KNÆK CANCER

Forleden havde jeg æren af at sidde i call centret til det store Knæk Cancer indsamlingsshow.  Det er altid en kæmpe fornøjelse at få lov til at hjælpe, og når det så endda går ud på at tale i telefon med en hulens masse mennesker, så bliver det kun endnu federe. 

Jeg kan godt li' at tale i telefon, og jeg var ret misundelig på de af mine venner, der havde studiejobs i callcentre, mens jeg vendte spareribs på Bone's. Men den her ene gang om året får jeg lov til at udleve callcenterdrømmen. 

LINSE, BEHA OG DE ANDRE RØDDER

Det er altid fascinerende at se, hvem der ellers er telefonpassere sådan en aften. 

Jeg var blevet inviteret, fordi jeg er venner med Geo. Han er jo en slags cancer-ambassadør - altså med modsat fortegn - altså fordi han jo er ambassadør for kampen MOD kræft. 

Men i hvert fald var jeg hans +1 den aften, så jeg havde fået plads ved siden af ham. 

Vi var placeret bagest i studiet, hvor vi havde overblik over alle de andre. Og havde jeg stadig været autografjæger, ville det have været en vidunderlig aften.

I så fald var jeg helt klart gået efter Linse Kesslers. Men i og med, at jeg var med denne aften som det tynde øl - og så endda på TV2, så var der jo en del større stjerner end mig. Og det er også noget af det mest fascinerende ved at tage telefoner i et callcenter.  Når man kan høre, at seeren gerne ville have talt med en anden.

"Knæk Cancer... du taler med Thomas Skov"

"...øhh ja..... kan du se Emil Beha derfra hvor du sidder?"

I løbet af aftenen måtte jeg flere gange skrive små sedler med hilsner til Joey Moe, Mulle, Sanne Troelsgaard med flere.

Men jeg vil da også medgive, at jeg sel.v hellere ville have talt med Emil Beha. Der er trods alt lidt mere kapow ved at tale med en mand, der har sejlet jorden rundt i tre år end med mig, der godt nok har været på Mols Linien, men ellers ikke er søstærkt

"MIT KORTNUMMER ER 4571.... HTZ..."

Det er hårdere end jeg troede, at sidde i sådan et callcenter. For det første bliver jeg altid bims af at tale med så mange mennesker i løbet af forholdsvis kort tid.

Så er der alle de personlige historier, som er vanvittigt rørende. Historier om børn med leukæmi og om mistede ægtefæller og forældre og... der er så vanvittigt mange, der har kræft alt for tæt på livet -  og her på mine gamle dage bliver jeg ret rørt over at tale med folk.

Men så er der også alle de seere, der ringer ind som måske har fået en tår over tørsten - og det bliver mere og mere udbredt ud på aftenen.

Jeg skal altid finde den mest pædagogiske version af mig selv frem, men jeg har det af og til som om jeg fjernunderviser i EDB. Og der er ufattelig mange cifre på sådan et dankort, når man skal donere penge.

Da den sidste, jeg havde igennem kl meget lidt i midnat, for syvende gang begyndte at læse bogstaver op, da jeg bad om kortnummeret, var jeg millimeter fra at brænde sammen. 

Heldigvis kunne jeg se, at Emil Beha var ledig, så på en elegant måde fik jeg spurgt, om hun ikke hellere ville tale med ham.

"Selvfølgelig vil jeg hellere det...."

"Jamen, så skal du bare lige lægge på og ringe ind igen..."

Og vupti, så var det problem løst

Der blev i alt indsamlet 147.113.040 kroner