Min mobilafhængighed - år 2

Jeg er fuldt ud bevidst om, at der er mange på internettet, der siger: ”I er mange, der har spurgt mig om…”– uden at der er så meget som en eneste sjæl, der har spurgt. Det kan være nemmere at fortælle ting om sig selv, hvis man bilder sine følgere ind at mange har spurgt.

Med fare for at lave et spurgt indlæg – (siger de unge stadig spurgt?) så skriver jeg nu et indlæg, fordi der rent faktisk er mange, der har spurgt.

Der er i hvert fald et par stykker, der har spurgt. Okay, der er én – men det her indlæg er til dig.

Der er én, der har spurgt, hvordan det går med min mobilafhængighed i dag.

Det skal jeg fortælle dig.

AFVÆNNINGEN

For halvandet år siden lavede jeg et P1-program om mobilafhængighed. Jeg gik i afvænning hos Imran Rashid – og i løbet af fem uger blev jeg mere og mere bevidst om mit forbrug – og så burde den ged vel være barberet.

Men som du ved, hvis du har en telefon – og du endda selv har forsøgt at bruge den mindre, så er det svært.

Jeg har aldrig været på afvænning fra andet – og selvom jeg tror, jeg har et afhængighedsgen i mig, så har jeg ingen laster, der er alvorlige nok til at gå i afvænning for dem. Det der kommer nærmest, er nok min sukkerafhængighed. Jeg kan tømme en pose Skolekridt hurtigere end Usain Bolt kan… tømme en pose Skolekridt.

Men jeg æder sukker derudaf – og det kan være, jeg skal gøre noget ved det en dag – men indtil videre er min mobil, det eneste jeg har forsøgt at afvænne mig fra.

Jeg siger ikke, at det havde været federe at være afhængig af alkohol og heroin – jeg siger bare, at hvis man gik i afvænning fra det, så var det ligesom mere enten eller.

Nu tager jeg kun lidt heroin, men jeg er slet slet ikke afhængig på samme måde længere.

Den sætning hører du sjældent eksnarkomaner sige. Der er det et valg. Enten bliver du clean eller også gør du ikke – og sådan er det ikke med telefonen.

For efter min telefonafvænning skal jeg jo stadig bruge min telefon… jeg skal bare ikke bruge den nær så meget – og det er det, der er med til at gøre det ekstra svært at styre sin telefontrang.

LIDT HYGGEAFHÆNGIG

Jeg bruger min telefon hver dag. Den er et vigtigt redskab i mit job. I mit liv. Jeg elsker min telefon, og jeg ville ikke have lyst til at leve uden.

Sådan var det allerede, da jeg var i afvænning. Det var slet ikke målet, at jeg skulle kvitte den helt – for det tror jeg ærligt talt ville være nemt. Det ville i hvert fald være et valg som jeg kunne vænne mig til.

Det, der hele tiden har været målet med min mobilafvænning, var at luge ud i alle de timer, der forsvinder på skærmen.

Al den tid jeg bruger helt ubevidst.

Og det var den bevidsthed, Imran var inde at arbejde med. For ligeså snart jeg er bevidst om mit forbrug, så går det rigtig, rigtig godt.

Men det er det, der er så pokkers svært.

Nå, men hvordan går det så.

Ja, tak fordi du spørger. Det går godt. Siden min afvænning har jeg været så privilegeret at holde et ton foredrag om lige netop mobilafhængighed. Både alene, men også side om side med Imran.

Og det her med at stille sig op på en scene og fortælle – det forpligter. Så helt lavpraktisk har det været sådan, at jeg har været bevidst om mit forbrug, fordi der sjældent er gået en uge, hvor jeg ikke har holdt foredrag om emnet.

Men det er selvfølgelig ikke verdens bedste råd til andre, der vil bruge mindre tid på skærmen: ”Jamen, bare hold foredrag om det, så går det meget bedre”

Altså jo, hvis du har mulighed for det, så hold da gerne foredrag om det. Om ikke andet, så for dine venner, din kæreste eller andre, der vil lytte.

JAMEN, DET ER OGSÅ FORDI...

Det mest konkrete råd er fortsat – bliv bevidst om hvor meget du bruger din telefon.

Jeg er den lykkelige indehaver af en iPhone – og på den nyeste opdatering derpå er blevet indbygget en funktion, der hedder ’skærmtid’. Den holder ganske enkelt øje med, hvor meget tid du bruger på din skærm.

Det er en ubehagelig, men belejlig øjenåbner – når du én gang om ugen får din ugentlige rapport. ”I denne uge har du i gennemsnit brugt 23 timer om dagen på din telefon”

Jeg har i visse uger gjort det til en sport at se, hvor lidt tid jeg kan bruge på min skærm – og rekorden endte på 1 time og 10 minutter i gennemsnit pr. dag. Det var jeg ganske godt tilfreds med – taget i betragtning, at jeg stadig bruger telefon som arbejdsredskab – og til at være lidt på Instagram i ny og næ.

Men jeg skal også være ærlig at sige, at de seneste syv dage er mit gennemsnit 2 timer og 38 minutter – og heraf kan jeg se at over fire af timerne er blevet brugt på Instagram. Det er i overkanten, så det skal der gøres noget ved.

Jeg plejer at skyde skylden på, at min nattesøvn bliver forstyrret af børn – og at jeg derfor er træt og har paraderne nede. Men sandheden er, at der ikke er nogen undskyldning. Jeg må bare tage mig sammen – og være okay med at jeg ikke får set ALT, hvad Anders Hemmingsen lægger på Instagram.

Heldigvis er der andre steder, hvor afvænningen stadig har tydelig effekt.

Jeg har hånden på hjertet ikke kigget på telefon, mens jeg kører bil siden mit forløb.

Det virker helt absurd, at jeg kunne finde på det inden – og jeg er nu blevet typen, der kigger vredt på andre bilister, der gør det.

Også her må jeg anbefale den nye iphone-opdatering, der har en indbygget funktion, hvor man kan vælge ikke at lade sig forstyrre, mens man kører bil. For det går sgu ikke, venner.

Jeg følger med i debatten om vores brug af skærme, og det er kun blevet mere aktuelt siden vi lavede programmet. Men jeg hylder hvert et indlæg og hvert et tiltag – for jo mere vi taler om det, desto mere bevidste bliver vi om vores forbrug – og jeg tror, at vi om ti år vil kigge tilbage på den her tid og tænke ’ja, vi skulle jo lige lære det’

Men jeg tror, de mest konkrete råd jeg vil give videre er:

FÅ ET OVERBLIK OVER DIT FORBRUG

ACCEPTER AT DU IKKE BEHØVER FØLGE MED I ALT