Far, der er noget, vi skal tale om
I efteråret faldt min far pludselig om med en hjerneblødning.
Det var en helt almindelig mandag, hvor jeg havde haft en stille og rolig dag med et enkelt foredrag i København.
Da jeg kommer hjem og sidder og spiser aftensmad med Emilie og Ellen, ringer min mor.
Jeg tager den og kan høre på måden hun siger hej på, at der er noget, der ikke er som det skal være.
Hun fortæller, at min far er faldet om derhjemme, og at huset er fuldt af ambulancefolk og læger, der arbejder med min fars livløse krop. Hun fortæller også, at han skal med en helikopter og fragtes til Aarhus - og at hun endnu ikke ved, hvad det er - udover at det er meget alvorligt.
Jeg sætter mig straks i bilen og kører mod Aarhus. Jeg kører den tur flere gange om måneden, men den har aldrig føltes så lang som den her mandag aften.
Da jeg ankommer til hospitalet, får jeg at vide, at min far har fået en hjerneblødning, han er i koma og at de vil forsøge at operere ham, men at det er meget kritisk.
VAR DET SÅ DET?
Den nat var det umuligt at sove. Min mor og jeg overnattede på et hotel tæt på hospitalet, men det var ikke meget, vi fik sovet. Tankerne fór rundt i hovedet. Tankerne om, om han ville overleve. Om hvordan det mon er - ikke at have en far, man kan ringe til. Jeg begyndte også at tænke over alle de gode minder, jeg har fra min barndom. Dagen efter besøgte vi hospitalet tidligt om morgenen. Operationen var gået fint, og nu skulle han bare have ro. Det var stadig kritisk, og han var stadig i koma.
Lægerne gjorde meget ud af at fortælle, at ingen kender udfaldet af en ulykke som den min far havde haft - så der var ikke andet at gøre end at vente. Det gjorde vi så. Time efter time. Dag efter dag. Ret hurtigt begyndte jeg at tænke over det forhold, min far og jeg har.
For jeg har haft en skøn barndom og har som sagt masser af gode minder om min far fra jeg var barn. Men det er som om at de seneste år - siden jeg var en stor knægt i teenageårene og til i dag er vi gledet lidt længere fra hinanden. Det er klart, at når man ikke længere er afhængig af ens forældre for at overleve, så ændrer forholdet sig - men det er som om vi aldrig rigtig har fundet ud af, hvilket forhold vi skulle ha. Jeg ville i hvert fald gerne have været tættere med min far. Jeg ved ikke, hvordan har det - for det har vi aldrig talt om - og det er det, der er pointen.
For nu ligger han så der med en hjerneblødning. I koma - og med usikre udsigter for fremtiden.
FAR, DER ER NOGET VI SKAL TALE OM
Jeg talte meget med mine venner i den her tid, netop om det her med, hvilket forhold man har til sin far. Og når jeg kigger på Ellen, drømmer jeg om at blive tættere med hende, når hun engang bliver voksen.
Men det er forfærdeligt, at der skulle en hjerneblødning til, før jeg sådan for alvor begyndte at reflektere over det forhold, min far og jeg havde. Derfor besluttede jeg hurtigt, at jeg ville bruge den her tragiske situation til noget positivt.
Sammen med det radioproduktionsselskab, der hedder Filt, fik vi stablet en P1-podcast-serie på benene, som handler om netop det forhold, man har til sin far. Serien hedder "Far, der er noget vi skal tale om" - og den består af fem programmer, hvor jeg taler med fem forskellige sønner, der alle sammen har et helt unik forhold til deres fædre. Lige fra tyranniske fædre til inspirerende fædre - og en enkelt, der aldrig har kendt sin far.
Målet med det her program er at inspirere til, at lytterne tænker over deres eget forhold - inden det er for sent.
Det er uden sidestykke det mest personlige program, jeg nogensinde har lavet. Jeg håber, du vil give det en chance - og jeg vil meget gerne høre, hvad du synes om det.
Du kan høre første program lige her - og du kan abonnere på podcasten, hvis du trykker her
