig i flere dage, bare fordi jeg har tonset 21 km rundt i København?

JA! Det synes jeg faktisk.

MIT LØB, KILOMETER FOR KILOMETER

STARTEN:

Ti minutter før løbet er der mange tanker, der løber gennem mit hoved. Skulle jeg have haft vaseline på brystvorterne?! Det tænker jeg tit, inden jeg går i gang med noget ? men lige når det kommer til løb, ville det faktisk give mening at smøre sig ind.

De, der løber meget ? og langt kan opleve at trøjen slider så meget på brystvorterne, at de begynder at bløde. Det har jeg aldrig prøvet ? jeg må have hård hud på mine nipples, spørg mig ikke hvorfor. Men jeg får som regel tanken lige inden start ? om jeg skulle have smurt mig ind.

I dag står jeg sammen med Bubber og Pia Olsen Dyhr, da jeg får tanken ? men jeg vælger at lade være med at spørge om jeg kan låne noget af dem.

Næste tanke er præcis den samme ? bare med klunkerne i stedet for brystvorterne. Det ville være top frustrerende at bløde derfra. Igen. De er trods alt lige inde under de alt for stramme shorts.

Men heldigvis går starten, inden jeg får mig tænkt helt ud af en tangent, og da jeg løber over stregen, tænker jeg i stedet på det frustrerende i, at de allerhurtigste på ruten vil være i mål, inden jeg er halvvejs.

1 kilometer:

Den første kilometer går sindssygt stærkt, og det er allerede fedt at løbe. Der er en helt særlig følelse over at løbe der, hvor jeg normalt kun kører i bil ? og opbakningen fra publikum er helt unik. Der er virkelig mange, der gør meget ud af at heppe på folk de kender, men også på alle os andre.

2 kilometer:

Jeg er ovenpå. Jeg har sågar overskud til at løbe og lave Instagram Stories. Jeg plejer altid at have en konkurrence med Nikolaj Koppel, når vi løber halvmaraton. En konkurrence som han ALTID vinder med 10-15 minutter. Men i år er han desværre skadet. Det plejer ellers at være sådan, at jeg starter med at løbe sammen med ham og så efter et par kilometer, er jeg nødt til at sætte tempoet langt ned for ikke at omkomme. 

3 kilometer:

Stemningen på Dronning Louises bro er fuldstændig vanvittig. Den er tætpakket af mennesker, der hujer og skriger. Der er musik og romerlys. Det er som at løbe igennem et Internationalt Melodi Grand Prix. Men det er også her på ruten, jeg allerede er begyndt at dele løbet op i brøkdele. Og de tre kilometer markerer 1/7. Der er lang vej hjem.

4 kilometer:

Nu er løbet på Nørrebro. Der kommer jeg meget sjældent, da jeg ikke så ofte køber hverken hash eller øl fra mikrobryggerier. Men det er da spændende at opleve til fods, og så er der det dejlige ved det her punkt på ruten ? at der er dagens første vanddepot. Men det bringer også et af løbet sværeste dilemmaer med sig ? for skal jeg løbe og drikke med fare for at spilde det hele. Eller skal jeg lige tage den med ro, gå et øjeblik og sørge for at ramme halsen med vandet. Jeg vælger det første, så jeg vil tro, at cirka 10 procent af koppens indhold rammer min mund. Resten rammer mit tøj og løberne ved siden af mig. I det hele taget er vanddepoterne ret kaotiske, når tusindvis af løbere skal have vand samtidig.

5 kilometer:

Nu er vi inde på det dybeste af Nørrebro. Det er motiverende på den måde, at jeg virkelig har lyst til at løbe alt, hvad jeg kan. Men også fristende at stoppe for at spise en rullekebab. Desværre/heldigvis havde jeg ingen penge med, så der var ikke andet for end bare at løbe.

6 kilometer:

Vi løber lige forbi min yndlings genbrugsstation. Den ligger lige ved Bispeengbuen, og den er så god. Jeg kan stadig ikke finde rundt derude og kan aldrig huske, hvor pap og småt brændbart er, men jeg kan godt li? den, fordi den åbner tidligere end den i Sydhavnen. Det løber jeg oprigtigt og tænker ? og det må trods alt være et tegn på overskud i benene, at jeg kan tænke på renovationspladser og ikke kun på ren overlevelse.

7 kilometer:

Det er en milepæl i mit brøk-regnestykke. En tredjedel inde i løbet og jeg føler mig stadig ovenpå. Og så er der noget skønt over at komme til Frederiksberg Kommune. Der er tydelig forskel. Der er lidt renere. Umiddelbart ser cafeerne dyrere ud. Publikum er mere velklædt, og de har ikke nær så mange tømmermænd, som tilskuerne på Nørrebro. Allerhøjest lidt tømmermænd af vin fra Irma.

8 kilometer:

Vi løber forbi en McDonalds og endnu engang er jeg glad for jeg ikke har penge med. For så var jeg sgu røget i fælden. Men solen skinner, folk smiler ? og inden for en overskuelig fremtid er jeg halvvejs i løbet, så der er ingen burgere til mig i denne omgang.

9 kilometer:

Frederiksberg Alle. Det er min yndlingsallé. For nogle uger siden var jeg tilskuer til Copenhagen Pride her. Nu løber jeg her selv. Det er nærmest det samme. Bare med færre fjer og Lady Gaga-musik.

10 kilometer:

Udover selvfølgelig målstregen, så er 10 km det vigtigste for mig, for der er noget helt vildt motiverende over at være nået halvvejs. Nu skal resten jo bare overstås. Der er selvfølgelig stadig lang vej, men nu bliver det sværere for mig at stoppe med mindre selvfølgelig jeg bliver skadet.

11 kilometer:

Jeg bor ret tæt på 11 kilometer-punktet, og selvfølgelig strejfede tanken mig jo om at dreje af og løbe hjem i stedet. Så ville jeg et par minutter efter kunne have svunget benene op i sofaen i stedet. Men Emilie og Ellen stod og ventede længere ud på ruten og desuden havde jeg ikke nøgle med. Så der var ikke andet for end at fortsætte.

12 kilometer:

Jeg har virkelig meget lyst til chokolade heromkring. Jeg overvejer sågar at finde min telefon frem og skrive til Emilie, at hun meget gerne må sørge for en Snickers, når vi ses. Men mine fingre er så svedige, at jeg ikke ville kunne skrive på telefonen, så jeg dropper det. Heldigvis er der et vanddepot igen. Men et vanddepot, der er udvidet med appelsiner. Altså ikke i vandet, men stykker til at spise. Det tager lige toppen af chokoladetrangen.

13 kilometer:

Det her er uden tvivl det værste sted på ruten, synes jeg. Vi løber forbi Fiskecentret og ud på en lang lige og ret kedelig vej. Her kæmper jeg med at overbevise mig om, at det fortsat er en god ide. Men så længe alternativet er Fiskecentret, er der ikke andet for end bare at løbe. Det var cirka her på ruten, at jeg sidste år blev overhalet af en blind. Jeg anede ikke, at man kunne løbe så langt i et til tider kaotisk løb, når man er blind. Respekt, hvis du læser det her.

14 kilometer:

Her går der igen brøkregning i den. 2/3 - nu skal det nok gå. Der er endda et vanddepot. Jeg løber forbi Christianborg og bliver momentvis ret bevæget over, at det rent faktisk kan lade sig gøre at løbe rundt inde mit i København. Det er sgu da en god by at bo i.

15 kilometer:

Hver femte kilometer er der sådan nogle plader, man skal løbe over, som tracker ens tid. Jeg gør altid ekstra meget ud af at sørge for at ramme pladerne ? og egentlig ville jeg gerne løbe over et par gange for at være sikker på, at tiden bliver tracket. Men det er vist ikke så velset i løbefeltet at løbe den anden vej.

16 kilometer:

Det er uden tvivl det bedste sted på ruten, for her står Emilie og Ellen og resten af familien. Det er virkelige motiverende at få opbakning.  Og fordi jeg ikke går efter at vinde løbet, kan jeg også lige stoppe op et øjeblik og få en sludder. Det er virkelig rart. I det hele taget er det motiverende hver gang nogen hepper. Der er en del, der råber efter mig. Det sjoveste er dem, der ved, de har set mig før, men ikke kan huske hvor. ??Gud, se Preben? det er sgu da ham der Anders fra?..?

Ja, og så var jeg løbet forbi, inden de fandt ud af, hvor ham Anders var fra

17 kilometer:

Det er begyndt at tordne lidt i det fjerne. Okay, der er lidt lyn og noget bulder og brag. Jeg løber og tæller efter den gode gamle metode til at afstandsbedømme lyn. At tælle ølkasser fra lyn til brag.

Jeg når til cirka 5 kasser øl/kilometer. Jeg er størst fan af lyn og torden, når jeg er indendøre, men ser det egentlig som en god motivation til at løbe hurtigt hjem. Men benene er begyndt at gøre ondt nu. De sidste kilometer er ren overlevelse.

18 kilometer:

Det er den sidste væsentlige brøk i stykket. 6/7 dele. Men den er hård. Jeg tænker, at når jeg er ved 20 kilometer, så er jeg så godt som i mål, men der er trods alt lige et stykke hen. Til gengæld er det begyndt at styrtregne. I starten var det bare rart med lidt dryp, men nu pisser det ned. Jeg overvejer at nakke en paraply fra en tilskuer. Men heldigvis er jeg typen, der kun overvejer sådan noget, men aldrig ville gøre det.

19 kilometer:

Vejret er helt horribelt. Jeg har ondt af alle tilskuerne og tænker, at de da burde gå hjem i deres varme stuer. Jeg har ikke ondt af løberne, men jeg ser det hele ude fra og tænker, hvor absurd det må se ud, at 20.000 mennesker tosser rundt i pisvejr.

Mine ben kan godt mærke, at jeg var til ishockeytræning i morges. Det er alt andet lige ikke den bedste halv maraton-forberedelse. Det ved jeg nu.

20 kilometer:

Mentalt er jeg i mål her. Fysisk ? not so much. Jeg kæmper mig videre. Der er stadig tilskuere langs ruten, selv om alt er regnet væk. Jeg bilder mig ind, at jeg ser Noah på sin ark kommer sejlende forbi.

Det sidste stykke op ad Øster Allé er ulig noget jeg nogen sinde har løbet i. Hele vejen er omdannet til en flod. Det betyder, at jeg er nødt til at løbe som en stork. En stork med fuldstændig gennemblødte løbesko. Der er så meget vand, at man skulle tro, det var svømmedistancen på en iron man, jeg var ved at gennemføre. Hvis Uffe Elbæl havde løbet med, ville han have mumlet helt vildt, inden han fortalte, at det var crazy det her.

MÅL:

Normalt er det kæmpe stort at krydse målstregen til halvmaraton, og det var da også en forløsning i dag. Men først og fremmest var jeg bare glad for, at jeg var i land.

Min tid endte med at være 1.52, og det er jeg fint tilfreds med ? jeg har aldrig svømmet så hurtigt før.

Men oplevelsen ude på ruten, hvor der står så mange glade mennesker, og byen ser så flot ud ? det er det hele værd. Det er derfor jeg gør det.

Nu kommer jeg til at halte et par dage, og så må jeg tage med, at jeg ligner en, der har skidt i bukserne. Men det ER det hele værd.

GemGem