JEG ER STARTET TIL ISHOCKEY

Som barn spillede jeg fodbold og badminton og så gik jeg til dans. Jeg kunne sågar være blevet professionel fodboldspiller, hvis jeg havde været bedre til det.

Men jeg hyggede mig med det og spillede det helt indtil jeg opdagede piger.

Jeg synes også badminton var skægt, og så var det rart at have noget at lave om vinteren for ikke at ryge ud i kriminalitet. Jeg blev sågar klubmester et år. Men sagen er, at det var et år, hvor der kun var én anden i min alderskategori. Så med andre ord ? der var et år, hvor jeg vandt mod Bjarke.

Og så gik jeg til dans. Jeg ville egentlig gerne have spillet ishockey som barn, men mine forældre sagde, at jeg skulle starte med at gå til dans, inden jeg begyndte til ishockey. Jeg dansede i 10 år? og jeg så aldrig skyggen af en puck?

Indtil i år?

31 ÅRIG NYBEGYNDER

Jeg skøjtede en del som barn, men jeg spillede aldrig ishockey. I flere år har jeg leget med tanken om at starte til ishockey, men har egentlig slået tanken væk igen med det samme.

?Man kan ikke lære noget nyt, når man er blevet så gammel som jeg?

Men tidligere i år faldt jeg i snak med en gammel kollega, der spiller ishockey.

Han fortalte mig, at der findes et såkaldt forældrehockey-hold i den klub, der hedder KSF. Det er typisk forældre til børn, der spiller hockey, men også gerne selv vil prøve kræfter med sporten. Nu spiller Ellen imidlertid ikke ishockey endnu, men jeg fik lov at starte på holdet alligevel.

Den eneste udfordring, når man er så gammel som jeg er ? og er nybegynder ? er at træningstiderne ligger der, hvor de ligger mindst i vejen. Med andre ord ? jeg træner ishockey hver søndag morgen kl 6.30.

Det føles fuldstændig vanvittigt at sætte uret til 5.30 søndag morgen, men jeg har sjældent været så motiveret til at dyrke sport. Udefra set virker det som tortur, at stå op så tidligt for at tage ud og gøre noget, man er dårlig til, men det er det hele værd.

?HAR DU IKKE ET PAR STØRRE ARME??

Inden jeg trænede første gang, var jeg nødt til at skaffe noget udstyr. Jeg kunne egentlig godt låne af klubben, men tanken om at skulle have en anden mands skridtbeskytter på gav mig kvalme, så i stedet tog jeg ud i Københavns førende ishockeyudstyrsbutik og bad dem om at klæde mig på.

De kiggede godt nok lidt mistroisk på mig, da jeg stod foran dem og sagde.

?Dav, jeg vil godt starte til ishockey?

Ekspedienten sagde det ikke med ord, men jeg kunne se, han tænkte:

?Er du ikke cirka 20-25 år for sent på den?!?

Men med kyndig hjælp fik jeg en masse udstyr med hjem.

Det fede ved ishockey er, at du bliver større og mere frygtindgydende, når du får dit udstyr på.

Jeg havde en sæson, hvor jeg motionscyklede lidt. Der kan tøjet ikke blive stramt nok, og alle kan se hvor stor den er og hvilken vej den vender.

I ishockey er det lige omvendt.

Ekspedienten nærstuderede godt nok mine arme, da jeg skulle have albuebeskyttere.

?Det er ikke de største arme, du har ? vi må prøve en small?

Det gjorde ondt, da han sagde det. Men sådan er det nogen gange med sandheden.

Jeg er bare glad for, at jeg ikke blev smidt i en junior-model.

Påklædt og fattig forlod jeg butikken, klar til min nye karriere som ishockeyspiller.

DEN FØRSTE GANG

Det er længe siden jeg har været sådan rigtig nervøs for noget. Jeg er altid spændt, når jeg skal på scenen til diverse arrangementer, men sådan godt og grundig nervøs ? det er længe siden. Det var jeg saftsuseme første gang, jeg kørte til ishockey.

• Tænk nu hvis de andre er meget bedre end jeg er.
• Tænk nu hvis jeg har læst forkert og det er et børnehold, jeg starter på.
• Tænk nu hvis jeg mister alle mine tænder.
• Tænk nu hvis jeg ikke kan finde ud af at tage mit udstyr på.

Tankerne susede rundt i hovedet på mig, da jeg ? 6.00 søndag morgen kørte ind på parkeringspladsen foran skøjtehallen.

EN DRØM AF EN ISHOCKEYSPILLER

Al min nervøsitet blev gjort til skamme ? for det viser sig, at mennesker, der frivilligt vælger at stå op så tidligt søndag morgen, er fantastisk flinke og rare til at hjælpe en nybegynder.

Så jeg kom ? forholdsvis - hurtigt i udstyret og lige pludselig havde jeg is under skøjterne. Det kan lyde banalt, men det var en drøm, der gik i opfyldelse. Endelig at spille ishockey.

Og det var sjovt og skidesvært.

Og er jeg god til det?! Ikke endnu, men jeg øver mig ? og jeg elsker at sætte uret til 5.30 søndag.

Jeg har sågar fået lov til at spille med på motionistholdet. Der er træningstiden bedre. Det er nemlig onsdag aften 21.45. Det er jo næsten en hel normal tid.

Jeg ville selvfølgelig gerne have været i gang, da jeg var 6 år ? for så kunne jeg være blevet rigtig god, men det føltes virkelig rart at få opfyldt en drøm.